Kender du Margrethe Vestager-typen?

Udover at gå efter tøjet er den sikre metode at stille et småprovokerende spørgsmål, mener han.

”Dén, der svarer først, det er stensikkert djøferen.”

For djøfere har selvtillid, og de bruger den. De larmer i samfundet, både foran tv-kameraerne og endnu mere bag kulisserne. Deres indflydelse er stor.

Derfor får de også på puklen af folket og andre faggrupper, som med afmagt, misundelse eller hån betragter dem som klassens duks, akademikernes overklasse og den moderne lavadel.

Så hvordan er de som type betragtet? Og hvordan ser de sig selv? 

De dannedes klub

Selvtilliden, siger Folmann, har de ikke alene i kraft af deres uddannelse, men også i kraft af, at de er dannede. De er ikke kun storforbrugere af regneark, men også af kultur og alt dét, som vi holder de danske værdier i hævd med.

”Derfor betragter de sig ikke kun som rygraden i samfundets organisation, men også i dets værdier. De ser sig som kulturbærere og svaret på samfundets udvikling på den lange bane. Dem, som skal føre os ud af krisen.”

Men de har også noget at have det i, understreger Folmann. Djøferne slår både de ’bløde’ og de meget salgsorienterede erhvervstyper på point, når det gælder om vitterligt at få sendt forandringer afsted ud over stepperne.

Det skyldes, at de som type hører til dem, som både kan detaljerne og tager et ansvar for, at der også sker noget, forklarer han.

”De er både analytiske og fleksible i deres tilgang til at drive en proces frem. Den egenskab er virkelig fuldstændig uundværlig, når vi skal forandre samfundet.”

Djøferne påtager sig rollen som transformations-førerhund,
siger han. 

Skyld i polarisering og ulighed

Andre faggrupper, som måske er mere defensive og på bagkant, ser djøferne som klassens duks og akademikernes overklasse med hævdvundne privilegier.

”I den mest hånlige ende finder vi et udtryk som den moderne lavadel,” siger Folmann.

”Man føler sig magtesløs over for djøfernes gennemslagskraft. At de har fået patent på de rigtige meninger og altid tilraner sig scenen. Den mest ekstreme kritik er, at djøferne skaber polarisering og ulighed,” forklarer Folmann.

Og så bliver der hele tiden flere og flere af dem. Alle vegne.

Men jo større platform, djøferne får i samfundet, jo større platform får andre også til at markere sig som anti-djøf.

”Det er derfor, at vi ser, at visse politikere fra fx Enhedslisten, Dansk Folkeparti og S stiller sig op på ølkassen og siger, at de repræsenterer den sidste rigtige arbejder i Folketinget.” 

Ambitiøse på egne, børnenes og vennernes vegne

Som privatmennesker har vi hele paletten i Djøf-gruppen, siger
Folman.

Fra speltmoderen med de politisk korrekte holdninger til mærkevaredyret, der køber dyrt ind i udstyr, hvad enten han skal bestige Kilimanjaro eller køre på cykel i Slagelse Sønderskov.

Men fælles for dem er, at de er ligeså højenergiske i fritiden som på jobbet.

De er ambitiøse på egne, børnenes og omgangskredsens vegne. Socialt liv krydres mildt med konkurrence af enhver slags. De dyrker sport og spil med deres børn. De battler med vennerne om, hvem der laver den lækreste middag eller finder den bedste ferie til prisen på nettet. 

Arketypen

Selv forstår djøferne ikke virakken om dem.

”De kan ikke genkende sig selv som overklasse. Vi er nok lidt ovre i dén med, at ’den, som har evnerne, har også pligten’,” forklarer Folmann.

Pligt og ansvarsfølelse går op i en højere enhed hos djøferne. Nogle skal jo påtage sig at få tingene gjort.

De ser sig selv som empatiske og indsigtsfulde. De giver altid igen, hvis du udfordrer dem på deres egne holdninger, men de opfatter sig også som meget lyttende, når de er ude i emner og synspunkter, som de ikke er helt sikre på, at de har ret i.

Hvis djøferen var et dyr, så var hun førerhunden i slædespandet.

Hvis djøferen var en politiker, hvem var hun så? Margrethe Vestager, måske?