Tænketanke som magtfaktor

09-10-2013
6 min.

I USA spiller tænketanke en stor rolle i samfundsudviklingen.
De udklækker idéer og analyser, afholder konferencer og hjælper politikere med idéudvikling. Sådan er det ikke
i Danmark – endnu.

Viden er magt. Det er en påstand, de fleste vil skrive under på, også selv om udtrykket går helt tilbage til filosoffen og statsmanden Francis Bacon, der formulerede det i 1620. Det er ikke tilfældigt, at vor nuværende samfundsstruktur er blevet døbt vidensamfundet – de lande, som er førende inden for forskning, uddannelse, teknologi og dermed produktion af nye
videnskabelige landvindinger, er dem, der ligger øverst i vækst- og velstandspyramiden.

Ud fra dette udgangspunkt er det logisk, at verdens største koncentration af tænketanke – uafhængige og forskningsbaserede organisationer, der med faglig ekspertise og skarpe analyser målretter ny viden og gør den tilgængelig for politikere og medier – ligger i USA’s hovedstad, Washington DC. For Amerika er fortsat blandt de førende i kapløbet om at udvikle ny viden, og supermagten dominerer fortsat hitlisterne over klodens førende universiteter.

Et slaraffenland af viden

Der er over 2.000 tænketanke i USA, og mange af dem har i årevis fungeret som troværdige globale varemærker, der ikke bare anvendes nationalt, men også ofte citeres i udlandet. Tænketankene Carnegie og Brookings er de ældste af slagsen, oprettet i henholdsvis 1910 og 1916. De er kendte og respekterede som vidensproducenter inden for et hav af områder, lige fra økonomi, arbejdsmarkedsforhold, medieudvikling og uddannelse til udenrigs- og sikkerhedspolitik. 

Men der er mange andre, mere politisk orienterede. Fx de konservative American Enterprise Institute (AEI) og Heritage
Foundation, der har spillet en betydelig rolle i udviklingen af amerikansk politik under en række republikanske præsidenter, og tilsvarende, med omvendt fortegn, Center for American Progress (CAP), der siden grundlæggelsen i 2003 har sparret med toppen i det demokratiske parti. Ingen af de mere ideologiske tænketanke er imidlertid knyttet direkte til partierne, og de understreger alle, at de er uafhængige af organiserede politiske interesser.

Der findes også en stor gruppe amerikanske tænketanke, som er policy-orienterede og specialister indenfor et bestemt samfundsområde. De er ofte oprettet med bistand fra et bestemt erhvervssegment, der har interesser i videnudvikling inden for deres branche. Mest kendt er nok den enorme RAND Cooperation, der kom til verden i 1948 med penge i ryggen fra flygiganten McDonnell Douglas (i dag fusioneret med Boeing, red.).

RAND har sit fokus på naturvidenskab og finansieres af en række store virksomheder inden for militærindustrien, sundheds- og medicinalindustrien, universitetsverdenen samt velstående enkeltpersoner.

Særlig rolle i udenrigspolitikken

Endelig er der tænketanke, som særligt fokuserer på udenrigs- og sikkerhedspolitik. De er konsekvent blandt de mest citerede både globalt og i de store medier i
New York og Washington DC, hvor USA’s 
udenrigspolitik samt forsvars- og sikkerhedspolitikken skabes. Det drejer sig om tænketanke som Council on Foreign Relations, Center for Strategic and International Studies, Woodrow Wilson International Center for Scholars og Institute for the Study of War.

Alle tænketankene sætter en ære i at producere fagligt uangribelig viden og er privatfinansierede non-profit organisationer. Det ideologiske tilsnit, som visse af tænketankene har, ligger derfor typisk i udvælgelsen af emneområder og fokus, frem for metoder.

Mellemstation og
udklækningsanstalt

Men hvorfor spiller tænketankene denne enorme rolle i USA, mens de i Danmark godt nok er i hastig vækst, men ikke fungerer som deciderede leverandører af politik i Folketinget. I hvert fald ikke endnu.

Det er der flere gode forklaringer på, siger økonom og tidligere folketingsmedlem for både de Radikale og de Konservative, Naser Khader. Den kendte debattør og forfatter deler i dag sin tid mellem Danmark og Washington DC, hvor han er fastansat Senior Fellow ved den borgerlige tænketank Hudson Institute med speciale i
ytringsfrihed og demokrati i multikulturelle samfund.

Den vigtigste forskel er rekrutteringen og bemandingen af tænketankene, der er dybt forbundet med det amerikanske politiske system, hvor både topembedsmænd og politikere skiftes ud ved valgene:

”Tænketankene fungerer ofte som mellemstation for politikere. Vi har adskillige ministre og den tidligere vicepræsident Dick Cheney tilknyttet. Og det er nemt at vende tilbage til aktiv politik eller til en ny topstilling i administrationen, når flertallet skifter,” siger Naser Khader.

Politiske idé-laboratorier

”En anden funktion er, at tænketankene også fungerer som et politisk laboratorium, hvor lidt vildere idéer kan testes, før man eventuelt senere stiller dem som lovforslag i Kongressen. Og så kan ældre politikere dele deres erfaringer med yngre.”



Khader fortæller videre, at de amerikanske politikere også bestiller input til kampagner eller lovforslag hos tænketankene, som dermed præger den politiske debat langt mere direkte, end man ser det i Danmark. Selv har han leveret direkte input til den ledende amerikanske senator John McCains strategi om Syrien.

”Og her er det en kæmpe fordel, at der sidder så mange mennesker i tænketankene, som selv har været aktive politikere. De ved – i modsætning til de fleste universitetsforskere – hvad det vil sige, at en
briefing skal kunne anvendes i en politisk debat. At den skal være operationel, kort og klar. Da jeg skrev mit bidrag til John McCain var beskeden, at mit oplæg max måtte fylde to sider. Da jeg spurgte til rammen, var svaret, 'skarp kritik af Rusland og start med Adam og Eva,' fortæller Naser Khader.

Svingdøre i stedet for siloer

Det er overvejelser Jonas Parello-Plesner genkender. Han har arbejdet som seniorforsker ved den paneuropæiske tænketank European Council on Foreign Relations i London og skiftede i sommer til en stilling som udenrigspolitisk chef på den danske ambassade i Washington DC.

Han fremhæver ”revolving door”-princippet som en sjældenhed i Danmark, hvor diplomater oftest bliver på den samme
karrierestige hele livet:

”I andre lande er der mulighed for at veksle mellem det private erhvervsliv, centraladministrationen og det politiske liv på en mere fleksibel måde end i Danmark. Og det giver en anden tilgang til idéudvikling, når man selv har haft fingrene nede i det konkrete.”

Parello-Plesner er kritisk over for det danske system, som, han mener, er for lukket.

”Vi har en lidt kedelig tendens til at udvikle idéer og politik i siloer, og det er en skam.”

Og netop derfor hilser han også den nye udvikling i Danmark hen imod flere tænketanke som glædelig.

”Måske er det starten på en udvikling, hvor man kan skifte roller igennem sit liv. Jeg har arbejdet som diplomat, forsker og journalist, og det har været en kæmpe gave og chance for mig, som jeg ville ønske, at flere fik chancen for at prøve.”

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.