Danske politikere er blevet autonome

Da SF´s bagland med Annete Wilhelmsen i spidsen gjorde oprør og vandt magten i SF, kom det ikke bare bag på Villy Søvndal – men de fleste der interesserer sig for politik.

Afstanden mellem virkeligheden på Christiansborg og virkeligheden ude hos SF-medlemmerne var simpelthen så stor, at de færreste havde fantasi til at forestille sig magtskiftet i SF, før det var en realitet.

Men måske havde vi haft en bedre chance for at forudsige udviklingen, hvis vi havde konsulteret Christoffer Green-Pedersen. For den unge professor og doktor i statskundskab på Aarhus Universitet har igennem sin forskning fundet en nøgle til dansk politik, der tilbyder en forklaring på, hvordan Villy Søvndal og hans unge protegé Thor Möger Pedersen kunne miste magten i SF på den måde, de gjorde.

En grundlæggende påstand i Christoffer Green-Pedersens doktorafhandling, som han præsenterer i det nye nummer af tidsskriftet Politica, er, at dansk politik over de seneste 25 år gradvist har forladt sin historiske forankring i klassekampen mellem arbejdere og kapitalister. I stedet befinder Søvndal og hans kolleger i Folketinget sig i en ny, autonom, politisk virkelighed, der har løsrevet sig fra sit historiske fundament.

Den udvikling har mange konsekvenser. En af dem er, at partiernes politik er blevet mere fleksibel, så den i højere grad kan tilpasses en koalition, der kan vinde regeringsmagten. En anden konsekvens er, at der er blevet færre medlemmer af partierne; at medlemmernes ønsker til den førte politik har mindre vægt, og at deres forbindelse til de toneangivende politikere er blevet svagere. Derfor havde Søvndal og Möger ikke noget klart billede af SF-medlemmernes holdning til den kurs, partiet havde taget under deres lederskab. Og derfor troede de, at deres egen kandidat, Astrid Krag, ville vinde formandsvalget. 

Klassekampen levede længe

”Organiseret klassekamp” lyder måske umiddelbart som et begreb fra meget gamle dage, men det er det faktisk ikke, hævder Christoffer Green-Pedersen.

”I 1970´erne og et stykke ind i 1980´erne gennemsyrede klassekonflikten mellem arbejder og kapital stadig dansk politik, og økonomi og fordelingspolitik var totalt dominerende på den politiske dagsorden. Hvis andre emner kom frem skete det kun, hvis de kunne fortolkes som led i den klassepolitiske konflikt.”

Et godt eksempel er udenrigspolitikken, fortsætter han.

”Helt frem til omkring 1990, hvor Berlinmuren falder, og Sovjetkommunismen bryder sammen, er dansk udenrigspolitik stadig organiseret ud fra den klassiske konflikt mellem arbejder og kapital. Med sin skarpe opdeling mellem kommunismen i øst og kapitalismen i vest, passede den kolde krig godt ind i den danske klassepolitiske skabelon, og derfor kunne udenrigspolitikken blive en vigtig kampplads mellem rød og blå blok langt op i 1980´erne med det alternative flertal, fodnotepolitikken osv.”

Indvandringsspørgsmålet var
klassepolitisk

Et politikområde, der er velegnet til at demonstrere overgangen mellem dansk politik i klassekampens tegn og dansk politik på vej ind i nutidens autonomi, er flygtninge- og indvandringspolitikken, viser Christoffer Green-Pedersens forskning.

”Ud fra en klassepolitisk vinkel burde flygtninge- og indvandringspolitikken være organiseret som en konflikt mellem en positiv højrefløj, der ønsker billig arbejdskraft til landet, og en negativ venstrefløj, som ønsker at beskytte eksisterende overenskomster og rettigheder. Og sådan var det faktisk i begyndelsen af 1970´erne, da emnet for første gang fik politisk opmærksomhed. Men da indvandrings- og flygtningepolitik på ny kommer frem på den politiske dagsorden i midten af 1980´erne, er den klassepolitiske fortolkning forsvundet, og i stedet træder en national dagsorden frem,” siger han.

I 1980´erne var Fremskridtspartiet ordførende på området, men hverken de eller senere Dansk Folkeparti havde formået at give indvandrings- og flygtningepolitikken en dominerende placering på den politiske dagorden herhjemme, hvis ikke Venstre havde valgt at gå aktivt ind i debatten fra slutningen af 1990´erne, mener Christoffer Green-Pedersen. Og som bevis trækker han EU-politikken frem.

