Jens
11 år siden
Alt for vattet. Se artiklerne ii dette nyhedsbrev om magt og empati, og om stres og ledelse. Meget mere konkrete.
30.10.2013
af
Tine Santesson
430.000 mennesker har ifølge Stressforeningen tegn på alvorlig stress hver dag. Men er det, fordi vi er en generation af bløddyr?
’Hvad er stress?’ Det spørgsmål var på top-10-listen over de mest googlede spørgsmål i Danmark i 2012. Og det er også afsættet i en netop udkommet bog, Nye perspektiver på stress. For ja, stress optager os meget – vildt meget. Og jo, det er alvorligt – og nok også et stigende fænomen.
Ifølge Stressforeningen er 35.000 danskere hver dag sygemeldt på grund af stress. Men ifølge bogen er stress ikke en gang en officiel diagnose.
Men hvad så - er vi så bare nogle pivskider? Eller bliver både det ydre og det indre pres til stadighed skruet i vejret, så vi én efter én bukker under med det, vi vælger at kalde stress?
Der ligger nok en sandhed i begge dele. Sådan lyder det fra Svend Brinkmann, professor i psykologi på Aalborg Universitet. Han har sammen med psykolog og ph.d. Malene Friis Andersen redigeret bogen, og han er også forfatter til et af kapitlerne.
Bogen består af ni kapitler af forskellige forfattere – både praktikere og forskere. Og kapitlerne har hvert sit fokus, der nogle gange peger i forskellige retninger.
Det er dog ikke så sært, mener Svend Brinkmann.
"Vi bruger stress-begrebet så mangfoldigt, at det næsten bliver meningsløst. Alt fra de hårde psykiske belastninger, der er behandlingskrævende, til dem, der render rundt og siger, 'Åh, jeg er så stresset', fordi de op til en deadline må løbe lidt ekstra stærkt."
Og med hensyn til den sidste gruppe kan det i mange tilfælde være på sin plads at kategorisere dem som pylrede, mener Svend Brinkmann.
Men samtidig er der bestemt også faretruende signaler om, at de hårde stresstilfælde kun går i den forkerte retning, siger han. Og det kan skyldes mange forhold. Paradoksalt nok stiger den arbejdsrelaterede stress, i takt med at vi har fået ret til mere frihed og ferie. Og den stiger også, i takt med at vi får mere frihed til at styre vores arbejde.
”Men dermed bliver vi også vores egne direktører, der hele tiden skal vise vores eget værd og vores egne succeser, og det betyder, at vi også nemmere begår synlige fejl. Vi kan stå der mellem en hel masse andre og føle os ensomme. Dermed bliver det også meget nemt et individuelt problem, når vi går ned med stress.”
Og problemerne med stress bliver også forsøgt løst individuelt, siger Svend Brinkmann.
”Vi forsøger at tage folk ud individuelt og prøver at vaccinere dem mod stress. De bliver sendt til stresscoach eller på kursus i mindfulness, og så sætter vi dem tilbage i de samme omgivelser, de kom fra.”
Sådan er det blevet, men sådan har det ikke altid været. For som Brinkmann skriver i bogen: "Hvor man før i tiden strejkede kollektivt, når der var utilfredshed med arbejdsforholdene, gør man det i dag individuelt ved at gå ned med stress."
Men et fokus på individet løser bare ikke det overordnede problem med stress og heller ikke nødvendigvis problemet for den enkelte.
Og det er en af de røde tråde, der går gennem bogen. For selv om bogens mange bidragsydere har hver deres tilgang til og forklaring på den stigende stress, er der ifølge Svend Brinkmann et helt klart gennemgående hovedbudskab:
”Pas på med at mene, at stress er den enkeltes ansvar.”
Med det sat på plads giver det god mening, at bogen især er tænkt til at henvende sig til ledere. Men også til fagfolk og studerende.
Det er ikke, fordi det nødvendigvis er ledernes skyld, når en medarbejder går ned med stress. Og det er heller ikke den enkeltes. Mange faktorer spiller ind. Men det er et problem, der skal løses i fællesskab, mener Svend Brinkmann.
”Og vi har brug for både læger, psykologer, sociologer, økonomer, antropologer og mange andre, der har noget at byde på fra deres særlige faglige perspektiver, når fænomenet skal analyseres.”
Men selv om mange fagligheder byder ind med deres indsigt fra hvert deres felt i bogen, kommer bogen ikke med løsningen på, hvordan vi så sammen løser stress-epidemien.
For vi er ikke engang kommet dertil, hvor vi har en fælles definition på stress, siger Svend Brinkmann. Og han ser da heller ikke specielt lyst på fremtiden, ligesom han medgiver, at bogen kan efterlade læseren lidt mismodig, når det gælder om at komme stressen til livs.
”Vi har opbygget et samfund, hvor det handler om hurtigt forbrug, hurtige omstillinger og om fleksibilitet. Vi gør ikke tingene for tingenes skyld – vi gør det, fordi det er et trædested til at komme videre til noget andet, noget bedre, noget højere. Men vi kan da håbe på, at der er en modbevægelse på vej. Og det er der da også små tegn på.”
Malene Friis Andersen og Svend Brinkmann (red.): ’Nye perspektiver på stress’. Forlaget KLIM.
Ledige stillinger