Staten skal tage pengemagten tilbage

Politikerne skal tage retten til at lave penge ud af hænderne på de private banker og give den tilbage til nationalbankerne, hvor pengeskabelsen hører hjemme. Det er den eneste sikre vej til at undgå de mange økonomiske kriser, som verden har lidt under gennem de seneste tre-fire årtier, og som kulminerede med finans-krisen i 2008.

Det siger sociologen og filosoffen Ole Bjerg fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS.

Han udsender til foråret bogen ”Making Money – The Philosophy of Post-Credit Capitalism” på det engelske forlag Verso. Bogen har været på vej siden finanskrisen i 2008, hvor Ole Bjerg ligesom så mange andre så målløst til, da den finansielle sektor kollapsede.

”Filosofien er god til at stille spørgsmål, og jeg begyndte med et meget simpelt et af slagsen, nemlig: ’Hvor kommer penge fra,’” fortæller han.

Ole Bjerg fandt snart ud af, at svaret ifølge økonomerne er ligeså komplekst, som spørgsmålet er enkelt pga. det intime, og tilsyneladende ubrydelige, forhold mellem penge og gæld og gæld og penge, som driver moderne økonomi, og som med jævne mellemrum fører til åndedrætsbesvær.

”Et af de bedste sproglige billeder på problemstillingen fandt jeg i en bog, skrevet af en aktiehandler,” fortæller Ole Bjerg.

”Han skriver, at gæld er den ilt, som de finansielle markeder lever af. Det finansielle system ville simpelthen dø af iltmangel uden de ufattelige mængder af gæld, som banker og andre finansielle institutioner har skabt og skubber rundt imellem sig i et fuldstændig uigennemskueligt net af handler, optioner, forsikringer og derivater, og hvad de mange forskellige finansielle produkter nu ellers hedder.”

Private banker har magten

Sin næste store ahaoplevelse fik Ole Bjerg, da det gik op for ham, at det herhjemme ’kun’ er i Grundloven, at Nationalbanken har monopol på at sende danske kroner i omløb. I virkelighedens verden er det private banker som Danske Bank, Nordea og Jyske Bank, der har taget magten over pengeskabelsen. Alene siden 2003 har bankerne forøget den danske pengemængde med 400 mia. kr., så det i dag er hele 94 pct. af den samlede danske pengemængde på 863 mia. kr., der er skabt i private banker, mens Nationalbanken kun tegner sig for de resterende 6 pct. i form af mønter og sedler, fremgår det af bogen.

”Første gang jeg læste om, hvordan private- banker skaber penge, tænkte jeg: ’Nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt’,” husker Ole Bjerg,”men sagen er, at bankerne skaber elektroniske penge samtidig med, at de låner dem ud til dig eller mig eller enhver anden, som de anser for kreditværdig.”

I bogen illustreres bankernes pengeskabelse med manden, der låner 100.000 kr. i sin bank. Pengene udbetales aldrig, men registreres elektronisk som et minus på 100.000 kr. på bankens lånekonto og et plus på 100.000 kr. på mandens egen konto. Heller ikke når manden bruger pengene, til fx en bil, behøver banken at udbetale beløbet. Købes bilen hos en forhandler, som også har konto i mandens bank, overfører banken bare pengene internt. Har forhandleren konto i en anden bank, er den interne handel bankerne imellem så stor, at overførsler imellem dem ofte udligner hinanden. Og selv når det ikke er tilfældet – og den ene bank ved dagens slutning skylder mere end den har til gode – kan den låne pengene midlertidigt af en anden bank, indtil nye betalinger udligner underskuddet og igen bringer balance i regnskabet.

Summasummarum: Når de 100.000 kr. aldrig udbetales kontant, men i stedet cirkulerer som kreditpenge mellem bankerne, kan mængden af penge vokse, uden nogensinde at gå igennem Nationalbanken.

Og hvad er så problemet ved det?

Enormt, mener Ole Bjerg. Derfor fik han undervejs i projektet lyst til at udgive en mere alment tilgængelig bog, som udkom for nylig med titlen: ”Gode penge – Et kontant svar på gældskrisen”.  

Nationalbanken i faciliterende rolle

”I min optik er finanskrisen og gældskrisen en direkte følge af, at bankerne kan skabe penge, idet de låner dem ud, og tjene penge ved at belægge gælden med renter og gebyrer. Når økonomien boomer, som vi så herhjemme i første halvdel af 00´erne, tjener både banker og kunder penge, men når det går skidt – som det uvægerligt vil gøre, når opturen hovedsageligt er finansieret af lånte penge uden underliggende, produktive værdier – så svømmer de store, systemisk vigtige banker oven på, mens kunderne og staten, og det vil sige skatte-yderne, tager tabene og gælden.”

