Mænd er drevet af højere løn

14-06-2013
1 min.

Højere løn er en stor drivkraft for mænd, både når de vælger at skifte job eller vælger at blive, hvor de er.

En af de absolut største gulerødder for mandlige djøfere er løn. Den primære årsag for næsten hver tredje mand, der overvejer at skifte job, er mere på lønkontoen. Det samme gælder kun for godt hver femte af de kvindelige djøfere.

Det viser en undersøgelse, som Djøf har gennemført blandt 1.890 erhvervsaktive djøfere.

Det er også udsigten til flere penge, der er den absolut største motivation hos mændene, hvis de skulle vælge en international karriere. Og det er også i høj grad udsigten til en større løn, der kan fastholde dem på deres nuværende arbejdsplads.

Mænd vil have løn som fortjent

Udfordringer og udvikling er dog den allerstørste drivkraft, når det gælder motivationsfaktorer i forhold til jobbet – også hos kvinderne.

Men mænd har et særligt stort fokus på løn medgiver, Lydia Langgaard Djurhuus, chefkonsulent i Djøf.

”Mændene har en stor retfærdighedssans, når det gælder løn. Hvis ikke de får en løn, som de mener, matcher det, de yder, så finder de en ny arbejdsgiver,” siger Lydia Langgaard Djurhuus

Og her mener hun godt, at kvinderne kunne komme mere ind i kampen, som hun siger. Og det gælder helt fra den første job, de takker ja til.

”Nyuddannede kvinder fokuserer nærmest udelukkende på at få et job og tænker, at så skal de nok indhente det med lønnen senere. De mandlige dimittender har til gengæld fokus på lønnen fra det første job, de får tilbudt, og det følger dem hele vejen gennem karrieren og det på trods af, at arbejdsmarkedet er som det er,” siger Lydia Langgaard Djurhuus.                            

Motivation for kvinder

Hun peger på, at kvinder og mænd i det hele taget vægter forskelligt, når det gælder jobmotivationen



”Når kvinder skifter job er ofte det sociale, trygheden og især forholdet til lederen, der er afgørende.”

Djøfs undersøgelse viser da også, at en ’dårlig leder’ især får kvinderne til at overveje at skifte job. ’Arbejdspladsens kultur og værdier’ og ’bedre mulighed for at tage hensyn til mit privatliv’ betyder også mere for kvinderne end for mændene.  Hvor altså højere løn og i højere grad også avancement batter hos mændene.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.