Presset til karriere?

21.5.2013

af

Særligt unge og højtuddannede mener, at karrieren er meget vigtig, viser ny undersøgelse. Men måske er nogle presset til at synes det. Og måske er det pres ved at blive for stort.

Karrieren er vigtig. Meget vigtig. Det mener markant flere unge mellem 18-34 år end dem over 34 år. Også markant flere af de højtuddannede har et stort fokus på karrieren.

Der viser en undersøgelse, som Finansforbundet har gennemført blandt 1.892 medlemmer. Her siger mere end en tredjedel af de unge, at det er meget vigtigt at have en karriere, og næsten det samme gør sig gældende for de højtuddannede. Hvilket er mere end dobbelt så meget som gennemsnittet.

De unge er i stigende grad individualister

Det overrasker ikke Camilla Hutters, souschef på Center for Ungdomsforskning, Aarhus Universitet, at både de højtuddannede og de unge, har stor fokus på karrieren.

”Unge i dag er vokset op med, at enhver er sin egen lykkesmed, og samtidig vokser de op i en krise, hvor karrierebevidstheden vokser sig større og større. Det er ikke længere nok at komme ud med gode karakterer, de skal også have et fyldigt CV med relevante job, udlandserfaring og praktik.”

Og det kan der selvfølgelig være positive effekter ved. For det er da godt, at de unge er rustet til arbejdsmarkedet. Men der kan også have en bagside, mener Camilla Hutters.

”Der er øget stress – også voldsom stress blandt en del studerende. Og samtidig med det stigende karrierepres har vi fået en SU-reform, der nok ikke gør det nemmere at pleje CV’et ved siden af studiet. Nogle studerende klarer fint presset, men andre har det svært ved det. De har måske ikke så nemt ved at netværke og dermed skaffe sig relevante studiejob. Og det kan være med til at skabe et større skel mellem de studerende,” siger Camilla Hutters.

Husk det hele menneske

Thomas Jønsson, lektor på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, mener også at et for stort fokus på karriere kan være et usundhedstegn.

”Hvis det er karriere for karrierens skyld. Og hvis det kun er de ydre faktorer som magt, penge og status, der driver en, så er det ikke noget, der får én til at vokse som menneske – det er ikke det, der stimulerer ånden, ” siger Thomas Jønsson.

Og hvis drivet til en karriere ikke kommer fra én selv, men skyldes et pres udefra, er det heller ikke optimalt, mener han.

”Alle teorier viser, at vi ikke skaber hele mennesker, hvis vi presser folk til at gøre noget, som de ikke kan se et potentiale i for deres egen udviklings skyld. Og det er da tankevækkende, at det, der før hed et dannelsesår, nu hedder et fjumreår,” siger Thomas Jønsson.

Men det store karrierefokus er nok kommet for at blive – i hvert fald så længe vi bliver ved med at tale om krise, mener Camilla Hutters. Derfor kunne det hjælpe, hvis studiestederne understøtter de unges behov for også at pleje CV’et med for eksempel et større fokus på virksomhedspraktik og merit for udlandsophold.

Stress: Se djøfbladets tema om stress her
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Christian
10 år siden
Hvordan er det lige Djøf selv bidrager til at skabe denne karriere-kultur?