Etik, hjerne & jura

Et andet eksempel kunne være medicin, der bremser aggressive impulser i hjernen hos voldelige kriminelle, eller neuroteknologi, der kan kalde glemte erindringer frem hos øjenvidner. Men bør de nye muligheder tages i anvendelse? Og under hvilke betingelser vil det være i orden? Det er omdrejningspunktet for et treårigt forskningsprojekt med titlen ’Neuroethics and Criminal Justice’, der blev skudt i gang på Roskilde Universitet ved årsskiftet. 

Projektet til små seks millioner kroner er finansieret af Det Frie Forskningsråd, og anfører for det fem mand store forskerhold er Jesper Ryberg, professor i etik og retsfilosofi ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet.

”De sidste ti år er der sket kolossalt meget inden for neurovidenskab. Man har fået større viden om, hvordan den menneskelige hjerne fungerer og udviklet nye former for teknologi til at undersøge og påvirke hjernen, og vores projekt skal belyse de mange etiske problemstillinger, der knytter sig til brug af neurovidenskabelig viden og teknologi i retssystemet,” siger Jesper Ryberg.

Endnu har neurovidenskaben ikke holdt sit indtog i retssalene i større skala. Men den står på spring og vil i de nærmeste år for alvor banke på. I USA har hjernescanninger allerede været anvendt i forbindelse med retssager, og i Indien er visse former for scanninger nu lovlige.

”Når ny viden og nye teknologier bliver introduceret, er det altid godt at være lidt på forkant. At forholde sig til, hvad man bør gøre, når mulighederne melder sig, frem for at blive overrumplet af situationen, når man står i midt i den,” siger Jesper Ryberg.

Dilemmaer på flere fronter

Brugen af neurovidenskab i retssystemet rejser etiske dilemmaer på flere fronter. Forskningsprojektet beskæftiger sig med dem alle sammen. Og hjernescanningerne alene tegner sig for en hel byge af spørgsmål, som Jesper Ryberg remser op:     

”Hvis man bruger hjernescanninger, skal de så påtvinges folk, eller skal det være frivilligt? Hvad skal der ske med de informationer, der kommer frem? Er det oplysninger, som kun dommer, anklager og forsvarer skal have adgang til, eller skal de være offentligt tilgængelige?  Hvordan skal vi forholde os, hvis en scanning afslører, at personen har en tumor i hjernen? Og hvis vi kan scanne for fordomme, skal dommere så i MR-scanneren hvert halve år, så vi kan sikre os, at de fortsat er upartiske?”

Spørgsmålene står også i kø, når det handler om de udfordringer, der vil opstå i praksis, hvis man lukker neurovidenskabsfolk med scanningsbilleder ind i retslokalerne.

”De fleste almindelige mennesker, herunder dommere og lægdommere, har ikke et hak begreb om, hvordan et billede af en hjerne, der lyser i forskellige felter, skal udlægges. Derfor kunne man frygte, at det hele bliver så teknisk, at folk simpelthen ikke forstår eller fejlopfatter, hvad der foregår. Selvom teknologien måske er i orden, risikerer de altså alligevel at tage stilling på et forkert grundlag,” siger Jesper Ryberg.

Professoren peger også på, at de sandsynlighedsberegninger, som videnskabsfolk opererer med, kan være svære at håndtere i retten. Hvad skal vi fx stille op, hvis en hjernescanning viser, at der er 60 procents sandsynlighed for, at en anklaget har anlæg for pædofili?

”Med en hjernescanning kan man måske vise nogle præferencer, fordomme eller tendenser. Men man kan ikke bevise, at en person er skyldig i en forbrydelse,” siger han.

For at klæde retssystemet på til de nye udfordringer anbefalede det britiske videnskabelige akademi for nylig, at alle med en juridisk grad nu også skal have et introduktionskursus til neurovidenskab. Og i Holland er man begyndt at træne dommerne i at stille de relevante spørgsmål til videnskabsfolkene.

Genopliver gammel traver

Neurovidenskaben byder ikke bare ind med nye teknologier, der direkte kan bruges som redskaber i retten. Den nyeste viden om, hvordan hjernen er skruet sammen, kan samtidig flytte billedet af, i hvilket omfang vi er ansvarlige for vores gerninger. Og også det aspekt tager forskningsprojektet højde for.

”Diskussionen om ansvar er en gammel traver inden for filosofien, som nu igen er blevet aktuel. Nogle neurovidenskabsfolk argumenterer fx for, at vi handler på grundlag af lyster og tilbøjeligheder, og at ideen om den fri vilje er udtryk for et naivt syn på, hvordan hjernen fungerer,” beretter Jesper Ryberg.

Holder det stik, skal vi måske revurdere, hvorfor og hvordan vi skal straffe, og på samme måde kan der blive rokket ved forestillingerne om, hvem der skal straffes. Hvis videnskaben mere præcist kan påvise, hvornår vi hjernemæssigt er modne til at tage ansvar, kan det fx få betydning i debatten om den kriminelle lavalder.

Resultaterne af forskningsprojektet på Roskilde Universitet vil blive publiceret i primært engelske og amerikanske fagtidsskrifter. Men de etiske overvejelser bliver også omsat til en række konkrete, praktiske råd, som lovgivere og retsvæsen herhjemme kan tage bestik af.

”Det giver ingen mening at stille spørgsmål, hvis man ikke forsøger at besvare dem. I takt med at det bliver presserende her i Danmark, vil vi derfor løbende komme med anbefalinger til Justitsministeriet, Dommerforeningen og andre om de emner, vi beskæftiger os med,” siger Jesper Ryberg.

Fra forskergruppen skal man ikke forvente svar, der over en bred kam lægger op til teknologiforskrækkede forbud mod anvendelse af de fagre, nye muligheder. Hvis vi bruger den ny viden og de nye teknologier rigtigt, kan vi nemlig få stor glæde af det i retssystemet, understreger professoren.

”Grundlæggende handler det om at undersøge, hvordan vi kan anvende neurovidenskab på en fornuftig måde. Uden uheldige konsekvenser, der er etisk problematiske,” siger han.

Og selvom kombinationen af etik, hjerne og jura er en temmelig kompliceret størrelse, bør det ikke afholde menigmand fra at interessere sig for feltet, mener Jesper Ryberg.