Djøfere fra en anden tid

Der sidder en mand. Emeritus med kalenderen fuld. Foredrag her, forelæsning der og
flere bogprojekter undervejs.

Men der sidder også en mand på 68 år, der i mange år har været præget af usikkerhed, og som har følt sig trykket i mange situationer.

En del har nok den oplevelse, at Tim Knudsen, tidligere professor på Statskundskab på Københavns Universitet, er en af dem, der ikke er bange for at tage bladet fra munden i den offentlige debat. Han siger, hvad han mener.

Men selv om han igen og igen har ytret sig i den offentlige debat – og til stadighed gør det, har han, trods sin professortitel og en næsten 40 årig karriere på Statskundskab, ofte tvivlet på, om det han gjorde, nu også var godt nok.

”Langt om længe – de sidste tre-fire år – er jeg blevet forholdsvis mere selvsikker. Det har taget lang tid,” siger Tim Knudsen.

Ærefrygten og usikkerheden har måske aldrig helt fortaget sig fra dengang, han i starten af 70’erne, som den første i familien, trådte ind på Københavns Universitet.

”Jeg var benovet. I dag regner man det som meget mere selvfølgeligt. Nu er der jo en geografisk overvægt af studerende fra Københavns nordlige omegn,” siger Tim Knudsen.

Sådan var det ikke dengang. Tim Knudsens mor var frisør. Og da han var 14 år, begik hans far selvmord. De fattedes penge, så Tim Knudsen tog et par omveje, inden han fik studenterhuen og siden trådte ind på Københavns Universitet.

”Men jeg vidste, at jeg ville være professor. Når jeg hørte en ældre beroligende professorstemme i radioen, der fortalte, hvordan tingene hang sammen, så tænkte jeg, at sådan én ville jeg også være. Siden har jeg så forstået, at de, ligesom mig, kun har fattet en brøkdel af det hele.”

Karriereplanlægning er blevet et mantra

Mange af Tim Knudsens medstuderende var også fra det, man dengang kaldte studiefremmede miljøer.

”Studiet var nyt, og det var måske meget tiltrækkende, når man var førstegenerationsakademiker, for så skulle man ikke ind i en masse gamle traditioner. Det var ikke en uddannelse for dem fra de gamle akademikerfamilier. De læste jura eller måske økonomi.”

Og lige bortset fra Tim Knudsen, der havde en professortitel som mål, ville de fleste være gymnasielærere – hvis de overhovedet vidste, hvad de ville, fortæller han.

Nu vil de være departementschefer

I dag mindes Tim Knudsen ikke, at han hører nogle af de studerende sige, at de sigter mod en stilling på et gymnasium.

”Fra slutningen af 80’erne fik man de første departementschefer, som var scient.pol.er, og man så flere på ledende poster rundt omkring. Det har selvfølgelig bekræftet de studerende i, at det her kan være en adgangsbillet til de store stillinger. Nu kommer de så med en helt naturlig forventning om, at når nu min far er departementschef eller minister, så skal jeg da også være det. Det er blevet en embedsmandsuddannelse og i stigende grad en politikeruddannelse. Og mediebranchen er også tiltrækkende.”

Hvad betyder det?

”Det betyder, at det er en mere afsondret elite. Vi er blevet en politisk administrativ eliteskole.”

Hvilke konsekvenser har det?

”At vi får en mere teknokratisk elite, som i højere grad lever et liv adskilt fra andre socialgrupper end tidligere. Og det, mener jeg, kan have nogle skadevirkninger. Det bliver meget abstrakt, hvordan det er ude i et almennyttigt boligbyggeri, og hvordan det er at have dybe sociale problemer af den ene eller anden slags. Skrækscenariet
er, at vi fortsætter med at dele samfundet mere og mere op i nogle teknokratiske ledere og så en masse mennesker, der passivt bliver ledet af dem.”

Han peger på, at op mod halvdelen af regeringen har læst statskundskab eller noget lignende. Og det er heller ikke optimalt, mener Tim Knudsen.

”Det bliver lidt af en osteklokke. Stauning kom ud at arbejde, da han var ni. Anker og H.C. Hansen kom ud af skolen, da de var 14 år. Og de er alle politikere, som trods alt har været med til at bygge et samfund op, som vi kan være bekendt. De har mærket alle de sociale problemer og ganske almindelige menneskers levevilkår på egen krop.”

