Stærkt EU er svar på Spaniens krise

I april 2011 annoncerede José Luis Zapatero, at han ikke ville genopstille ved næste valg. Kort tid efter – i maj 2011 – gik millioner af spaniere på gaden for at demonstrere mod den omsiggribende arbejdsløshed (21,2 pct. i 2011 svarende til knap fem millioner spaniere, red.). Hvorfor blev der lyttet til bankernes trange kår, når unge måtte blive boende hjemme, fordi de ikke kunne få arbejde og forsørge sig selv? Forbindelsen mellem manden på gaden og redningspakker til bankerne var ikke lige til at få øje på for den menige spanier, der havde mistet sit arbejde.

Det er snart et par år siden, og José Luis Zapatero kan se tilbage på en turbulent periode, hvor han havde en af hovedrollerne. Set i bakspejlet hvad ville han så gøre anderledes?

”Krisen i 2008 og specielt den styrke, den kom med, var uforudsigelig. Der var meget få personer og slet ingen regeringer, der forudså den økonomiske situation, vi kom i. Indtil da havde Spanien haft tre årtier med moderat fremgang. Men når jeg nu kigger tilbage, er det klart, hvad der skulle gøres: Styrke euroens grundlag yderligere. I EU skulle vi have haft en monetær, budgetmæssig og økonomisk union, der stod endnu stærkere.  Og for Spaniens vedkommende skulle vi have haft mere hånd i hanke med gældsætningen i den private sektor. Den offentlige sektor havde en sund økonomi, men i den private sektor havde mange firmaer og familier gældsat sig for at kunne vokse yderligere. Det giver jo begrænsninger. Særligt når der kommer en krise som den, der kom. Det rammer virkelig hårdt. Euroen er nødt til at få nye regler, og der må være grænser for gældsætningen i den private sektor.”

Hvilke nye regler for euroen?

”Processen er allerede i gang. Euroen blev født stærk, men det har været nødvendigt at have mere kontrol med de offentlige udgifter. Som udgangspunkt må det offentlige budgetunderskud ikke overstige tre procent, men det har ikke stabiliseret makroøkonomien i EU.  Da euroen blev dannet, tænkte man, at man med en fælles valuta kunne begrænse de risici, der er ved valutaomregningen, og så ville landene ikke have nogen problemer mellem sig. Det har vist sig at være forkert. Den politiske opbakning har ikke været stor nok i euro-landene til at bruge euroen så konstruktivt, som man kunne.”  

I Spanien har I haft en boligboble, der har været meget værre end den vi har haft i Danmark. Hvordan kunne den være undgået? Og hvem havde ansvaret for den?

”Boblen på ejendomsmarkedet kom af to ting: En lethed ved at finansiere byggeprojekter og en ændret demografi. I Spanien dalede renten meget hurtigt med 10 procentpoint i den periode. Og siden 90’erne har
Spanien oplevet et demografisk boom. Dem, der er født i 60’erne og 70’erne, fik
familier, og så kom der fem millioner
immigranter til Spanien i samme periode, da økonomien var på sit højeste. Det gav et boom på ejendomsmarkedet. Og hvad kan vi så lære af det? At nationalbankerne har et afgørende ansvar her. De bør ikke kun sætte renten, men holde et skarpt øje med udviklingen af aktiekurserne og inflationen.”

Hvad gjorde De selv som premiereminister i den periode for at dæmme op for
krisen?

”Vi forbedrede den offentlige infrastruktur. Men hvad skete der? Efterspørgslen på boliger var høj i de år, og da krisen kom, blev det et veritabelt chok for den spanske økonomi. Der opstod et credit crunch, og bankerne kunne ikke længere låne penge ud. Der var blevet bygget så mange boliger, så der pludselig stod 700.000 boliger til 100.000 boligsøgende. Det var meget typisk for den periode, men det krævede en regulering.”

Kollapset i byggesektoren har blandt
andet betydet stor arbejdsløshed. Hvad er løsningen på det?

”Ja, 70 procent af de mennesker, der har mistet deres arbejde i Spanien, er under 30 år gamle. Vi har en opgave foran os, der betyder, at vi skal have disse unge i arbejde igen. Det gælder ikke kun Spanien, men også det øvrige Europa. Der er i EU-regi oprettet en fond på seks tusind millioner euros til det formål. Det er altid noget. Men den situation, vi står i med stor arbejdsløshed også blandt de tidsbegrænsede ansatte, kræver mere. Danmark er et eksempel på et land med meget få strejker. Og Spanien er et eksempel på det modsatte. De strejkende giver stemme til et stort problem, der risikerer at række langt ind i fremtiden. Vi skal have en mere solid, økonomisk vækst for at skabe flere arbejdspladser. I EU-regi må vi sørge for at lave en mere social arbejdsmarkedspolitik, der sikrer folk fast arbejde. Og så skal arbejdsstyrken uddannes yderligere.”

Mange højtuddannede fra Sydeuropa søger arbejde i andre EU-lande. Er det vejen frem for Europa at uddanne yderligere?

”Der er nødt til at være bevægelse mellem de enkelte medlemslande i EU og i euro-zonen. Det er en af konsekvenserne af den fælles valuta. Det er jo positivt, hvis de unge vil tage en uddannelse i et andet EU-land. De kan bidrage med at forbedre konkurrenceevnen i det pågældende land for så bagefter at tage tilbage til deres eget land. Det er kun positivt.”

Men hvad skal de unge vende tilbage til? Hvordan skal Spanien skabe de jobs?

”Det kræver, at økonomien vokser. Både i EU og i Spanien. Og hvordan kan det lade sig gøre? Ved at skabe en europæisk union og et større fælles marked. Det er vigtigt, at de forskellige sektorer i de respektive lande arbejder sammen. Blandt andet de forskellige højteknologiske sektorer. Sammen vil vi stå endnu stærkere. Og så kan vi kigge på Danmark for at lære om flexicurity-modellen. Det har givet gode resultater.”

Men hvordan kan man implementere flexicurity på EU-plan i den økonomiske situation, Europa står i nu?

”Det kræver solide skatteindtægter. Og jo: Væksten er meget lav, i Spanien er den negativ, men den situation må forbedres. Det samme må skatteinddrivningen. Virksomhederne skal også være klar til at tage et større socialt ansvar og for at uddanne arbejdsstyrken. Men igen: Svaret er, at vi står stærkere sammen i EU.”

Hvorfor er ungdomsarbejdsløsheden i Sydeuropa et demokratisk problem?