Embedsmænd har fået stor politisk magt

Og vi vil absolut også være dårlig tjent med det forhold, der var mellem ledende
embedsmænd og politikere i starten af 70’erne, da Jørgen Rosted begyndte sin karriere i staten.

”På Slotsholmen havde ledende embedsmænd en despekt over for politikerne. Departementscheferne så sig selv som små konger. Anekdoter fortæller, at en minister kunne sige til en anden minister: ’Vi er blevet enige om det her lovforslag i regeringen, men når jeg præsenterer det for departementschefen, kigger han bare ud af vinduet.”

Og det var ikke, fordi embedsmændene selv formede politikken. Men de havde stor indflydelse på, hvem der gjorde.

”Hvis man skulle lave en ny politik på skibsfartområdet, gik departementschefen til A. P. Møller og de andre redere. Så kom embedsmændene med et lovforslag til ministeren, hvor han fik at vide, at alle rederne var enige – hvad skulle han så gøre? Han kunne jo bare bære det over i Folketinget.”

Og vi skal endelig heller ikke tilbage til de hovsaløsninger, som den dengang unge fuldmægtig Jørgen Rosted var vidne til i slutningen af 70’erne, mener han. Det var dengang, han som yngste mand sad med på sidelinjen, da store politiske beslutninger blev truffet og skyllet ned med øl og snaps mellem kl. 18.00 og 03.00 på daværende økonomiminister Per Hækkerups ministerkontor.  

Det vender i 80’erne

Men så kom 80’erne. Forholdet og attituden mellem politikere og embedsværk skiftede markant karakter. Og heldigvis for det, mener Jørgen Rosted.

”Vi unge fuldmægtige var henrykte. Vi dannede simpelthen et nyt sprog i symbiotisk samarbejde med ministeren. Det betød langsigtede fremskrivninger af økonomien og flerårige strategier i stedet for hovsapolitik.”

Og det tætte samarbejde er fortsat til i dag.

”Nu taler vi om et nærmest symbiotisk forhold mellem ministeren og de ledende embedsmænd på den bedste måde. Men det politiserer jo også embedsværket. Det gjorde det ikke før. I dag er det efterhånden kun embedsmændene, der er med til at forme lovforslagene. Og det er embedsmændene, der omsætter det til konkret politik,” siger Jørgen Rosted.

Og han mener ikke, det kan være anderledes. Embedsmændene må have en afgørende rolle som politikformere. Bare ikke alle embedsmænd.

”Jeg mener, det er et problem, at ministeren får sværere og sværere ved at køre debatten i medierne, på grund af at alt bliver mere komplekst, og ministrene bliver mere og mere presset. Tænk sig, hvis de embedsmænd, der er med til at forme politikken, var eksperter, der ad hoc fra sag til sag blev hentet ind udefra, og tænk sig, hvis de også kunne være ministerens talsmænd i den offentlige debat.”

På den måde ville et ellers godt lovforslag ifølge Jørgen Rosted ikke strande på, at ministeren ikke var klædt godt nok på fagligt set.

”Det mener jeg, ville være bedre for demokratiet og debatten.” 

Midlertidige embedsmænd

Jørgen Rosted både ønsker og tror på interne ad hoc-kommissioner med ad hoc-embedsmænd, der bliver hentet ind på grund af deres faglige ekspertise for eksempel inden for innovation eller betalingsringe. Og hvis det stod til ham, ville han meget gerne være den departementschef, der ledede dem og udvalgte dem i samarbejde med ministrene. Et ønskejob, mener han.

”At arbejde med nogle kloge folk, som kom og gik på nogle områder, hvor jeg var med til at hente dem ind og kunne sige til ministeren, at jeg nok skulle svinge taktstokken. Det var mit ønskejob. Og det er min ønskemodel.”

Hvis det kommer dertil, blive det dog næppe ham, der havner i ønskejobbet. Han har nået den officielle pensionsalder, men han har lynende travlt i sit eget konsulentfirma.

Men Jørgen Rosteds 18 år som departementschef var i øvrigt aldrig et ønskejob. Han sagde kun ja, fordi han ikke kunne blive ved med at sige nej. Han ville hellere være blevet i Finansministeriet, hvor han som finansdirektør kunne være med til at forme langsigtede økonomiske visioner. Men det tætte bånd til politikerne har han hele
tiden haft det fint med.   

Embedsmand og politisk rådgiver

Jørgen Rosted har i sin tid som topembedsmand aldrig haft skrupler over at rådgive politikerne om politik. Og han er da også kendt for at være en af de få departementschefer, der har stukket snuden frem i den offentlige debat. Men mere eller mindre mod hans vilje har han også selv være ude offentligt og argumentere for et lovforslag – dog kun på det tekniske plan.

Det startede under Schlüter i midt-80’erne, dengang danskerne blev sat på kartoffelkur.

”Jeg var arkitekten bag. Det var meget teknisk. Så da Schlüter skulle tage pressemødet, valgte han at sige: ’Jeg fortæller om de overordnede principper, men alle de tekniske detaljer holder Jørgen Rosted et pressemøde om.’ Det var aldrig sket i dag.”

Men det skete igen for Jørgen Rosted. Da han var blevet departementschef, og Mimi Stilling Jakobsen var erhvervsminister, bad hun ham om at være med til offentligt at forklare tankerne bag en ny erhvervs-
politik.

”Det endte med, at Weekendavisen udkom med en tegning af hende, hvor jeg og en god kollega var dukkeførere.”

Jørgen Rosted var beklemt ved situationen. Mimi Stilling Jakobsen tog det til gengæld ikke så tungt. Men andre politikere har været efter Jørgen Rosted for ikke helt at kende sin plads.

”Jeg kan huske, at Auken sagde, jeg skulle være pedel, når han kom til, og Lykketoft sagde, at han ville gøre mig til bademester i Rødby, fordi jeg havde deltaget i debatten.”

Og det kan de til dels have ret i. Det var i hvert tilfælde ikke kutyme, at embedsmændene sådan gik ud og forklarede, hvad der lå bag de politiske beslutninger. Og det er stadig ikke kutyme i dag.

”Men allerede dengang tænkte jeg – havde jeg da bare været politisk udnævnt.”