Danskere er præget af nordisk bondekultur

Svend Olling er tidligere ambassadør i Bangladesh og har iagttaget, hvordan opfattelsen af, hvor lang tid man skal bruge på at lande en handel, kan clashe mellem danske og udenlandske forretningspartnere.

“I Bangladesh er det vigtige processen og de personlige relationer. Derfor handler det ikke om, hvor meget tid man bruger på det, men på hvilken relation man får opbygget. Det forventes, at man er sammen i længere tid, drikker kaffe og tager ud og spiser sammen flere gange, inden man begynder forhandlingerne. Det er vigtigt for loyaliteten, at man godt kan lide hinanden. Men det kan være svært for danskere at forstå, og jeg har da oplevet mange danske forretningsfolk blive frustrerede over, hvor lang tid det kan tage,” siger Svend Olling, der nu er chef for Udenrigsministeriets kontor for kunderelationer og eksportfremme.

Samme oplevelse har Christian Husegaard haft. Han har i mange år været regionschef i Central- og Østeuropa for Coloplast og ved, det kan tage meget lang tid at få den endelige underskrift i hus. 

Uger og måneder er ikke altid nok til at få en aftale på plads, det kan tage år på de østeuropæiske og russiske markeder.

“Relationer er vigtige, og man må engagere sig i de relationer, hvis man vil ind på markedet. Det er ikke nok at have det bedste produkt,” siger Christian Husegaard.

Når den personlige relation er så vigtig, har det ifølge Svend Olling at gøre med tillid.

“I Danmark har vi jo tillid til et lovsystem, og det kan synes abstrakt og komplekst for en bangladesher. De har loyaliteten i forhold til deres naboer, til deres familie og kolleger. Det er ikke altid, danskere forstår det. Jeg har oplevet et par gange, at danske forretningsfolk mener, den vestlige omgangsform er bangladesherne overlegen. Det er ikke noget, de har sagt direkte, men det har ikke kunnet undgå at skinne igennem. Det er ikke alene forkert, det er også en respektløs holdning,” siger Svend Olling og tilføjer, at danskere ofte bliver overraskede over, hvor professionelle og veluddannede mange bangladeshere er.

Hverken Svend Olling eller Christian Husegaard har dog erfaret, at forhandlinger er gået i vasken på grund af den manglende forståelse af tidsforbruget.

Ingen tid at spilde

Danskere har et økonomisk forhold til tid og vil nødig spilde den, pointerer Camilla Sløk, der er cand.theol., ph.d. og lektor på CBS i offentlig ledelse.

“I vores kultur er vi opdraget til, at tid er penge. Vi skal være effektive, og derfor går vi tit lige til makronerne og tænker: Hvor lang tid kan det tage at få denne handel igennem? Vil I købe det eller ej? Hvad rager den historie om hans svigermor og børnebørn mig? Jeg vil hellere hjem til min egen familie end at sidde og spilde tiden her med at høre på alt det,” siger Camilla Sløk.

Nøglen til forståelsen af danskernes forhold til tid kan findes i den protestantiske kultur. Her er knaphed og den deraf følgende nøjsomhed central. Det kan godt være, Danmark nu er blandt de lande i verden med det højeste BNP, men vi skal ikke mange generationer tilbage, før mange danskere kun havde lidt at gøre godt med. Det gælder både tid og penge. Klimaet og placeringen i nord har også gjort sit. Før det elektriske lys blev opfundet, var det slut med at arbejde kl. 16 om vinteren - der var simpelthen ikke mere lys til arbejdet. Og vinterforrådet skulle strække.

Følelsen af knaphed på tid og ressourcer sidder stadig i os, mener Camilla Sløk. Og dét selv om vi for længst har fået både elektrisk lys og frosne pizzaer i fryseren.

Det er ikke bare forholdet til tid og penge, der er forskelligt. Det er det også til ærlighed. Christian Husegaard har ikke bare skullet justere sit forhold til tid, men også til hvor meget han fortæller og siger. Han må ikke være for åbenmundet.

“Vi er nok vant til som danskere, at det ikke er så farligt. Men her i Rusland kan informationer lynhurtigt blive en handelsvare,” siger han over en skrantende mobilforbindelse fra Moskva.

Sandheden for enhver pris

Svend Olling har ligeledes erfaret flere steder i udlandet, hvordan det kan være høfligt at stikke en hvid løgn fremfor at sige sandheden direkte. Sådan er vi ikke opdraget i Danmark. Vi kærer om sandheden, om det så koster sure miner. Og vi mener, hvad vi siger og holder ord, også selv om aftalen kun er mundtlig.

“Jeg råder altid danske virksomheder i udlandet til at få en aftale på skrift, så der ikke er noget at være i tvivl om,” siger Svend Olling.

Når en mundtlig aftale ofte gælder i Danmark, kan man forstå det ud fra protestantismens forhold til ærlighed. Her er sandheden en dyd. Dertil kommer, at de fleste af os nedstammer fra små bondesamfund, hvor man ikke sådan lige kunne løbe fra en aftale, siger Camilla Sløk: