Vi har valgt en anden kandidat

Stine Buck Bendtson sidder i sin lille toværelses lejlighed oppe under taget på Silkeborgvej i Århus. Her føler hun sig tryg. Stine har tre et halvt års ledighed på CV’et. Hun har troet så meget på, at jobbet nok skulle komme. Men den uendelige strøm af jobafslag har kørt hende helt ned. Så langt ned, at hun ikke engang turde gå ned på gaden. Men hun er også kommet op igen. Hun er dog stadig bange for at miste sit sidste faste holdepunkt – lejligheden. For når trygheden forsvinder, så er det, at det hele kan begynde at ramle.

September 2004 - forventningsfuld

Det er lunt. Stine triller langsomt hen mod cykelstativerne på Aarhus Universitet. Hun har stadig sommerfugle i maven, for hun kender ikke rigtigt nogen endnu. Hun går ind ad glasdøren på gangen mellem de to tvillingeauditorier, hvor hun skal have sin første forelæsning i nationaløkonomi. Hun er den første – i god tid som sædvanlig.

Stine går lidt frem og tilbage på gangen mellem de to auditorier. Hun stopper op og begynder at studere opslagstavlerne, der hænger på hver sin side af gangen. På den ene bliver der budt på ’billig fredagsbar på Broen’ og ’studiebøger til salg’.

Men det er opslagene på den anden side, der hurtigt får Stines opmærksomhed. En række avisudklip fortæller historien om de erhvervsøkonomer, der er blevet noget ved ’musikken’. Her er artikler om Lego og andre store danske virksomheder.

Stines tanker flyver ud i fremtiden. Hun ser sig selv gå ned ad gangene hos Lego – hun ser sig selv drikke fredagsdrinks med kollegerne. Hun glæder sig så meget til fem år er gået, og hun kan begynde i sit første job. Hendes søster er allerede dommerfuldmægtig, og hendes bror er læge. Jobbet er hendes mål. Studiet er bare midlet.

Stine sender drømmene på langfart mange gange i de følgende fem år – særligt når hun sidder i auditoriet, og forelæseren ikke ligefrem har vundet prisen som årets formidler. Men hun klarer alle sine eksamener med fint resultat.

Januar 2010 - paf

Det er torsdag eftermiddag. Stine bestiger de mange trapper op til sin vejleders kontor. Hun fik et brev for et par dage siden, hvor vejleder skrev, at han og censor har nogle bemærkninger til hendes speciale.

Hun står på sidste trin for at få pusten. Hun tænker, hvad det egentlig er, hun skal. Vejleders dør står åben. Der er bøger fra gulv til loft i det lille kontor. Vejlederen slår op i specialet og kommer med et par bemærkninger hist og pist. Og så siger han: ’Tillykke, nu er du kandidat’. Stine er helt paf. Får fremstammet et spagt ’tak’ og tumler ned ad trapperne.

Det er bælgmørkt og koldt udenfor. Hun går rundt på stierne, der forbinder de gule murstensbygninger på universitet. Hun fatter det simpelthen ikke. Hun er kandidat. Cand.scient.soc.

Dagen efter kommer et par veninder forbi til et glas champagne. Men hun meddeler både dem og familien, at hun ikke vil holde fest og have gaver, før hun har fået jobbet. For det er først der, hun er i mål.

Jobmarkedet er vendt, siden Stine startede på studiet. Men pyt. Hun er fuld af fortrøstning. Da hun i sin tid valgte at bygge film og tv oven på erhvervsøkonomien, fik hun at vide af sin underviser, at hun ’ville være en gave til den kreative branche’. At de ’lige havde brug for sådan en som hende.’ Én, der kunne organisere, administrere og holde snor i de kringlede hoveder og én, der samtidig forstod deres verden.

I starten søger hun kun stillinger i medie- og reklamebranchen. Der sker ikke rigtig noget. Hun sidder hos ’anden aktør’ hver dag og skriver ansøgninger fra 9 til 15. Hun søger bredere. Kommer til et par samtaler. Men får kun afslag. Hun er oppe mod en masse kandidater med erfaring.

De første seks måneder som arbejdsløs er snart gået, og hvis ikke hun skal sendes ud i aktivering, skal hun selv finde noget. Det lykkes hende at finde et løntilskudsjob hos Kulturhus Århus, hvor hun skal være producerassistent på opsætningen af en musical. Hun er helt høj. Nu kommer jobbet. Hun kan mærke det. Her har hun muligheden for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet og vise, hvad hun dur til.

Det viser sig, at der ikke er meget netværk i jobbet. Hun skal fungere som producerens højre hånd, og de to sidder hjemme i hans køkken i seks måneder og planlægger.

