Dansk debatkultur er syg

Det siger CBS-professor i strategisk kommunikation, Lars Thøger Christensen.

Han mener, at tidsånden og debatten i medierne er ramt af en ”konsistens-epidemi”, der gør det for let at stemple deltagerne som hyklere. Det rammer ikke mindst de meningsdannere og ledere, der burde gå forrest. Og konsekvensen er voksende intolerance over for den kompleksitet, der kendetegner såvel moderne virkelighed som moderne kommunikation.

”Begrebet troværdighed er fx sovset ind i denne banale, næsten infantile, opfattelse af, at der skal være total overensstemmelse mellem ikke bare det, du siger og gør, men også mellem det du har sagt og kommer til at gøre i fremtiden,” siger han.

”Og mangler dén konsistens, så er du
ikke troværdig. Det gælder i det politiske system, men også i offentlige og private organisationer. Kravet om sammenhæng mellem handling og kommunikation er så stærkt, at man som leder meget let kan rende ind i beskyldninger om hykleri,” siger Lars Thøger Christensen.

Tendensen gør sig også gældende i andre lande end Danmark, påpeger han. Eksempelvis har den svenske forsker Nils Brunson skrevet indgående om hykleri.

”En af Brunsons pointer er, at man i mange situationer næsten uvægerligt vil komme til at handle hyklerisk, hvis man har indflydelse og skal agere i en kompleks verden med mange forskellige interessenter, som har hver deres interesser og dags-
ordener.”

Voksende intolerance over for viden

Lars Thøger Christensen understreger, at det på ingen måde er hans ønske at fremme hykleri i betydningen løgn eller bull-
shit. Og han medgiver, at det ud fra en førstehåndsbetragtning kan virke fornuftigt nok, at der skal være overensstemmelse mellem ord og handling.

”Men når eftertanken melder sig, og man opdager, hvor langt kravet om konsistens efterhånden er drevet ud – ikke mindst i medierne – så bliver det åbenbart, at der i grunden er tale om en intolerance over for viden. Man har åbenbart ikke ret til at blive klogere. For eksempel efter at have læst en bog eller diskuteret med et menneske, der ved mere om en given sag, end man selv gør. Hvis man har sagt noget, så skal man stå ved det, ellers er man en hykler.”

Lars Thøger Christensen ser den fortløbende diskussion om regeringens løftebrud som et godt eksempel på den tendens, han beskriver.

”Al den snak om løftebrud er nok kommet for at blive, også selv om vi får en ny regering. Men jeg synes, det er et vigtigere spørgsmål, hvornår et løfte egentlig er brudt.”

Det kan i princippet først afgøres over tid, mener han. Altså når man ser, om der er taget nogle tiltag i den retning, som oprindeligt blev udstukket af politikerne.

”Men dér er debatklimaet fuldstændig nådesløst. Hvis du har lovet at arbejde for noget, så skal du også levere i en fart, ellers falder hammeren. Og til hvilken gavn kunne man spørge? Næppe for det emne som det politiske løfte angik. Uanset om det er bedre livsvilkår for bestemte samfundsgrupper eller mindre trafik i storbyerne, gavner det næppe sagen, når al fokus i offentligheden rettes væk fra emnet og hen imod ’løftebryderen’.”

Konsistens-epidemi lukker debatten

En af de værste konsekvenser af det stærke krav om konsistens, som præger den offentlige debat, vil være, hvis store, synlige virksomheder, ”som alle lytter til og holder øje med”, undlader at artikulere deres ambitioner og idealer offentligt, mener Lars Thøger Christensen.

”Som samfund kan vi ikke undvære, at førende erhvervsledere og politikere har modet til at gå ud i anerkendte medier, hvor folk lytter, og kommunikere et par tommer foran det sted, hvor de faktisk befinder sig. Hvad enten det er Helle Thorning eller Nils Smedegaard Andersen, skal de jo ikke gå ud og sige: ’Ja, vi klarer os sådan set lidt halvdårligt, tingene ser skidt ud’. Deres opgave er at opstille attraktive fremtidsbilleder og sige: ’Hvis vi lige giver den en ekstra tand, så er vi der faktisk’. Toplederen skal arbejde kreativt og målrettet med forskellen mellem, hvor organisationen er nu, og hvor den gerne vil hen,” siger Lars Thøger Christensen.

