Stort skjult sygefravær hos djøferne

22.7.2013

af

Over halvdelen af djøferne tager på arbejde, selv om de er syge. Og halvdelen arbejder hjemme under sygdom.

Der skal tilsyneladende mere end en god forkølelse til, før djøferne melder sig syge. Over halvdelen af djøferne går på arbejde, selv om de egentlig er syge, og hver anden arbejder derhjemme.

Det viser Djøfs seneste undersøgelse af psykisk arbejdsmiljø baseret på svar fra 1.685 medlemmer.

I 2012 havde djøferne 6,2 registrerede sygefraværsdage i gennemsnit. Gennemsnittet for alle ansatte i stat og kommuner lå på godt 13 dage i 2011, mens privatansatte danskere havde knap 10 sygefraværsdage.

Men for djøferne lander sygefraværet reelt set på 10,6 dage, hvis man regner de dage med, hvor djøferne går syge på arbejde eller arbejder hjemme, mens de er syge.

 
De uundværlige djøfere

At så mange djøfere har skjulte sygedage, skyldes ifølge Lisbeth Kjersgård, arbejdsmiljøpolitisk chef i Djøf, tre ting: De har mulighed for at arbejde, mens de er syge, de føler et stort ansvar for deres arbejde, og de føler sig presset til det.

”I modsætning til en børnehavepædagog eller kassedame, kan de fleste djøfere jo godt arbejde på den bærbare hjemme i sengen, når de er syge. Derudover har en del af dem nogle arbejdsopgaver, som ikke umiddelbart kan løses af andre, og derfor hober opgaverne sig bare op, hvis de er væk fra arbejdet. Og for at afværge det arbejder de altså, selv om de i nogle tilfælde måske ikke burde.”

 
De pylrer ikke i provisen

Billedet af djøferen, der sidder med et stort halstørklæde om halsen i sengen og arbejder, eller djøferen der sidder bag lukket kontordør med skraldespanden fyldt af brugte papirlommetørklæder, er nemt at se for sig, mener professor og forsker i psykisk arbejdsmiljø, Tage Søndergård Kristensen.

Han er enig med Lisbeth Kjersgård i, at de sidder der, fordi der ikke er nogen til at overtage deres arbejdsopgaver, hvis de melder sig syge. Samtidig har mange djøfere i modsætning til andre faggrupper muligheden for at arbejde hjemme, og derfor gør de det – også selv om de ikke er raske.

”Sygefravær handler meget om social status. Hvis du vil have en medarbejder, der stort set aldrig har fravær, skal du satse på en mandlig djøfer fra provinsen. Det høje sygefravær finder du til gengæld hos lavt uddannede kvinder i København.”

 
Den hårfine balance

Det er både godt og skidt, at djøferne vælger at arbejde, hvor andre måske ville tage en sygedag, mener Lisbeth Kjersgård.

”Det er en hårfin balance. Det er jo fint, at mange djøfere har mulighed for at arbejde hjemme, selv om de er små-syge, hvis de selv har det ok med det. Men noget andet er, hvis de føler sig presset til det. For vi har jo brug for at slappe af for at komme til hægterne igen – særligt når vi er syge.”

Og i det store perspektiv er det samtidig problematisk, at så stor en del af djøfernes sygedage er skjulte, mener Lisbeth Kjersgård.

”Antallet af sygefraværsdage bliver nemlig brugt som indikator for, hvor godt eller dårligt arbejdsmiljøet er, og for hvor nedslidningstruet en jobgruppe er. Men djøfere kan godt være stressede og have et belastende arbejdsmiljø, selvom de kun har få registrerede sygefraværsdage. Til gengæld får de ikke adgang til de midler og initiativer, der fra politisk hold bliver kanaliseret over i forebyggelse af dårligt psykisk arbejdsmiljø.”

Lisbeth Kjersgård anbefaler derfor, at man i højere grad bruger trivselsmålinger, når man skal vurdere det psykiske arbejdsmiljø og risikoen for nedslidning.

 
Topchefer bliver under dynen

Offentligt og privat ansatte djøfere går i lige stor udstrækning på arbejde, når de er syge. Men hjemmearbejde under sygdom er klart mest udbredt blandt privat ansatte.

Det er de menige djøfere og mellemlederne, der arbejder på trods af sygdom, mens det i mindre grad gælder topcheferne.

”Det skyldes formentlig, at topcheferne i højere grad har kontrol over deres eget arbejde, og at de kan uddelegere. Derfor føler de måske ikke på samme måde et pres til at arbejde, mens de er syge. Vores undersøgelse viser da også, at topcheferne er den mindst stressede gruppe blandt djøferne,” siger Lisbeth Kjersgård.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Jesper
7 år siden
Det jo lige før de kan gå på vandet! Skriv da om noget seriøst! Mene det er hårderevære djøf end kassedame, hvem tror du bipper varerne i gennem kassen hvis hun melder sig syg kl 7 om morgenen, butikken er ikke engang åben så der nogen hun kan gi besked.. Og ofte er beskeden mød op eller bliv væk!! De bliver os fyret hvis de har en diff på over 100kr i kassen gentagende gange. Øffere i kan købe forkerte broer,elendige computersystemer for miliarder uden nogen konsekvens.. Mange går hverdag syge på arbejde, & alle ved jo øfferes største arbejdsskader består af hæmorider ;-) Tak ud og tal med en håndværkere på over 50 ang gå syg på arbejde, mange af jer er jo knap nok indtrådt på arbejdsmarked!
Christos
8 år siden
De glemmer en yderligere skjult fraværdsgrund. Jeg er blevet opfordret af min chef til ikke at melde mig syg eller anvende barnetsførstesygedag, men i stedet for skal jeg bruge flextid eller ferie, da det ellers vil påvirke min fraværdsstatistik (jeg har haft 5 sygedage på 12 mdr.). Jeg ved godt, at arbejdspladserne også er presset på personale, tid og penge, men at man ikke må være syg når man er syg, er måske at stramme den.