Konkurrenceklausuler skader samfundsøkonomien

Det siger lektor Jørgen Stamhus fra Institut for økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet. Han forsker i udbredelsen og effekten af konkurrenceklausuler sammen med kollegaen Michael S. Dahl, og deres foreløbige resultater blev citeret i Produktivitetskommissionens seneste rapport, hvor kommissionen anbefaler, at anvendelsen af arbejdsmarkedsklausuler ”begrænses væsentligt” herhjemme.

Det er relativt sjældent, at danske forskere anbefaler Folketinget at indføre specifikke lovændringer. Men når Jørgen Stamhus nu vover pelsen, skyldes det især amerikanske forskningsresultater, der viser klare forskelle i produktivitetsvækst og opstart af nye virksomheder i stater, hvor konkurrenceklausuler er tilladt, og stater, hvor klausulerne er forbudt.  Disse resultater spiller en central rolle i en nylig udsendt forskningsrapport, som Jørgen Stamhus har skrevet sammen med Michael S. Dahl.

”De amerikanske studier viser, at virksomhederne får sværere ved at rekruttere de rette ledere og medarbejdere, når konkurrenceklausuler er tilladt. Og det bevirker, at videndelingen bliver svagere, at investeringerne i forskning og udvikling falder, og at virksomhederne får sværere ved at tiltrække risikovillig kapital,” siger Jørgen Stamhus.

Selv om brugen af konkurrenceklausuler er udbredt i de fleste vestlige lande, er forskningen i deres effekt på erhvervsliv og samfund stadig relativt begrænsede. Formentlig fordi det er svært at lave denne type forskning.

Overbevisende amerikanske studier

”Men styrken i de amerikanske undersøgelser er, at de fra et sammenligneligt og stabilt udgangspunkt kan vise en direkte kausal sammenhæng mellem anvendelse af konkurrenceklausuler og faldende produktivitet,” siger Jørgen Stamhus.

Det mest overbevisende studie foregår i én og samme stat, nemlig Michigan. Her ændrede man i 1985 lovgivningen og tillod konkurrenceklausuler. Og efterfølgende kunne forskningen vise et markant fald i medarbejdermobilitet mellem højteknologiske virksomheder.

”Andelen af medarbejdere, som skiftede job eller forlod et ansættelsesforhold for at starte egen virksomhed, faldt med helt op til 16 pct.,” fortæller Jørgen Stamhus.

I de mest kendte amerikanske studier sammenlignes vækstforskellene mellem to informationsteknologi-klynger i henholdsvis Boston, Massachusetts og Silicon Valley, syd for San Francisco. Økonomisk, kulturelt og teknologisk delte de to områder udgangspunkt, men op gennem 1980’erne og 1990’erne oplevede Silicon Valley en enorm økonomisk udvikling, mens klyngen i Boston stagnerede.

Forskellen skyldes en høj grad af vidensdeling og mobilitet af medarbejdere mellem virksomhederne i Silicon Valley, hvor konkurrenceklausuler er forbudt, over for en langt mere lukket og selvtilfreds virksomhedskultur i Boston, hvor det er tilladt at indføje konkurrenceklausuler i medarbejdernes ansættelseskontrakter.

Det er primært på baggrund af disse studier, at Jørgen Stamhus og Michael S. Dahl i deres forskningsrapport betegner konkurrenceklausuler som ”en markedsfejl”.

Klausuler hæmmer spredning af viden

”Konkurrenceklausuler hæmmer spredning af viden ved at forhindre arbejdstagere i at flytte derhen, hvor der er mest brug for deres evner og deres viden. Det er stik imod det økonomiske dogme om, at den bedst mulige ressourceudnyttelse forudsætter, at individer frit kan flytte derhen, hvor de kan opnå den højest mulige løn,” forklarer Jørgen Stamhus.

Når konkurrenceklausuler alligevel anvendes bredt i de fleste vestlige lande, skyldes det ifølge Jørgen Stamhus et ”kollektivt handlingsproblem”.

For selv om det er alment anerkendt, at fleksibilitet og mobilitet på arbejdsmarkedet er centralt ift. økonomisk vækst, så kan den enkelte virksomhed opnå en fordel ift. konkurrerende virksomheder, hvis den indfører konkurrenceklausuler. Men den fordel tabes hurtigt på gulvet, påpeger Jørgen Stamhus.

