Hvert karrierehop koster dig fire timer

13.5.2013

af

Hver gang du som djøfer tager et spring op ad karrierestigen, stiger din arbejdstid med fire timer om ugen.

Flere arbejdstimer

Flere timer på jobbet:

Djøfere uden chefansvar arbejder i gennemsnit:

41 timer om ugen.

Djøfere, som er mellemledere, arbejder i gennemsnit:

45 timer om ugen.

Djøfere, som er topledere, arbejder i gennemsnit:

49 timer om ugen.

 

Flere timer derhjemme:

80 procent af toplederne i Djøf arbejder i nogen eller høj grad om aftenen.

65 procent af mellemlederne i Djøf arbejder i nogen eller høj grad af aftenen.

55 procent af djøferne uden chefansvar arbejder i nogen eller høj grad om aftenen.

 

 

Fra:

Djøfs seneste undersøgelse af psykisk arbejdsmiljø, stress og balance med svar fra 1.685 beskæftigede medlemmer.

 

Hele undersøgelsen: djoef.dk/psyk12

Din arbejdstid stiger med fire timer om ugen, når du avancerer fra menig til mellemleder. Og igen med fire timer mere, når du avancerer fra mellemleder til topleder.

 

Samtidig stiger dit aften- og weekendarbejde hjemme ved computeren og mobilen med henholdsvis 10 og 15 procentpoint.

 

Det viser en undersøgelse af djøfernes psykiske arbejdsmiljø.

 

Både unge og erfarne djøfere ved godt, at det har sin pris i tid at gøre karriere, siger chefkonsulent i Djøfs Karriere- og Kompetencecenter, Helle Hvilshøj.

 

”Derfor er der også dem, som helt bevidst siger til os, at de prioriterer familien frem for en lederkarriere.”

 

Ikke mindst mellemledere rammes af den såkaldte balanceudfordring – at man har svært ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Det viser undersøgelsen.

 

Mange timer og dårligt arbejdsmiljø er gift

Men der kommer også decideret stress-ramte ledere til karrieresparring i Djøf.

 

Her er det et typisk mønster, at det er kombinationen af mange timer på jobbet og et dårligt arbejdsmiljø, der får folk ned med nakken.

 

”Rigtig mange stress-ramte medlemmer – hvad enten de sidder i en lederrolle eller ej – fortæller os, at arbejdstiden voksede dem over hovedet, og at arbejdet stort set er kommet til at fylde hele deres vågne liv,” siger Helle Hvilshøj.

 

Men samtidig fortæller de også, at årsagen til, at de er havnet, hvor de er, skyldes et ringe arbejdsmiljø, uløste konflikter og manglende opbakning fra deres nærmeste leder – samt deres egen evne til at sige fra.

 

”Man kan sige, at først når de har indset, at end ikke timer kan løse deres problemfyldte arbejdssituation, stopper de op og sander alvoren og søger hjælp til at komme ud af det,” siger Helle Hvilshøj.

 

Diffuse krav giver lange dage

Det sidste er et godt billede på det grænseløse arbejde, når det er værst, siger seniorforsker på SFI, Helle Holt, der i en årrække har fulgt arbejdsmønstrene blandt danske videnmedarbejdere.

 

”Uanset om du er leder eller medarbejder, stilles du over for stigende og ofte diffuse krav – krav, du ikke selv har indflydelse på såsom kortfristede deadlines, øget kvalitet og øget effektivitet og så videre. Men som det forventes, at du selv finder ud af at leve op til uden nævneværdig støtte fra nærmeste leder eller kollegaer,” siger hun.

 

Det giver mange og lange arbejdsdage.

 

”Hvis man så samtidig mangler oplevelsen af, at det, man bruger alle sine vågne timer på, er godt nok, så skal det nok gå galt.”

 

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet