Dansk konsensusmaskine skal udfordres

Den økonomiske krise har forstærket behovet for øget pluralisme i den samfundsøkonomiske debat herhjemme, mener Ove K. Pedersen.

”Jeg er næsten sikker på, at vi om 10 år vil sige, at der skete en række skift i vores forståelse af økonomi og politisk-økonomiske reformer, når vi ser tilbage på den tid, som vi lever i lige nu,” siger han.

”Derfor er jeg bekymret for, om vi forpligter os på én og kun én vej ud af krisen. Gør vi det, risikerer vi ikke at forstå, hvad krisen går ud på og dermed at overse en række vigtige problemer og rigtige løsninger. For vi står i en ny situation, hvor det slet ikke er sikkert, at de gamle velprøvede metoder virker.”

Ove K. Pedersen er professor på Department of Business and Politics på CBS, og hans advarsel kommer på baggrund af hans og kollegaen John L. Campbells analyse af de såkaldte ”Knowledge Regimes” i Danmark, Tyskland, Frankrig og USA.

Med ”Knowledge Regimes” mener forfatterne det organisatoriske set-up i form af institutioner, normer og regler, som landene over tid har opbygget i bestræbelsen på at frembringe den nødvendige viden, dels om nationaløkonomien, dels om dens samspil med den omkringliggende verden.

Det er den viden, som landenes politiske ledere baserer deres politiske beslutninger på, og derfor spiller den en afgørende rolle i alle fire lande. Men der er forskel på, hvordan landene har opbygget deres Knowledge Regimes, og den danske udgave skiller sig ifølge forskerne ud, fordi den hviler på en meget stor grad af konsensus både om, hvilke økonomiske problemer der er de vigtigste, og hvilken kur politikerne bør sætte ind med. Derfor kalder de det danske Knowledge Regime for en konsensusmaskine.

Regeringsmonopol på vidensdannelsen

”I Danmark har regeringen og dens centrale embedsmænd nærmest monopol på vidensdannelsen omkring, hvilke problemer der er de vigtigste i dansk økonomi, 
og hvordan de skal løses,” siger Ove K. Pedersen.

”Og det er en af grundene til, at der mellem de regeringsbærende partier hersker en høj grad af enighed om vores udfordringer med det resultat, at nye danske regeringer som den naturligste ting af verden overtager den forrige regerings virkelighedsforståelse og problemstillinger.”

Hjertet i den danske konsensusmaskine er centraladministrationen med Finansministeriet i spidsen. Her er der betydelig analytisk kapacitet, som den siddende regering kan trække på, og samtidig er det regeringen, der efter rådgivning fra sine toneangivende embedsmænd nedsætter de offentlige kommissioner – som fx Velfærdskommissionen og Arbejdsmarkedskommissionen – der sammen med en række forskningsinstitutioner, som eksempelvis SFI og Kora, forsker for regeringen eller producerer viden, som regeringen kan trække på.

Ulige adgang til viden

Opbygningen af den danske konsensusmaskine er sket gradvist over de seneste 50-60 år, og den har efter Ove K. Pedersens mening en stor del af æren for, at vi kom godt igennem den forrige store økonomiske krise fra slutningen af 1970´erne og de næste små 25 år frem.

Men i dag er tiden inde til at se på, om konsensusmaskinen også virker i forhold til den krise, som vi står med i dag, mener han. Blandt andet fordi den giver regering og opposition meget ulige adgang til at gennemføre analyser og udforme kvalificerede reformforslag.

”I Frankrig og specielt i Tyskland er oppositionspartierne bedre stillet i kraft af egne tænketanke, som kan gennemføre kvalificerede analyser og komme med alternative reformforslag. Mens den danske opposition til sammenligning er lidt efterladt på herrens mark,” siger han. 

Uligheden har som konsekvens, at den begrænser pluralismen i den politisk-
økonomiske debat herhjemme, og det er faktisk ikke kun skidt for oppositionen, fremhæver Ove K. Pedersen.

”Den tætte forbindelse mellem regeringen og de videns-producerende institutioner kan medføre mistanke om, at de analyser og reformforslag, som kommer fra fx institutter for anvendt forskning og regeringsnedsatte kommissioner, er politisk farvede, fordi de jo er nedsat og – i stort mål også er – finansieret af regeringen,” siger han.