Partiernes konkurrence afgør
dagsorden

”Dansk Folkeparti har gjort alt, hvad det kunne for at trække EU frem i debatten – velvidende at der i den danske befolkning er lige så mange EU-skeptikere, som der er modstandere af for stor indvandring. Men ingen af de toneangivende partier i rød og blå blok har ønsket at røre ved EU, og derfor er emnet ikke blevet politiseret i samme grad som flygtninge- og indvandringsspørgsmålet. For at et emne kan blive politiseret kræves nemlig, at emnet bliver genstand for konkurrence mellem de regeringsbærende partier og de oppositionspartier, der udgør regeringsalternativet,” siger Christoffer Green-Pedersen.

Der er ganske vist også andre faktorer, som spiller ind. Udover at emnet skal appellere til vælgerne, skal det også optage medierne, så de bringer det frem i debatten, men ingen af disse to faktorer er lige så vigtige som partikonkurrence-logikken, mener han.

”Medierne kan starte en debat, men hvis den skal komme højt op på den politiske dagsorden, skal politikere fra de toneangivende partier medvirke. Og det gør de kun, hvis de kan bruge debatten i partikonkurrencen,” siger han. 

Partierne er blevet mere fleksible

Med overgangen fra klassepolitik til autonomi er den politiske dagsorden generelt blevet mere åben.

”Potentielt kan mange flere forskellige emner komme op på den politiske dagsorden, fordi partiernes politik er blevet mere fleksibel ift. klassepolitikkens tid, hvor de repræsenterede nogle bestemte holdninger af typisk fordelingspolitisk og økonomisk art,” siger Christoffer Green-Pedersen.

Som eksempel nævner han først Socialdemokratiet og senere SF´s tilnærmelse til den borgerlige udlændingepolitik.

”I dag er partierne mere villige til at flytte deres politik, hvis et bestemt politikområde gør ondt på dem. Dermed kan de skubbe medier og vælgeres opmærksomhed væk fra det pågældende område, så emnet falder ned på den politiske dagsorden. Det er det, man har set på flygtninge- og indvandringsspørgsmålet. Her har S og SF været klar over, at hvis de skulle have regeringsmagten, så var de nødt til at bevæge sig tættere på vælger-flertallets holdninger,” siger Christoffer Green-Pedersen.

Han er ikke i tvivl om, at de politiske partier herhjemme generelt er blevet bedre til at flytte sig derhen, hvor magten ligger, end de var i gamle – klassepolitiske – dage.

Men det er ikke ensbetydende med, at partierne er blevet fuldstændig frie og kan indtage en hvilken som helst holdning, understreger han.    

”Vælgerne har stadig nogle forventninger om, hvad partierne står for. En del af SF´s problem i forhold til vigende vælger-opbakning er, at billedet af, hvad partiet står for, er blevet mere uklart – plus at tempoet har været højt. Hvis det går for hurtigt med at skifte politik på vigtige områder, kan det også give problemer med troværdigheden. Så det er en krævende balance.” 

Medlemmerne blev stopklods 

Endnu mere krævende end forholdet til vælgerne skulle forholdet til SF´s medlemmer vise sig at blive for den forhenværende SF-ledelse. At medlemmerne ligefrem forkastede Villy Søvndals bud på sin efterfølger og indsatte en hidtil ukendt politiker som formand var selvfølgelig en meget radikal udvikling. Men funktionen som bremse eller stopklods er faktisk typisk for den funktion, som medlemmerne har i de politiske partier i dag, viser Christoffer Green-Pedersens forskning.

”Medlemmerne spiller ikke nogen vigtig rolle, når partierne fastlægger deres politiske kurs. Det vigtigste er, hvad der giver mening i forhold til at konkurrere med de andre partier,” fastslår han.

Men i SF fik medlemmerne da en hovedrolle, da Annette Vilhelmsen vandt formandsvalget?

”Ja, men SF er også et parti, hvor baglandet står stærkere end i andre partier. Partiet har ændret politik på flere vigtige områder. Og så gik det i flere år dårligt ift. vælgerne. Og det sidste var afgørende efter min vurdering. Så længe Villy Søvndal klarede sig godt i meningsmålingerne, kunne han ikke væltes.”

Christoffer Green-Pedersens afhandling bygger på en række datasæt, der måler, hvilke politiske spørgsmål der har fået opmærksomhed i dansk politik fra 1953 og frem. Blandt andet parlament-data (spørgsmål til ministeren, forespørgsler, beslutningsforslag og love), partiernes valgprogrammer, statsministrenes åbningstaler og radioaviserne fra 1984-2003. 

Læs mere:

• Frank Baumgartner & Bryan Jones: “Agendas and Instabilities in American Politics”, Chicago, University of Chicago Press, 1993.
• Lise Togeby et al.: ”Magt og demokrati i Danmark”, Aarhus, Aarhus Universitetsforlag, 2003.
• Russell Dalton et al.: “Political Parties and the Democratic Linkage”, Oxford, Oxford University Press, 2011.