”Han skal sætte en retning. Dette er en særlig genre inden for kommunikation, som vi faktisk forventer, at vores ledere behersker. Men vi er blinde for, at vi samtidig lægger gift ud for netop den form for kommunikation, når vi fremelsker et kommunikationsklima, der forbyder vores ledere at artikulere idealer eller værdier, hvis de ikke er i stand til selv at leve op til dem fra dag ét – og 24/7. Det er hele ideen om kommunikation, som noget vi bruger til at udforske, inspirere og forandre med, der dermed kasseres.”

Men netop forandringskraften er en af kommunikationens største aktiver og værdier, mener han.

”Det er gennem kommunikationen, at vi inspirerer os selv, sætter standarder og formulerer ambitioner. Men kun ved at artikulere ambitionerne, eller aspirationerne, så højt og tydeligt, at vores modtagere hører os, bliver aspirationerne virkelige og bindende for os selv. Aspirationer handler i sagens natur om, hvor vi gerne vil hen, ikke om hvor vi allerede er.”

Ekstern kommunikation virker indad

Lars Thøger Christensen henviser til en række kommunikationsstudier, som viser, at selv om virksomhederne eller politikerne ikke med øjeblikkelig virkning kan leve op til de idealer, de formulerer, så er de tilbøjelige til at tale sig ind i det, man kalder moral entrapment, hvis de alligevel tør at melde ud.

”Moral entrapment betyder, at lederen og organisationen gradvist bliver tvunget i den retning, som lederen selv har angivet. Og det sker bl.a. fordi, andre holder lederen op på det, han eller hun har sagt.”

Det kan være politikere, erhvervsfolk, journalister eller ngo´er, forklarer Lars Thøger Christensen. De refererer til, kommenterer på eller udfordrer direkte det, lederen har sendt i omløb. Dermed får lederens udmelding sit eget liv i offentligheden, og samtidig virker budskabet indad i lederens egen organisation.

”En meget vigtig effekt af klar ekstern kommunikation er, at den påvirker medlemmerne eller medarbejderne i lederens egen organisation. De får et pejlemærke, som kan blive retningsgivende for deres daglige arbejde. Og samtidig skal man ikke undervurdere den følelse af samhørighed og teamspirit, som kan opstå i en organisation, hvor lederen tør at profilere organisationen offentligt,” forklarer han.

Corporate ideal breder sig

Lars Thøger Christensens kritik af ’konsistens epidemien’ i moderne kommunikation udspringer af hans mangeårige forskning i corporate communication, der igennem to årtier har stået stærkt inden for hans forskningsområde i strategisk kommunikation.

”Kernen i corporate communication er tanken om, at uanset hvordan og hvornår du ramler ind i en organisation, og uanset om du er kunde, ngo eller tv-seer, så skal det være samme budskab, der strømmer dig i møde. Det har aldrig været noget realistisk mål, det er et ideal. Det nye er, at corporate idealet har bredt sig til offentlige organisationer og politiske partier, hvor det forfølges ad absurdum indimellem.”

Lars Thøger Christensen peger som eksempel på politikere, der har skiftet parti én eller flere gange.

”De bliver ofte kaldt hyklere eller andre grimme ting. Personligt har jeg intet problem med, at man skifter politiske holdninger – i virkeligheden er det vel svært at gøre andet gennem et langt politisk liv – men jeg undrer mig, når politikerne og deres proselytter har travlt med at benægte, at der er sket en ændring. Det kan man jo ikke bruge til noget. Jeg er meget mere interesseret i, hvorfor de har ændret mening. Det er jo det, der er det interessante, og der man har mulighed for at blive klogere. Jeg synes, det er skadeligt for debatklimaet, at den slags fortællinger åbenbart for enhver pris skal forties.”

Læs mere:

Brunsson, Nils (2003). “Organized hypocrisy”. In: Czarniawska B and Sevón G. (eds) The Northern Lights – Organization Theory in Scandinavia. Copenhagen: Copenhagen Business School Press, 201-222.

Lunheim, Rolf (2005). “Confessions of a corporate window-dresser”. Leading Perspectives, Summer: 6-7.