Her finder du jobåbninger

27.5.2013

af

Stillingsannoncerne peger på jobmuligheder særligt i den finansielle sektor og i energisektoren. Men der er muligheder i mange af de ’skæve’ brancher også. De skilter bare ikke med det.

’Ole Opfinder-virksomhederne’ har brug for hjælp til at markedsføre deres unikke nyskabelser. Filmbranchen har brug for hjælp til fundraising, logistik og kontrakter. Håndværkerbranchen kan godt bruge hjælpende hænder til kunde- og konkurrentanalyser, struktur og markedsføring. Og hårde-hvidevare-branchen har behov for folk, der kan hjælpe dem med store udbud.

Ifølge Ulla Grymer, konsulent i Djøfs Beskæftigelsessekretariat, er der mange jobåbninger i de ’skæve’ brancher, hvor djøferne måske ikke lige forestiller sig, at der er behov for deres kompetencer.

Men det kræver lidt mere af ansøgeren. Jobbene er sjældent slået op med store profilannoncer i djøfbladet, siger Ulla Grymer.

”Men der kommer flere og flere jobopslag på jobunivers fra de ’skæve’ virksomheder. Mange af virksomhederne skal man dog selv ud og opsøge, da de har for travlt eller ikke tænker over muligheden for at ansætte en akademiker.” 

De slår djøf-job op

De brancher, der lige nu gør sig særligt bemærket på det gængse jobannoncemarked i djøfbladet og på Djøfs Jobunivers i det hele taget, er ifølge Djøfs annoncebureau DG-Media især den finansielle sektor. Men også energisektoren og konsulentbranchen er på jagt efter kandidater.

Michael Boas Pedersen, seniorkonsulent i Finanssektorens Arbejdsgiverforening, kan bekræfte, at den finansielle sektor har behov for djøfere. For selv om den finansielle sektor samlet set reducerer i medarbejderstaben, så ansætter de stadigt flere akademikere. Særligt jurister og aktuarer i forsikringsbranchen og både økonomer og jurister i bankverdenen. Men der er også brug for højtuddannede med andre profiler.

”Udviklingen betyder, at flere af vores medlemmer her dedikerede graduate programmer, hvor nogle af dem rekrutterer helt op til 100 akademikere om året,” siger Michael Boas Pedersen. 

Kompleksitet kalder på djøfere

Også i Energisektoren er der muligheder. Hos energiselskabet SE - tidligere Syd Energi - bekræfter kommunikationschef Jan Lyng Lauridsen, der selv er statskundskaber, at de har et stigende behov for djøfere.

”Kompleksiteten i vores opgaver stiger, væksten stiger, og vi ser ud over den danske grænse. Det kræver djøf-kompetencer. Vi har lige købt Stofa, og sådan en fusion og integration kræver også djøf-kompetencer,” siger Jan Lyng Lauridsen.

Han fortæller, at de også tager flere og flere studenter og ErhvervsPhD.ere ind. Lige nu har de dog ikke slået djøf-job op.

Selv om ledigheden blandt djøferne ligger på 6,4 og dimittendledigheden på 41,2 procent, ser det ud til, at der er lidt mere grøde i jobmarkedet – i hvert tilfælde i nogle brancher. De seneste år har stadig flere djøfere også henvendt sig til konsulenterne i Djøfs Forhandlingsafdeling for at få gennemgået en ansættelseskontrakt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet