Offentlige ledere skal anerkende andre former for faglig fornuft end den administrative, mener professionsforskeren Katrin Hjort. Hun efterlyser, at djøferne formulerer deres egen etos. Ellers risikerer de at møde stærkere mistro i offentligheden.
61 år.
Mag.art., Nordisk Institut Århus Universitet 1981.
Professor i Uddannelsesforskning, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.
Leder af forskningsprogrammet Profession, Organisation og Ledelse, IKV SDU.
Forskningsområde: Modernisering, professionalisering og demokratisering af de nordiske velfærdsstater.
Tidligere ansættelser: Adjunkt og lektor på CBS, Roskilde Universitet og DPU.
Gæsteprofessor Kristianstad Universitet, SE. Gæsteforsker Center for Grundforskning, Oslo, No.
Medlem af Det Frie Forskningsråd – Kultur og Kommunikation 2007-2013.
Medlem af ph.d.-rådet 2011-
Centrale publikationer:
Hjort, K. (2012): Det affektive Arbejde. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Hjort K. (2008): Demokratiseringen af den offentlige sektor. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.
Hjort, K. (2005): Professionaliseringen i den offentlige sektor. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.
Hjort, K. (2001): Moderniseringen af den offentlige sektor. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.Der ligger en latent konflikt og ulmer under de opgør, vi har set, mellem læger og lærere på den ene side og politikere i kommuner, regioner og Folketing på den anden.
Det siger Katrin Hjort, der er professor og leder af forskningsprogrammet Profession, Organisation og Ledelse på Syddansk Universitet.
Konflikten handler om, hvordan der skal ledes inden for de tre store velfærdsområder: uddannelse, sundhed og socialt arbejde, som er Katrin Hjorts primære forskningsområde.
”Konflikten gælder retten til at definere, hvilken viden, kunnen og villen (etos) der er anerkendelsesværdig, når du arbejder med offentlig ledelse. Og den står overordnet mellem to faggrupper,” siger Katrin Hjort.
”Den ene gruppe er de fagprofessionelle som fx læger, lærere og socialrådgivere. Den anden er de organisationsprofessionelle – eller djøferne, som de organisationsprofessionelle også kaldes – med uddannelser inden for ledelse, økonomi og administration.”
”De fagprofessionelle mener, at deres faglighed skal tillægges stor betydning, fordi de kender brugerne og de kompetencer og problematikker, som brugerne har,” forklarer Katrin Hjort.
”De organisationsprofessionelle mener sig bedst egnet til opgaven, fordi de er uddannet til at lede og administrere og derfor bedre kan balancere mellem hensynet til brugerne og hensynet til den offentlige økonomi.”
Katrin Hjort er ikke i tvivl om, at den økonomiske krise har styrket det organisationsprofessionelle perspektiv i kraft af politikernes ønske om at begrænse udgiftsniveauet i den offentlige sektor.
Men tendensen er ikke ny, kun forstærket, mener hun og peger på den gradvise indførelse af New Public Management (NPM) i den offentlige sektor som afgørende for de organisationsprofessionelles stigende indflydelse på velfærdsledelse herhjemme. Men nu er bægeret ved at være fyldt, advarer hun.
”Mit skrækscenarie er, hvis NPM gennemføres konsekvent, samtidig med at man lukker øjnene for andre former for fornuft og andre former for virkeligheder end den administrative. Gør man det, kan det godt være, at operationen lykkes, men så vil patienten dø,” siger hun.
Katrin Hjort erklærer sig enig med fremtrædende organisationsprofessionelle som Finansministeriets departementschef David Hellemann og tidligere DR-generaldirektør Christian Nissen, når de siger, at NPM faktisk aldrig er blevet implementeret i fuld udstrækning herhjemme.
”De elementer, som ligger i NPM – altså udlicitering, kontraktstyring af institutioner og omfattende måling og evaluering af deres resultater samt resultatkontrakter til ledere og evt. også medarbejdere – er primært indført som systemreformer på det administrative niveau,” siger Katrin Hjort.
”Men vi er nu nået til det punkt, hvor reformerne trænger ind i konkrete arbejdsprocesser, hvor virkeligheden typisk er ret kompliceret, og hvor det sjældent går nøjagtig, som man har planlagt. Som fagprofessionel ved man, at dagligdagen er præget af komplicerede situationer og valg, hvor man ikke har andet end sit bedste skøn og sin faglighed at falde tilbage på. Og den viden kan være svær at oversætte til administrativ logik og tankemåde. Det skal de organisationsprofessionelle være bevidste om – og have respekt for.”
