Kvinders ledighed vokser mest

19.2.2013

af

Gabet mellem mænd og kvinders ledighedsprocent er fordoblet på to år. Færre ansættelser i den offentlige sektor er især et problem for kvinderne.

Da højkonjunkturen satte tryk på dansk økonomi i midten af 00'erne, kom det bl.a. de kvindelige akademikere til gode. Kvindernes ledighedsprocent faldt kraftigere end mændenes, og efter mere end et årti med forskelle på mellem 2 og 3 procentpoint, skrumpede gabet betydeligt fra 2007 til 2010.

Ved udgangen af 2010 var bruttoledigheden blandt mandlige akademikere således 3,9 procent, mens den blandt kvinderne var 4,6 procent. Men siden da er udviklingen gået i den modsatte retning.

To år senere, i december 2012, var afstanden mellem kønnene fordoblet, så 4,4 procent af mændene var ledige mod 6,1 procent af kvinderne. Det viser den nyeste ledighedsstatistik fra Akademikernes Centralorganisation.

Færre job i den offentlige sektor

Kvindernes ledighed voksede især hurtigere end mændenes i 2011, men afstanden voksede også i 2012.

Zoomer man ind på djøferne, viser tallene en lignende tendens, om end forskellen er begrænset. Andelen af ledige kvinder var i december 2012 5,9 procent mod 4,3 procent i samme måned året før. I samme periode voksede mændenes ledighed fra 4,0 procent til 5,4.

Forklaringen skal ifølge Djøfs arbejdsmarkedspolitiske chef, Lars Munck, især findes i kønnenes søgemønstre.

”Kvinder retter i højere grad end mænd blikket mod den offentlige sektor. I en tid som denne, hvor der ikke bliver ansat så mange i den sektor, vokser kvindernes ledighed derfor mere.”

Det er dog samtidig værd at bemærke, tilføjer Lars Munck, at i gruppen af langtidsledige djøfere er mændene i overtal.

Samlet var der i december 3.520 arbejdsløse djøfere. Heraf var godt 1.100 dimittender.

 

Få seneste nyt fra djøfbladet – direkte i din indbakke hver fredag

Tilmeld dig nyhedsmailen her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet