Blød mission inden for murene

’Det er det perfekte match. Det er lige det, jeg skal.”

Elisabeth Toft Rasmussen var ikke i tvivl, da hun så opslaget fra Kriminalforsorgen. Hun sad i et job som sekretariatsleder i fagforeningen Danske Psykomotoriske Terapeuter, men havde tidligere arbejdet i Dansk Røde Kors med indsatte. Som udviklingskonsulent var hun ansvarlig for fængselsbesøgstjenesten og samtalegrupper for børn af indsatte.

Nu er hun rykket helt inden for murene, hvor hun de næste fire år skal implementere og udvikle ordningen med børneansvarlige i landets 50 arresthuse og fængsler.

”Min rolle er at støtte de børneansvarlige og sørge for, at de får information, undervisning og supervision, så de er klædt på til opgaven, siger Elisabeth Toft Rasmussen. 

Et bredt politisk flertal har afsat 14 mio. kr. 
til initiativet, der er en del af den nye flerårsaftale for Kriminalforsorgen. Baggrunden for investeringen er gode erfaringer fra et pilot-projekt i perioden 2010-12.

”De indsattes børn er stærkt belastede, og har været en overset gruppe, som der nu kommer øget fokus på, siger projektlederen.

De i alt ca. 80 børneansvarlige er primært fængselsfunktionærer. Deres første opgave bliver at indrette mere børnevenlige besøgslokaler, der samtidig giver mulighed for aktiviteter, som børn og forældre kan være fælles om. Derudover skal de bl.a. sørge for at etablere fædre- og mødregrupper, som kan styrke de indsatte i forældrerollen, der er svær at tackle, når man ikke er tæt på børnene i hverdagen.

Mere overordnet skal initiativet være med til at sikre, at alle ansatte i fængsler og arresthuse bliver mere opmærksomme på de klemte børn. Den mission ser Elisabeth Toft Rasmussen som en spændende faglig udfordring, fordi hun skal skabe kulturændringer i en organisation, der ikke har stor tradition for at arbejde med bløde værdier som f.eks. de indsattes relation til deres pårørende.

”Personalet er opdraget i et system, hvor der er stort fokus på sikkerhed, og ikke alle fængselsbetjente ser det som en oplagt opgave også at skulle have blik for de indsattes børn.”

Foreløbig oplever hun dog et stort engagement omkring initiativet og ser frem til en “kick off”-dag i januar, hvor alle børneansvarlige bliver samlet.

”Jeg vil gerne give dem en fornemmelse af, at de er med til at starte et enestående og ambitiøst projekt, der ikke findes så udbygget andre steder i verden,” siger hun.

Hvorfor er der behov for øget fokus på børn af indsatte?

”Det er så tabuiseret, at mange ikke får fortalt om det i børnehaven og skolen, og nogle isolerer sig socialt. Børnene skal undvære en far eller mor i hverdagen, og når de kommer på besøg, er det svært at skulle gå igennem en detektor og forholde sig til, at der er forskellige regler for, hvad de må tage med ind. Både for dem og forældrene er det også svært at få tiden til at gå med noget meningsfyldt i et lille og ofte nedslidt besøgsrum. Ud fra en kriminalpræventiv tilgang giver det god mening at understøtte kontakten mellem forældre og børn.”

Hvad er det, der tiltrækker dig ved 
at arbejde inden for murene?

”Det er kompleksiteten. At der er indsatte og ansatte med interesser, som trækker i flere retninger. Et hierarkisk system, et højt konfliktniveau og 50 fængsler og arresthuse med forskellige opgaver og kulturer. Jeg bliver holdt vågen, fordi jeg uafbrudt skal tænke mig om, hvis arbejdet med ændringen af organisationskulturen skal lykkes.”

Som udviklingskonsulent i Dansk Røde Kors har du før arbejdet med børn af indsatte. Hvad er den afgørende forskel på det job og dit nuværende?

”Da jeg var ansat i Røde Kors, var jeg afhængig af, om de enkelte arresthuse og fængsler fandt det spændende. 
Nu skal jeg heller ikke arbejde med frivillige, der kommer ind udefra, men med organisationens eget personale.”

Hvad tænker du, når du hører ordet “karriere”?

”Jeg kalder det ikke karriere, men mit arbejdsliv. Alle mine jobskift har været drevet af lyst til at kaste mig ind i et nyt område. Det har været spontant og på en mavefornemmelse af, at det her vil jeg rigtigt gerne. Ikke med tanke på, hvor det på sigt kan bære mig hen.”