Og hvorfor har det taget så lang tid, før dagens politikere opdagede, at det står helt galt til ude på erhvervsskolerne, spørger Tim Knudsen.

”Måske fordi så mange af vores beslutningstagere kommer fra en akademisk baggrund.”

Men nu er det jo sådan, at mange politikere er scient.pol.er. Og nu er det jo sådan, at mange studerende kommer fra akademikerhjem. Det kan du vel ikke lave om på?

”Jeg er ikke i stand til sådan vupti at
sige, hvordan vi gør det anderledes. Men for Statskundskabs vedkommende kunne vi måske få en mere social dimension og noget mere sociologi ind i uddannelsen. Men det er svært at dreje sådan en super-
tanker.”

De lidt for pæne studerende

Men de er flinke de studerende i dag.
Bestemt da, mener Tim Knudsen. Måske
næsten også for flinke.

”De er høflige, venlige og korrekte overfor hinanden. Men de er måske nok også lidt glatte i det.”

Han efterlyser mere diskussion, og en ’jeg vil ud og redde verden’ tilgang.

”De kan have mange interessante synspunkter på det ene eller andet. Men det er sjældent, jeg møder en studerende, der har trang til at ændre samfundet i nogen videre udstrækning. Man kan sige, at i min generation trivedes naiviteten måske vældig meget, men jeg kunne godt tænke mig noget mere spræl og noget mere oprørskhed i de studerende i dag. Og ikke en illusionsløs tilgang til alt, hvor man koncentrerer sig om sig selv.”

Er det måske fordi, de har mere travlt i dag?


”Det er ikke et hårdere studium end, at du det meste af tiden kan passe noget, der ligner et halvtidsjob i et ministerium ved siden af. Men de er mere kalkulerende og mere målrettet mod en karriere end tidligere. Det skal føre frem mod eksamen og de rigtige etcs-point. I 70’erne slog vi os på lårene af grin, da vi første gang hørte ordet karriereplanlægning.”

Men er det ikke bare godt, at de er fokuserende og målrettede?

”Jo, men det er måske også et udtryk for, at vi befinder os i en konkurrencestat, hvor man skal tænke meget på at få kompetencer, og hvor der er hård konkurrence om stillingerne og om at komme frem i hierarkierne. Men nok også et udtryk for, at de studerende kommer fra hjem, hvor forældrene har gjort karriere.”

Tim Knudsen vil helst ikke spå om fremtiden, men han kan alligevel godt se et billede for sig, som han helst var fri for.

”Det værst tænkelige, jeg kunne forestille mig, er, at statskundskab degenererer til en skole i magtmanipulation. Et sted hvor man først og fremmest interesserer sig for, hvordan man kan markedsføre politik, og hvordan man ved hjælp af kommunikation både kan vejlede og vildlede.”

Godt det ikke er mig

Tim Knudsen er glad for, det ikke er ham, der er studerende i dag.

”Der er jo stadig en del af vores studerende, der får job med et fingerknips. De havde i forvejen et ben i et ministerium, og nu sidder de allerede og forhandler med ’finansen’. Men den øjeblikkelige bekymring rammer de svageste studerende hårdest. Dem, der er usikre.”

En usikkerhed, der som sagt også har fulgt Tim Knudsen i mange år. Og en usikkerhed, der måske har betydet, at han har holdt lidt for hårdt fast i sit job på Statskundskab.

Han fik heller ikke bare sådan lige et job med et fingerknips, da han i sin tid blev kandidat.

”Det var også svært at få job dengang. Jeg fægtede mig igennem som ekstern lektor. Men der var et år, hvor jeg havde det rigtig skidt. Det var meget hårdt psykisk. Nu havde jeg investeret så stor en del af mit liv på noget, jeg troede på, og så var der ikke noget job til mig.”

Men på mirakuløs vis dukkede den første ledige stilling i mange år op på hans eget institut. Han fik den.

”Jeg var svineheldig. Og så blev jeg. Jeg har måske nok klamret mig lidt for meget til den stilling.”