Verden som arbejdsplads

13-02-2013
2 min.

Bjarke Hal har fået et års orlov fra Hvidovre Gymnasium for at rejse rundt i verden med DGI’s Verdenshold. Den 30-årige cand.mag. i medievidenskab er ikke med for at slå vejrmøller, men for at formidle værdier om en sund og aktiv livsstil.

Han har styret en pressekonference med 20 medier i Azerbaijan. Han har konverseret med Danmarks ambassadør i Vietnam og siddet med sin computer på skødet i en skramlende bus i Kenya for at opdatere Facebook.

Bjarke Hal er kommunikations- og presseansvarlig for DGI’s Verdenshold. Siden han og 28 udvalgte gymnaster i september sidste år indledte en seks måneder lang turne til 12 lande – som efterfølges af 22 shows i Danmark – har Bjarke Hal haft ansvar for at formidle DGI’s værdier om en sund og aktiv livsstil.

”Jeg skal sørge for, at vi får vores budskaber ud til pressen i de lande, vi besøger. Alle steder har vi partnere – skoler, græsrodsorganisationer eller gymnastikforbund – som jeg samarbejder med. Mange steder er pressen allerede engageret, og jeg skal så sikre, at de får interviews og billeder af gymnasterne,” siger den 30-årige cand.mag. i medievidenskab, som også sørger for, at fanskaren i Danmark får nyt om DGI’s Verdenshold – primært via Facebook og holdets hjemmeside.

Bjarke Hal synes, at verden har taget godt imod gymnasternes budskab –eksempelvis en skole i Solvang i Californien, hvor alle elever var igennem en halv times workshop fuld af hop og humør.

”Skolens rektor fortalte os bagefter, at lærerne var vendt tilbage og havde fortalt, at den halve times bevægelse havde betydet, at eleverne var mere engagerede og klar til at lære, og sådan noget er fedt,” siger Bjarke Hal, der til august vender tilbage som kommunikationschef på Hvidovre Gymnasium.



Bjarke Hal havde kun været ansat i tre måneder, da han så DGI’s jobopslag og opsøgte rektor for at høre lidt til reglerne om orlov.

”Jeg hørte første gang om DGI’s Verdenshold som 20-årig, og tænkte, at jeg skulle have været gymnast og ikke håndboldspiller, men det var for sent at ændre på. 10 år efter kom så det her jobopslag, og så kunne jeg ikke få det ud af mit hoved,” fortæller Bjarke Hal, som blandt flere hundrede ansøgere både fik jobbet hos DGI og et års orlov fra Hvidovre Gymnasium.  

Hvad kan afrikanere, asiater og amerikanere lære af danske gymnaster om en sund og aktiv livsstil?

”At man sagtens kan have en aktiv hverdag og rent faktisk have det sjovt med det. Det er en ret unik dansk ting.” 

Hvad lærer du om kommunikation, når du rejser?

”At der langtfra findes en universel formel for god kommunikation, og at netværk er nøglen til succes, hvor end man befinder sig.”  

Har du lært at slå en vejrmølle?

”Nixen! Det har stået på min to-do-liste længe, men jeg kommer desværre altid til at prioritere arbejdet højere!”  

Hvad har du med hjem til Hvidovre Gymnasium?

”En kæmpe glæde og taknemmelighed over, at jeg vil få mit eget skrivebord, som jeg kan rode på, og at jeg ikke hver dag skal på jagt efter strøm og internet til min computer. I den mere seriøse ende har jeg til den tid været administrator for en Facebookside med omkring 20.000 fans i et år, og det betyder, at jeg har opbygget en solid viden om, hvad der virker for brugerne på den kommunikations-platform, der er de danske gymnasieelevers foretrukne.”

1 kommentar
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Ida G S

14.02.2013 kl. 19.49

SÅ flot og spændende læsning. Fortsat rigtig god tur!!!

0 Kommentar
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.