At rollefordelingen ser sådan ud, skyldes ifølge Ole Bjerg, at hvis bare en af de førende banker går ned, vil den trække hele pengesystemet med sig pga. de stærke bånd af kredit og gæld, som dels binder bankerne sammen indbyrdes, dels binder dem sammen med det omgivende samfund. Derfor så vi herhjemme Nationalbanken gå ind og holde hånden under en kriseramt dansk banksektor med indtil flere hjælpepakker i kølvandet på Finanskrisens udbrud i 2008.

Ifølge Ole Bjerg har Nationalbanken også på andre områder en underordnet rolle som hjælper og facilitator for de private banker.

”En af Nationalbankens primære opgaver er at holde inflationen på et stabilt lavt niveau. Det er over en årrække lykkedes ift. almindelige forbrugsgoder, men ikke ift. fast ejendom, aktier og andre finansielle produkter, som op gennem 00´erne oplevede hyperinflation, uden at Nationalbanken tilsyneladende kunne gøre andet end at se passivt til,” siger han.

Og når vi i dag oplever historisk lave rentesatser herhjemme, er det fordi Nationalbanken er nødt til at kompensere for de private bankers kreditgivning, mener han.

”Hævede Nationalbanken renten, ville det øjeblikkeligt føre til store prisfald på boligmarkedet og en stribe af tvangsauktioner. Så Nationalbanken er blevet et pengepolitisk gidsel af de private banker og de finansielle markeder, som skaber og sætter prisen på kredit og penge.”

Nationalbanken tilbage i førersædet

Kuren mod den sygdom, han beskriver, er et bankvæsen med fuld reserve, mener Ole Bjerg.

I sådan et system må bankerne kun låne penge ud, som de selv har – enten fordi andre kunder har sat pengene ind i banken, eller fordi dens ejere har skudt kapital ind i banken.

Ideen blev første gang beskrevet af amerikanske økonomer i kølvandet på verdens
økonomiens nedsmeltning i 1930´erne, og den internationale valutafond, IMF, udsendte sidste år en rapport, som relancerer ideen om et bankvæsen med fuld reserve.

I sådan et bankvæsen bestemmer bankerne stadig, hvem de vil låne penge ud til, og til hvilken rente, men det er Nationalbanken, der afgør hvor mange penge, der skal sendes ud i samfundsøkonomien.

Det ville forbygge eksploderende priser på boliger og aktier, som vi så i 00´erne, og skulle der alligevel opstå uhensigtsmæssige udviklingstræk i økonomien, kunne Nationalbanken aktivt påvirke udviklingen ved enten at trække penge ud, eller sende penge ind, i samfundet.

Ole Bjerg forsikrer sig i bogen imod beskyldninger om socialisme og planøkonomi ved at henvise til, at den neoliberale økonom over dem alle, Milton Friedman, er tilhænger af et bankvæsen med fuld reserve.

”Det skyldes, at et pengemarked, hvor private banker kan skabe penge på den måde, det sker i dag, ikke er et frit marked. Bankernes forretningsmodel er snarere at sammenligne med førkapitalistiske feudalherrer, som har fået tildelt særlige privilegier fra den herskende centralmagt,” siger Ole Bjerg.

Økonomer tænker for lidt ud af boksen

Men hvorfor er det netop en sociolog med speciale i filosofi, som skal analysere dansk og international økonomi og anbefale vores politikere at tage magten fra de private banker og give den tilbage til staterne og centralbankerne?

”Der findes ikke vigtigere genstandsområde end økonomien, fordi den berører alle mennesker,” svarer Ole Bjerg.

”Jeg tror forskellen på den økonomiske og filosofiske tilgang til området er, at økonomerne – eller langt de fleste af dem – opererer inden for et ligevægtsparadigme, som dels forsikrer dem om, at økonomien nok skal finde tilbage i ligevægt på et tidspunkt; dels giver dem mulighed for at fremskrive udviklingen og forudsige, hvordan økonomien vil se ud i 2020 – eller endnu længere frem. Mens de til gengæld har sværere ved at se ud over paradigmet, og de modeller de anvender. Filosoffer kan ikke nødvendigvis forudsige noget som helst, men vi kan pege udover det paradigme, vi står i. Jeg mener, vi står på kanten af et paradigme, som har overlevet sig selv, og vi har brug for at finde ud af, hvordan vi kommer videre.”

Læs mere:


Andrew Jackson & Ben Dyson: “Modernising Money – Why our monetary system is broken and how it can be fixed”. London: PositiveMoney 2012.


Jaromir Benes & Michael Kumhof: “The Chicago Plan Revisited”. IMF Working Paper 12/202, August 2012.


Richard A. Werner: “New Paradigm in Macroeconomics – Solving the Riddle of Japanese Macroeconomic Performance”. New York: Palgrave Macmillan 2005.