Djøfere fra en anden tid

71-årige Jørgen Dan Jensen var en af landets første cand.merc.er. Han tilhører en meget forkælet generation, siger han selv. De var 19 studerende på hele studiet, og job var der nok af.

1970 nyslået cand.merc. og nybagt far med nyindkøbt Morris Mascot. Vejen lå åben for Jørgen Dan Jensen.

Kandidattitlen var i hus, og der dumpede et brev ind fra Udenrigsministeriet: ’Kunne de tænke Dem et job hos os?’

Jørgen Dan Jensen havde aldrig søgt jobbet. Han takkede pænt nej, for ganske vist var han meget interesseret i ulande, men mest i den kommercielle del. I stedet sendte han en uopfordret ansøgning til IFU (Investeringsfonden for Udviklingslande, red.). Han fik et kortfattet brev tilbage: ’Vi har ikke brug for en kandidat med deres uddannelse lige nu’.

Men pyt, jobs var der nok af, og ledigheden var helt i bund. Han var overhovedet ikke bekymret. Konen havde allerede job som farmaceut. Og lige nu skulle de bare hygge sig med deres førstefødte. De pakkede bilen og satte kurs mod sommerhuset ved Vesterhavet.

Jobsøgning med et halvt øje

En morgen købte Jørgen Dan Jensen en københavneravis og fik øje på en jobannonce fra skibsprovianteringsfirmaet Brdr. Ostermann Petersen. De søgte en salgschef – en yngre cand.merc.er. Lønnen var 5.000 kroner om måneden, stod der i annoncen – næsten 1.000 kroner mere end en offentlig stilling ville give. Han tog bilen fra sommerhuset og ind til Fjerritslev, hvor han ringede til direktøren fra en telefonboks. Samtalen tog ikke mange minutter. Stillingen var hans, lød det i den anden af røret, hvis han altså ville have den.

Jørgen Dan Jensen nåede at være hos
Ostermann Petersen i tre en halv måned. Så blev han ringet op af en økonomimedarbejder i IFU, hvor de havde gemt hans ansøgning: ’Var han mon interesseret i at overtage økonomimedarbejderens stilling?’ Lønnen var kun på 4.200 om måneden, men Jørgen Dan Jensen fik forhandlet sig frem til, at han kunne bruge nogle arbejdstimer på at undervise på HA-studiet i praktisk statistik. Det gav ham 800 kroner mere om måneden og betød, han ikke skulle gå ned i løn. 

Den forkælede generation

Jørgen Dan Jensen og hans hustru købte et rækkehus på Amager til 250.000 kroner. Et par år efter købte de sommerhus i Sverige. Inflationen var stor, men lønnen var pristalsreguleret og steg i samme hast, hvorimod afdragene på husene ikke rokkede sig. Ti år senere solgte de rækkehuset for 750.000 kroner.

”Vi var i den grad forkælede,” siger
Jørgen Dan Jensen.

Også i studietiden. De var 19 studerende på cand.merc.-studiet. Til nogle fag var de tre studerende om én lærer.

Jørgen Dan Jensen havde en studiegæld på 9.000 kroner, da han blev kandidat – lige nøjagtig det, en Morris Mascot kostede.
Ellers klarede han sig selv. SU’en var ikke så fordelagtig dengang, og hans mor, der var alene, ville han ikke ligge til last. Så han arbejdede først på lageret i Illums Bolighus og tog siden taxakørekort og blev ansat hos Ringbilen. Han var også studentermedarbejder på to fagbøger.

For penge skulle der til. Jørgen Dan Jensen blev far til den første af tre børn, mens han stadig læste, og nummer to kom hurtigt efter. På det tidspunkt var han ansat hos IFU. Om morgenen fik hans kone veer. Han kørte konen på hospitalet, sønnen til dagplejeren og selv tog han ind og underviste et par timer og derefter videre på job i IFU. Her kom sekretæren ind og fortalte, at han var blevet far. Han skyndte sig ind til direktøren for at spørge, om han kunne smutte en time. ’Hvis De mener det, Dan Jensen, så må De jo gøre det’, lød det fra direktøren. Ikke noget med ’tillykke, og De kan bare blive væk resten af dagen’.

Hvis jeg skulle gøre det om

Jørgen Dan Jensen begyndte som fuldmægtig i IFU i 1970 og gik på pension i 2003 fra posten som vicedirektør. Han overvejede et par gange at skifte job. Men der var udvikling hele tiden og en masse udlandsrejser.

Efter pensioneringen fortsatte han med en række bestyrelsesposter, der dog er droslet ned til én i dag. Nu kan han og hustruen hjælpe til med børnebørnene. For hans egne børn så ham nok ikke helt så meget, som han kunne ønske sig, når han ser tilbage.