”For hvis først én virksomhed begynder at binde sine medarbejdere med konkurrenceklausuler, så vil de andre hurtigt følge trop. Og derved kommer virksomhederne til – i fællesskab – at skade netop det erhvervsklima, som de selv skal skabe vækst og arbejdspladser i,” siger han.

Det oprindelige argument for at indføre konkurrenceklausuler var, at de skulle beskytte virksomhedernes forretningshemmeligheder. Men når klausulerne anvendes ift. medarbejdere uden lederansvar, sådan som det også er udbredt herhjemme, så er formålet ikke længere at beskytte forretningshemmeligheder, men at binde viden i virksomheden, forklarer Jørgen Stamhus.

Men hvad er problemet i det, kunne man spørge. Er det ikke forståeligt nok, at virksomheder på højt specialiserede arbejdsmarkeder som det danske prøver at beholde den viden, som medarbejderne har oparbejdet i kraft af deres ansættelse i virksomheden?

”Jo, det er forståeligt, men jeg synes, det er et godt spørgsmål, om det også er rimeligt, hvis midlet er en konkurrenceklausul,” svarer Jørgen Stamhus.

”For medarbejderen må jo også selv være kommet med nogle kvalifikationer, siden han var værd at ansætte, og hvis virksomheden har investeret i videreuddannelse af medarbejderen, har den jo også fået noget igen i kraft af hans arbejdsindsats. Jeg mener, at der må være andre og mere positive måder at fastholde en medarbejder end gennem en konkurrenceklausul.”

Det kunne fx være aktieoptioner eller anciennitetsløn, hvor medarbejderen bliver stillet en attraktiv og stabil lønstigningstakt i udsigt, hvis han vælger at blive i virksomheden, foreslår han.

Virksomheder handler irrationelt

Jørgen Stamhus og Michael S. Dahl vil fortsætte deres forskning i konkurrenceklausuler, og deres kommende projekt har ingen forbindelse til den håndfuld organisationer i dansk fagbevægelse, som var opdragsgivere på deres første forskningsrapport.

”Vi har fundet ud af, at effekten af konkurrenceklausuler er forskningsmæssigt underbelyst – og det samme gælder spørgsmålet om, hvor mange danske lønmodtagere der egentlig er berørt af dem. Så det vil vi forsøge at finde ud af,” siger Jørgen Stamhus.

Spørger man i fagbevægelsen, anslår nogle organisationer, at op mod 20 pct. af medlemsskaren har underskrevet en konkurrenceklausul, og flere mener, at tallet er stigende, mens man hører helt andre tal fra arbejdsgiverorganisationer – inklusive arbejdsgivere fra samme branche – som mener, at udbredelsen af konkurrenceklausuler er faldende, og at det snarere er 10 pct. af arbejdsstyrken, der har dem. Djøfs bud er 14 pct. af de privatansatte medlemmer.

Den store afstand mellem tallene siger måske mere end mange ord om den interessekonflikt mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, som diskussionen om konkurrenceklausuler også handler om.

Men over denne diskussion ligger en ideel økonomisk fornuft, som sætter spørgsmålstegn ved, om virksomhederne egentlig handler særlig rationelt, mener Jørgen Stamhus. 

”Vækstområder kan kun opstå og fastholde deres position, hvis der sker en kontinuerlig spredning af viden, og det foregår mest effektivt ved, at medarbejdere rykker derhen, hvor deres viden og deres arbejdskraft er mest værd. Konkurrenceklausuler hæmmer denne naturlige markedsmekanisme, og hvis ingen virksomheder kunne anvende dem, ville de være ligestillet i et erhvervsmiljø, der er sundere end det nuværende,” siger han.

Men om det er muligt at trænge igennem til erhvervslivets organisationer med dette budskab er nok tvivlsomt, erkender Jørgen Stamhus. Og så peger pilen igen på politikerne.

”Hvis en bestemt form for adfærd gør samfundskagen mindre til skade for alle, så kan man håbe på, at nogen tager ansvar for at begrænse adfærden. Og der er det bedste bud nok vores politikere,”
slutter han.

Læs mere:

Gilson, R. J. (1999), “The Legal Infrastructure of High Technology Industrial Districts: Silicon Valley, Route 128, and Covenants Not to Compete.” New York University Law Review 74(3), 575–629.

Marx, M., D. Strumsky og L. Fleming (2009), ”Mobility, Skills, and the Michigan Non-Compete Experiment”, Management Science 55(6), pp. 875-889.