Folk, der indtager magtpositioner i samfundet, har tendens til at optræde mere aggressivt og impulsivt end folk uden magt. Det er der solid videnskabelig dokumentation for.
Sociologiske undersøgelser har påvist, at de magtfulde har relativt sværere ved at sætte sig i ind andres behov og ønsker. De afbryder andre og kigger ikke folk i øjnene, når de taler. I organisationer er de overrepræsenterede, når det gælder råberi, verbale ydmygelser og hård kritik.
Nu afslører ny canadisk forskning, at det kan være selve magten, der er det største problem. Eller rettere følelsen af at have magt. Noget tyder nemlig på, at vores hjerner fungerer mindre empatisk, når vi føler os magtfulde. Og denne gang er det ikke sociologien, men neurologien, der dokumenterer fænomenet.
På Wilfrid Laurier University i Ontario har neurologen Sukhvinder Obhi bedt en gruppe tilfældigt udvalgte undersøgelsesdeltagere skrive i en dagbog om en tid i deres liv, hvor de var afhængige af andres hjælp. En anden gruppe blev bedt om at skrive om en tid i deres liv, hvor andre var afhængige af deres hjælp.
De to grupper skriver sig således ind i en stemning af at være enten magtesløse eller magtfulde.
Derefter ser begge grupper en video, hvor en anonym hånd monotont presser en gummibold sammen. Det kunne have været en hvilken helst anden menneskelig aktivitet, men netop denne ørkesløse og helt neutrale aktivitet udelukker, at deltagerne kan have særlige præferencer over for den.
Alt imens holder forskerne øje med et område i deltagernes hjerne, hvor de såkaldte spejlneuroner huserer. De bliver aktive hver gang, vi sætter os i en andens sted. Ved at måle deres aktivitet kan man få et billede af, hvor empatisk hjernen arbejder.
Obhis resultater viser, at der er langt mere spejlneuron-aktivitet i den magtesløse gruppe end i den magtfulde.
Konklusionen er, at følelsen af at have magt blokerer for spejlneuronernes aktivitet. Der er intet i undersøgelsen, som antyder, at magtfulde mennesker pr. definition ikke er empatiske. Det er følelsen af magt og identifikationen med den, som sænker empatien.
Professor i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet Steen Hildebrandt reagerer på resultatet af det canadiske eksperiment med en ”intuitiv” fornemmelse af, at det beskriver en almenmenneskelig sandhed.
”Vi kender det fra os selv. Er vi ude i store personlige livskriser, hvor vi føler os afhængige af andre mennesker, så åbnes vores følehorn over for omverdenen. Omvendt er situationer, hvor man har magt, farlige for ens måde at være på,” siger han og fortsætter:
”Undersøgelsen peger på lederens store personlige ansvar for at arbejde med sig selv og være bevidst om sig selv. Stilhed, refleksion, meditation, bevidsthedstræning og det at være i kontakt med ’meningen’ – med livet, virksomheden, medarbejderne – er de redskaber, som efter min erfaring skaber empati,” siger Steen Hildebrandt.
Den amerikanske psykoterapeut Cedar Barstow, der er grundlægger af virksomheden Right Use of Power, peger på det, hun kalder magtens paradoks: De positive egenskaber, der ofte er medvirkende årsag til, at folk stiger i hierarkierne og ender med at få magt, korrumperer i det øjeblik, magten opnås.
”Det ville være et stort fremskridt, hvis ledere forstod og var opmærksomme på den tendens, som er i os alle. For det er jo langtfra sådan, at man som magtmenneske står uden mulighed for at bevare sine empatiske potentialer,” siger hun og fortsætter:
”Et af de bedste redskaber er at forblive i the feedback loop. Selvom lederen har fået tilstrækkeligt meget magt til at kunne hæve sig over kritik, er det meget vigtigt ikke at gøre det. Det kræver imidlertid stor personlig modenhed og et personligt selvudviklingsarbejde dagligt at forblive i øjenhøjde med medarbejderne. Og det fordrer en forståelse for, hvor risikabelt det kan føles for folk længere nede i hierarkiet at give lederen ærlig feedback,” siger Cedar Barstow.
Ifølge neuroaffektiv psykoterapeut Marianne Bentzen er magt en stor fristelse for folk, der opnår den.
”Det er en god følelse for egoet at mærke andres afhængighed af én. Men det er også en meget primitiv drift, der bliver grundlagt tidligt i barndommen.”
Spædbarnet er fuldstændig afhængigt af at blive passet og fuldstændig opmærksom på andre.
I 1-2-års alderen bliver børn mere autonome, og de bliver interesseret i at bestemme over verden. Her dannes det første personlige forhold til magt. Barnet på to år kan blive hysterisk, hvis det ikke får lov til at bestemme, om det gider sidde fastspændt i en børnestol i bilen.
I 6-8 års alderen sker der igen noget i barnets perspektiv. Barnet opdager, at samspillet med andre kan være sjovere end at bestemme det hele selv. Når musikken spiller, og man sammen med andre børn kan få en leg til at køre rigtig godt – også selv om man selv mister magt.
”Det er tre modenhedsniveauer, som ligger dybt rodfæstet i os som voksne. Og når vi møder magtstrukturer i vores liv, hvad vi gør hver eneste dag, så handler vi ud fra disse niveauer. Det er selvfølgelig afgørende, at folk med magt kan genkende modenhedsniveauerne i sig selv. Først når man kan det, er det muligt helt bevidst at stræbe efter at handle ud fra det højeste modenhedsniveau, hvor det handler om at få musikken til at spille,” siger Marianne Bentzen.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER