Social retfærdighed og frie markeder

Kan liberale ideer om økonomisk frihed og begrænset statsmagt fusioneres med venstreorienterede idealer om social retfærdighed?

 ”Absolut”, siger professor i statskundskab og filosofi ved Brown University John Tomasi, som kaster sig ud i eksperimentet i bogen ’Free Market Fairness’, der udkom sidste år. Den amerikanske professor, der betegner sig selv som libertarianer, håber, at hans bog kan være med til at bygge bro over den dybe politiske kløft, som han mener, skiller den amerikanske venstre- og højrefløj.    

”På den ene side har vi de entusiastiske tilhængere af kapitalisme og privat ejendomsret, der til gengæld er meget skeptiske, når det kommer til social retfærdighed. På den anden side er man begejstrede for social retfærdighed, men meget skeptiske når det kommer til det frie marked. Jeg mener, at de førstnævnte har ret i, at deres ejendomsret er meget vigtig – ikke kun af økonomiske årsager, men også moralske. Det er moralsk rigtigt, at mennesker tjener deres egne penge, men det er forkert ikke at anerkende vigtigheden af social retfærdighed. Det er ikke acceptabelt, at folk lever i stor fattigdom i et rigt samfund, men samtidig skal dette samfund også skabe en struktur, hvor det at arbejde er mere komfortabelt end at blive forsørget af staten. Den forandring, der er sket de sidste 30 år i de nordiske lande, hvor I har bevæget jer fra en mere socialistisk til en mere markedsbaseret model, er sket af økonomiske årsager, men der er nogle moralske ideer, som bliver opdaget nu i Danmark, som man ikke var bevidst om før,” forklarer John Tomasi.

Tidligere på dagen havde John Tomasi besøgt Københavns Universitet. Her blev han fortalt om de to kontanthjælpsmodtagere, der af medierne er blevet døbt Dovne Robert og Fattig-Carina. Han var ikke imponeret:

”Jeg finder det problematisk, at vi lever i et samfund, hvor folk mener, det er ok ikke at arbejde. Det er vigtigt at sige, at folk bør arbejde, vi skal opmuntre dem til at arbejde, og vi skal beundre dem, når de forsørger sig selv. Ideen om understøttelse som en ret eller en garanti, man bare kan få i al uendelighed, er velmenende, men fungerer dårligt i virkeligheden. Min teori om ’Free Market Fairness’ betyder, at vi kræver, at vores samfund er fair for alle, og en del af at være fair er at fremme frie markeder. Vi skylder vores medborgere muligheden for at blive en del af markedsøkonomien og selv kunne bestemme, hvor mange timer de vil arbejde, hvilken løn de vil acceptere, og at de ved, de selv har skabt de ting, de ejer. Det er mere fair over for mennesker end et samfund med for meget velfærd, der gør borgerne passive frem for frie,” siger John Tomasi.  

I socialdemokraternes lejr

Det, der gør John Tomasis bog unik, er, at det er en dobbelt trojansk hest, mener adjunkt Niklas Olsen, der forsker i liberalisme ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

”Tomasi går ind i, hvad vi kan kalde socialdemokraternes lejr og siger: ’Der er noget, I ikke er opmærksomme på, det er økonomiske rettigheder, markeder, frihed og valg’, samtidig går han ind i libertarianernes lejr og siger: ’Vi skal have økonomiske rettigheder, men de skal ikke være absolutte, vi skal tænke over social retfærdighed’. Han prøver at få de her parter i dialog med hinanden, og det, der er originalt ved den her bog, er, at han redefinerer og genbeskriver de to felter og begreber. Social retfærdighed er sådan et moralsk begreb, man bruger til at slå libertarianere, der ofte beskyldes for at være hjerteløse, oven i hovedet med. Hans finte er, at han definerer den libertarianske moral som den moral, hvor individet råder over sine egne kræfter, kan tage sit eget job, skabe sit eget og have ret til det. Det er jo også en slags social retfærdighed og en del af vores demokrati,” forklarer Niklas Olsen.

Social retfærdighed har ikke altid været et fyord i den liberale lejr. Liberalismens grundlægger Adam Smith mente fx, at en nations rigdom skulle måles på, om menigmand var mæt, og hvilke muligheder der var tilgængelige for hans børn. Den sene John Stuart Mill anerkendte, at der var problemer forbundet med et frit marked, derfor skulle staten sørge for, at ingen blev tabt. Selv
neoliberalismen startede som en bevægelse, der havde øje for
de svage i samfundet. 

”Når man taler om neoliberalisme i dag, så tænker man på laissez faire, men det neoliberalistiske program, som økonomen Friedrich Hayek var med til at lancere i 1930’erne, handlede om større social retfærdighed. Man mente, at markedet havde sygdomme og ikke fungerede af sig selv. På det tidspunkt kunne de neoliberale stadig tale med venstrefløjen og sige: ’I har ret i nogle henseender, vi deler faktisk jeres mål, men vi har nogle andre metoder’. Men fra midten af 50’erne og frem, især fra 70’erne, bliver der skabt en kløft. Tanker vinder frem om, at markedet er retfærdigt og ufejlbarligt, mens staten er politisk undertrykkende og økonomisk ineffektiv. Det er figurer som Ayn Rand, Ludwig von Mises samt Milton og David Friedman, der taler for disse ideer,” forklarer Niklas Olsen.

Obamas sundhedsreform

Den famøse kløft viste bl.a. sit uforsonlige ansigt i forbindelse med behandlingen af præsident Obamas sundhedsreform, mener John Tomasi, der fandt debatten meget utilfredsstillende.

”Politikerne på den ene side insisterede på ingen eller meget lidt statslig indblanding, og politikerne på den anden side ønskede så meget indblanding som muligt. Parterne delte ikke ideen om social retfærdighed, så den ene side skulle vinde, og den anden tabe. Det ville have været meget sundere og måske også have givet et mere fornuftigt resultat, hvis begge sider kunne være blevet enige om, at alle borgere har ret til adgang til et sundhedssystem og fra det udgangspunkt have en ordentlig diskussion om, hvordan vi leverer dette,” lyder hans vurdering.