Efter et halvt år er Stine tilbage hos ’anden aktør’. Hun har fået noget på CV’et. Og det giver håb. Hun sidder med høretelefoner på mellem alle de andre jobsøgende og gennemtrawler jobdatabaserne. Når hun falder over en receptioniststilling eller en sekretærstilling, søger hun også dem. Hun søger job i København, Esbjerg og Aalborg. Og hun søger job i Norge, Sverige, England og Irland.

Men hendes mappe med afslag i Outlook bare vokser og vokser. Og hvert af dem giver endnu et gok i hendes selvværd.

Stine er efterhånden ved at brække sig over den efterhånden alt for velkendte floskel ’Vi har valgt at gå videre med en anden kandidat. Vi ønsker dig held og lykke med din videre jobsøgning.’

Om lidt ryger hun ud i aktivering, hvis ikke hun selv finder noget. Hun kontakter sin tidligere underviser, der troede så meget på hendes jobmuligheder. Den tidligere underviser hjælper hende til en fire ugers praktik i en lille nystartet virksomhed.

En optur nærmer sig. Men også en endnu større nedtur.

August 2011 - modløs

Det er en glad Stine, der cykler den lille kilometer hjemmefra og ned til ’anden aktør’, hvor hun skal have møde med sin jobkonsulent, Ann. Hun går op på anden sal og sætter sig til at vente ved det hvide bord. Hun bladrer i et ringbind med jobopslag. Det gør hun altid, når hun sidder her og venter. Men hun bladrer kun lidt distræt i dag. Hun glæder sig sådan til at fortælle Ann, at jobbet er så tæt på, at hun næsten kan røre det.

Ann kalder hende ind. Hun får et knus. Stine fortæller om sin gode praktikoplevelse, hvor hun dagligt er blevet rost til skyerne, og hvor de tilkendegav, at hun ville blive svær at undvære. Og hun fortæller, at de har bedt hende om at skrive et papir på de støttemuligheder, der findes, så de kan ansætte hende. Nu går hun bare og venter på, at de ringer. ’Men har du spurgt dem lige ud, om de vil ansætte dig’, spørger Ann.

Nej, det har hun ganske vist ikke. Hun vil ikke presse på. Ann foreslår, at hun ringer og spørger. Hun har tidligere haft kontakt med virksomheden i forbindelse med Stines praktik. Og det er helt fint med Stine.

Stine sidder og kigger ud af vinduet, hvor store kraner og gravemaskiner er i gang med det, der skal blive til Århus Å-huse. Hun lytter kun med et halvt øre til telefonsamtalen. Men pludselig fornemmer hun på Anns stemme, at samtalen ikke falder ud til hendes fordel. Hun kigger over på Ann. Smilet er forsvundet, og det er, som om al mimik er forsvundet fra hendes ansigt. ’De har ikke råd til at ansætte dig lige nu, ‘ siger Ann stille.

Stine falder fuldstændig sammen i stolen. Hun har haft opture, men de begynder for alvor at blive overskygget af nedturene. Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke få et job, når så mange andre kan?

December 2011 - angst

Stine ligger i sin sofa og ser fjernsyn. Klokken er mange, og hun tænker på at gå i seng. Men pludselig mærker hun en bølgende bevægelse gennem kroppen. Hendes hjerte begynder at galoppere, så hun kan mærke det helt oppe i halsen. Hun får ondt i skulderen, og nu stråler det ned i armen. ’Tegn på blodprop,’ tænker hun. Et eller andet sted ved hun godt, at det nok ikke er så galt fat. Hun har haft dødsangst i et stykke tid, og hun har ringet og sms’et til sin læge-storebror mange gange. Hver gang blot for at få at vide, at alt er, som det skal være. 

Men angsten for døden har fået greb i hende. Hun forsøger at gå i seng. Hun kan ikke sove, for det trykker for brystet. Hun får øje på noget gavepapir ovre i hjørnet af soveværelset. Det skal ryddes op – for tænk nu, hvis hun dør i nat. Der skal ikke være rodet, når hun bliver fundet. Hun går i gang med at sortere vasketøj. Og så kommer turen til køkkenet. Hun tømmer skabene og skovler al maden fra køleskabet ned i skraldespanden. Der skal være helt rent, når de finder hende.

Stine klarer også dén nat. Men hun er ikke i tvivl om, at hun skal have professionel hjælp. Næsten to års ledighed og den evige uvished om hendes jobsituation og økonomi belaster.

Hun er lige blevet reddet på målstregen og har fået et halvt år mere, inden hun ryger ud af dagpengesystemet. Men hvad så, når det halve år er gået?