Og endelig ser man i Danmark også meget få offentlige diskussioner mellem uafhængige økonomer, som fra hver deres analytisk-teoretiske udgangspunkt kan fortolke den aktuelle økonomiske situation og komme med deres egne reformforslag.

”På det punkt er offentligheden bedre stillet i Tyskland – og USA ikke mindst, hvor man har en lang tradition for privatfinansierede tænketanke, der er helt og aldeles uafhængige af regeringen,” siger Ove K.
Pedersen.

Videnskabeliggjort økonomisk politik

Ove K. Pedersen ser to hovedårsager til, at vi i Danmark har fået en konsensusmaskine fremfor et mere pluralistisk opbygget Knowledge Regime. Og den ene har sit udspring på Økonomifaget på Københavns Universitet tilbage i slutningen af 1960´erne.

”Her begyndte man under professor
Ellen Andersen at opbygge de makroøkonomiske modeller, som vi senere skulle lære at kende under navne som SMEC og ADAM,” fortæller han.

”Fra starten af 1970´erne begyndte modellerne langsomt at vinde indpas i samfundsbærende institutioner som Danmarks Statistik, det nydannede Økonomiske Råd, Finansministeriet og Nationalbanken, og det var begyndelsen på en videnskabeliggjort tilgang til økonomisk politik, der senere blev dominerende.”

Gennembruddet i forhold til politikerne skete, da Anker Jørgensen (S) regeringen i begyndelsen af 1980´erne gav op i forhold til de massive økonomiske problemer, landet stod i dengang, og uden at udskrive valg overlod regeringsansvaret til Poul Schlüter (Konservative).

”Fra det tidspunkt var der både data og modelbaggrund til at køre en videnskabeliggjort økonomisk politisk reformproces. Og den er faktisk fortsat lige op til i dag – uanset om statsministeren kommer fra Socialdemokraterne eller et af de store borgerlige partier.”

Ideologi er noget bras

Ifølge Ove K. Pedersen har Poul Schlüters berømte sentens fra 1980´erne om, at ”ideologi er noget bras”, været god latin i de toneangivende politiske partier lige siden. 

”Partierne betragter de gamle parti-ideologier som forældede og uden relevans i forhold til nutidens udfordringer. Det var også konklusionen hos embedsmændene i de centrale ministerier allerede i 1970´erne. Troen på en efterspørgselsorienteret økonomisk politik brød simpelthen sammen i slutningen af 1970´erne og begyndelsen af 80´erne, og det medførte et skift i hele optikken på den økonomiske politik, som senere bredte sig helt ind i lønmodtagernes og arbejdsgivernes egne interesseorganisationer med DA og LO i spidsen.”

Afgørende for dette dramatiske skift var ifølge Ove K. Pedersen ikke blot modellerne, men også at en kreds af danske fagøkonomer – der dels havde mødt modellerne under deres studietid, dels havde været med til at udvikle og anvende dem på deres senere arbejdspladser – nu fik en helt central placering i fastlæggelsen af den økonomiske politik i Danmark.

De toneangivende økonomer, i specielt centraladministration og Finansministeriet, håndterede den økonomiske udvikling fra sidste del af 1970´erne og helt op i 1990´erne. Og et af midlerne var et meget centralistisk økonomistyringssystem i den offentlige sektor, forklarer han.

”Jeg mener, at økonomernes indsats er en af de væsentligste forudsætninger for, at velfærdsstaten stadig er intakt, selvom den er reformeret. Derfor har økonomerne en stor del af æren for, at Danmark stadig er blandt de rigeste og mest lige samfund i verden, og at vi sammenlignet med mange andre europæiske lande står i en ganske positiv situation i forhold til at komme igennem den nuværende krise. Men spørgsmålet er, om den tilgang, der har været den rigtige gennem små 25 år, også er den rigtige, når vi vil forstå, hvilken type krise vi står med nu,” slutter han.

”Knowledge Regimes - The National Origins of Policy Ideas”, af Ove K. Pedersen og John L. Campbell, Dartmouth College, udkommer på Princeton University Press I 2014.

Læs mere: