15.5.2013
af
Eva Bøgelund
Mere uddannelse er vejen frem for Grønland, siger Hans Peder Maassanguaq Kirkegaard og Tupaarnaq Kreutzmann, som læser til djøfere i Danmark.
Betyder ’En, der er rejst’.
Har godt 500 medlemmer.
Formål: Uddannelse skal overskueliggøres, unge skal ud og rejse, studerende skal tænke karriere.
Hans Peder Maassanguaq Kirke- gaard, 27, har sat djøfbladet stævne i den grønlandske studenterforening Avalak, som har sit lokale under taget på Det Grønlandske Hus i det indre København. Han er formand.
Selv læser han business administration på RUCs internationale linje.
”Kun få af os er 2. generationsakademikere, vi er mønsterbrydere, vi søger mod hinanden,” siger han og smiler. Han er også medlem af Djøf og vil gerne samarbejde.
Det er ikke helt til at skaffe et tal for, hvor mange grønlændere som læser et djøf-fag, men Hans Peder vurderer, at tallet er stigende. Udfordringen er at få det yderligere i vejret.
”Vi mangler erfaring med akademiske uddannelser. Vi er for meget overladt til os selv i en stor dansk uddannelses-jungle, når vi skal vælge fag. Og det er et langt perspektiv for en ung grønlænder at se fem-seks år frem, når man opholder sig i et andet land.”
Han efterlyser mere målrettet fokus fra de grønlandske politikeres side.
”De har uddannelse som topprioritet. Men jeg ville ønske, at de turde reklamere for de uddannelser, som der bliver øget behov for. Det er bl.a. uddannelser rettet mod råstof-industrien, og det er djøf-uddannelser.”
I dag er de klassiske djøf-uddannelser som jura og økonomi for lidt søgte af de unge, siger han.
”Jura forbindes med at være en dansk djøfer ansat i Selvstyret og med at blive fordansket. Og det er jo galt. Grønland har enormt brug for de kompetencer. De unge skal tro på, at du godt kan være både jurist og en god grønlænder.”
Når Hans Peder næste sommer er færdig med sin bachelor, håber han at være optaget på en MBA på et ivy-league universitet. Drømmen er Harvard.
Det er dyrt, men det er muligt, vurderer han. Amerikanerne er blevet stærkt interesserede i Arktis, og de har store fonde med scholarships.
”Jeg begynder ansøgningsprocessen om en måned. Jeg har så meget at lave med studier, studiejob og Avalak, at jeg er nødt til at plotte alt ind i en stor kalender.”
Fornylig ringede den amerikanske ambassade til Avalak for at høre om samarbejdsmuligheder. Så lige nu har Hans Peder også travlt med et debatmøde i næste uge – ’Why is the USA interested in Greenland?’ – som ambassaden og Avalak holder sammen her i Det Grønlandske Hus.
Nu kommer Tupaarnaq Kreutzmann, 27, susende ind lidt forsinket fra et vejledermøde med en sky af energi om sig – men hun har også været på Grønlands OL-hold i alpinski. Hun læser på en CBS-tilknyttet uddannelse i Sports Management.
Både hun og Hans Peder vil søge job i den private sektor. Det skal være et sted, hvor de kan arbejde for deres land. Selv har Hans Peder studiejob i Visit Greenland. Selvstyret, altså den grønlandske centraladministration, trækker derimod ikke rigtig i dem.
”Jeg kan ikke lide bureaukrati, det er for langsomt,” siger Hans Peder.
”Jeg er utålmodig, der skal tempo på,” siger Turpaanaq.
Men i et nyligt nummer af djøfbladet sagde en dansk topchef fra Selvstyrets Personalestyrelse, at der skal flere to-sprogede embedsmænd ind i Selvstyret, ikke mindst på chefposterne.
Hvem skal, hvis I ikke vil?
”Det er et andet ømt punkt. Men paragraffer og skemaer er lidt fjernt fra den grønlandske kultur,” siger Turpaarnaq.
”Hvis vi selv skal kunne styre vores eget land, er vi nødt til få de juridiske kompetencer. Et af de politiske svar på, hvordan man får flere grønlændere ind på posterne, er at gøre det sværere for danskerne at blive ansat. Det er ikke vejen frem. Det er uddannelse,” siger Hans Peder.
Hvad kan Danmark gøre for jer studerende hernede?
”Jeg har faktisk dårlig samvittighed ved at bede om mere,” siger Tupaarnaq.
”Vi får allerede meget. Årlig frirejse hjem, bogstøtte, kollegieboliger. 1. januar i år kom vi over på dansk SU, og det var der mange af mine studiekammerater, som ikke havde det så godt med.”
Det er ikke logik, men følelser – mange følte, at tilhørsforholdet til Grønland blev mindre, forklarer Hans Peder.
”Det er dér, hvor vi skal lære hinanden bedre at kende, så det ikke føles som at bede sin far om hjælp, men at få den fra en kammerat.”
Det bedste, I kan gøre for os, er at forstå os lidt bedre kulturelt og lære lidt mere om, hvad rigsfællesskabet er, siger Tupaarnaq med kraft i stemmen.
”Vi er opdraget til at skulle kende dansk kultur helt generelt, og det forventer I, at vi gør. Men I ved næsten intet om os i Grønland, I lærer ikke om os i skolen mere, og I ved slet ikke noget om moderne grønlandsk kultur. Så vi skal hele tiden forklare os,” forklarer hun.
Den nye grønlandske regering vil tage en forsoningsdebat, hvor Grønland og Danmark får vendt deres fælles kolonifortid?
”Det er der nogle i Grønland, som har brug for. Men det er uheldigt, hvis det kommer til at fylde for meget. Det får let en nationalistisk klang, som deler folk, selvom det ikke var meningen,” svarer Hans Peder.
”Kan vi ikke komme videre, vi har vigtigere ting,” siger Tupaarnaq.
”Vi har olien, vi har mineralerne, vi skal for pokker have uddannet nogle af vores egne folk til råstofsektoren. Hvis vi skal klare os, skal vi ud i verden og møde andre landes kulturer – ellers snyder de jo os med olien,” fastslår hun.
Diskrimination? Fx i forhold til at få de fede studiejobs?
Nej, det synes de faktisk ikke. Der er mange virksomheder og organisationer med interesser i Grønland, og de vil gerne ansætte dem. Det er også noget, de arbejder med i Avalak, og det er en af Hans Peders egne mærkesager – at man skal tænke i karriere og netværk, mens man læser, også selvom studiet er hårdt nok i sig selv.
Men der kan godt komme en følelse af diskrimination, men det er mest på grund af kulturmisforståelser.
”Danskere og grønlændere har fx hver sin måde at debattere på. Danskere er meget mere direkte, end vi er,” siger Hans Peder.
”Danmark er lidt af et skemahelvede for os. Vi er mere loose i det, mere naturbørn. Det giver os til tider lidt problemer,” siger Tupaarnaq.
Og så er der igen den grønlandske identitet. Hans Peder giver et eksempel:
”Jeg har ikke selv oplevet det, men jeg har hørt om, at der er danske professorer, som kan sige til en grønlandsk studerende: Du er jo ikke grønlænder, for du er dansk statsborger. Sådan noget opleves lidt respektløst.”
”Det stikker lige i hjertet,” siger Tupaarnaq.
”Jeg ved, at de andre arktiske folk ser lidt op til os, fordi vi som de eneste har formået at bevare vores sprog og vores kultur og føre det med ind i den moderne verden.”
Ledige stillinger