Stine får bevilget tilskud til psykologhjælp af sin læge. Hun kan dog ikke klare en egenbetaling på 300-400 kroner pr. gang, så der går næsten tre måneder, inden hun besøger psykologen første gang, for kommunens sagsbehandling er lang. 

August 2012 - vred

Stine rejser sig med et ryk op fra sofaen. Hun bukker sig ned mod gulvet og nærmest river computeren ud af opladeren, sætter sig i sofaen igen, lægger en pude over benene og tænder computeren. Hun er vred. Og hun kan næsten ikke vente med at få luft. Hun var egentlig på vej i seng, men skulle lige tjekke TV2News. I bunden af skærmen kører en strøm af nyheder. Og der er her, hun for første gang læser, at ’Margrethe Vestager slår fast, at der ikke bliver ændret i dagpengereformen’. Men Stine er fandeme ikke nogen dovne Robert. Hun er ikke nogen snylter. Har Margrethe Vestager og hendes støtter slet ikke fattet, at der sidder nogle kandidatuddannede fanget i den her fælde? Kandidater, der har læst i mindst fem år for at kvalificere sig til et job. Der er ikke noget, Stine hellere vil end at arbejde. Hun behøver ikke 50.000 kroner om måneden. Hun vil bare gerne kunne betale sine regninger. Og så går hun i gang med et brev til Margrethe Vestager.

’Jeg fulgte regeringens råd og skyndte mig at blive færdig med universitet... Nu står jeg uden arbejde, med en stor SU-gæld, og det eneste, jeg kan se frem til, er et liv på bistand. Som jeg ser det, så vil det at falde ud af dagpengesystemet, være det første søm i min kiste. Et endegyldigt stempel, der fortæller, at jeg ikke tæller i samfundet… Jeg vil tro at mange brækker nakken, når de ryger ud af systemet. Har I med i jeres beregninger, hvor store sundhedsomkostningerne vil være som følge af sådan et skifte?... Jeg ser frem til at høre fra dig. Særligt imødekommende er jeg for det jobtilbud, du må sende mig, siden du mener, jeg ikke har brug for dagpenge længere…’. Hendes fingre kan næste ikke følge med. Hun skriver og skriver. Det det bliver ud på natten, før hun er færdig.

Hun går stolt, lettet og træt i seng og falder for en gang skyld i søvn med det samme.

Fem uger senere modtager hun et meget kortfattet og overordnet svar fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, hvor hun også får at vide, at ’ministeriets HR-kontor oplyser, at man på nuværende tidspunkt ikke kan tilbyde dig beskæftigelse.’

December 2012 - opgivende

Klokken er fem minutter i midnat nytårsaften i moderens hus på en villavej i Ribe. Stine er ved at fylde champagneglassene op. Hendes mor er ved at finde et fyrværkeri-batteri frem, for de skal ud og skyde nytåret ind og skåle med alle naboerne. ’Satans også – så blev det nytår’, tænker Stine. Hun har overhovedet ikke lyst til at gå ud. Mest af alt har hun lyst til, at tiden står stille. De seneste par nytårsaftener har hun ellers tænkt, at det kun kunne blive bedre i det nye år. Men nu tror hun ikke på det længere. Over tusinde opfordrede og uopfordrede ansøgninger og lige så mange afslag har næsten taget alt mod fra hende. Føtex vil heller ikke have hende.

I skrivende stund er Stine på uddannelsesstøtte – 60 procent af dagpengesatsen. Hun får udbetalt lige godt 8.000 kroner om måneden. Det er et par måneder siden, hun afsluttede et fire ugers kursus i Adobe. Hun går ikke længere til fitness. Det har hun ikke råd til. Hun kommer fra et musikalsk hjem og har både spillet saxofon og sunget gospel – det er så livgivende, synes hun. Men der er heller ikke råd til at synge i kor længere. Og familie og venner i Ribe, København og Viborg er der ikke penge til at besøge. Licensen betaler hun stadig, for hun magter ikke at ’leve i den virkelige verden’ 24 timer i døgnet.

Stine har endnu ikke fået at vide, om hun får støtte til sin husleje det kommende halve år. Uvisheden tærer. Bliver hun virkelig nødt til at flytte til Ribe, hvor hendes forældre bor, hvor huslejen er lavere, men hvor der overhovedet ikke er nogen jobs? Hun magter ikke tanken. Men hun ved, at hun ryger helt ud af dagpengesystemet ved årets udgang. Og selv om det måske betyder, at hun får en smule flere penge, så vil hun så nødig være ’bistandsklient’. Så hun håber på mirakler. Og en sjælden gang tror hun også på det.