Katrin Hjort understreger, at det ikke er hendes ærinde at opstille en modsætning mellem de ’onde’ organisationsprofessionelle og de ’gode’ fagprofessionelle.
”Jeg mener ikke, at man entydigt kan tale om en kamp mellem et forvaltningsperspektiv domineret af kvantitative metoder og et professionsperspektiv båret af kvalitative metoder. Feltet rummer mange alliancemuligheder på kryds og tværs – og dermed flere udviklingsmuligheder. Men der er gradvist opstået en ubalance, hvor forretnings- og forvaltningslogikker er blevet for dominerende i styringen af den offentlige sektor herhjemme med det resultat, at velfærdsstatslige idealer og faglige argumenter er blevet udgrænset.”
Roden til den udvikling er en gradvis ændring i synet på velfærdsstatens overordnede formål, mener hun.
”Da de nordiske velfærdsstater endnu var i deres vorden lige efter 2. Verdenskrig, sagde den britiske velfærdsforsker Asa Briggs,- at velfærdsstatens formål er at give det bedste til alle inden for uddannelse, sundhed og social sikring. Det indebærer, at borgere med særligt store behov også får særligt meget. Den formålsbeskrivelse er senere blevet udstyret med det forbehold, at der med beføjelserne til at uddele statens penge også følger et ansvar for at administrere dem på en fornuftig måde. Og det er faktisk på det grundlag, at der er ved at blive skabt en ny profession, som jeg kalder de organisationsprofessionelle, og som i den offentlige debat går under navnet djøfere.”
En omkostningsbevidst og ansvarsfuld administration af statens penge er selvfølgelig nødvendig, medgiver Katrin Hjort, men udviklingen – og specielt indførelsen af NPM – har efter hendes mening fået uhensigtsmæssige konsekvenser.
”Jeg er kritisk over for, at velfærdsinstitutionerne i stigende grad skal tænke i forretningsbaner med fokus på, hvordan de selv bliver succesfulde institutioner. Det er fx tydeligt på gymnasierne, som har fået selv-eje og konkurrerer med hinanden om at få de fleste og bedste elever, fordi det udløser større tilskud, men det vinder også indpas på universiteterne, der skal producere flest mulige kandidater så hurtigt og billigt som muligt. Det rykker uddannelsesinstitutionernes fokus fra at give så mange unge som muligt så god en uddannelse som muligt til et fokus på, hvordan institutionerne får fat i de bedste elever, så de selv kan få succes som institutioner.”
Denne udvikling, som andre samfundsforskere har kaldt for en markedsgørelse af den offentlige sektor, har ikke kun samfundsmæssige, men også professionsmæssige konsekvenser, fremhæver Katrin Hjort.
”Vi har tendens til at fokusere på viden og kunnen, når vi snakker professioner, mens spørgsmålet om etos, eller villen, let glider i baggrunden. Men i virkeligheden er etos kernen i en profession. Det afspejles også af, at betegnelsen kommer af det la-tinske ”professio”, der betyder offentlig bekendelse. Etos er afgørende både ift., at en profession kan holde selvjustits indadtil, og at den får social legitimitet eller tillid udadtil,” forklarer Katrin Hjort.
”Som professionel bekender du dig til et højere formål – i kraft af dit fag – og frasiger dig i samme manøvre din egen-interesse. De fagprofessionelles etiske forpligtelse er klientens bedste, men hvad er i grunden de organisationsprofessionelles etos?”
Det spørgsmål bliver i stigende grad stillet i den offentlige debat, påpeger Katrin Hjort. Det gælder i forhold til læge- og lærerkonflikterne, men også i forhold til offentlighedsloven og hele vores politiske system, hvor borgerne i stigende grad klager over den offentlige sagsbehandling, og hvor flere og flere samfundsdebattører spørger, hvem det egentlig er, der styrer det danske samfund – og ud fra hvilke overvejelser og kriterier det sker?
”Men der er jo ikke rigtig kommet svar, og derfor ser vi kravet om åbenhed og synlighed i forvaltningen vokse,” siger Katrin Hjort.
Hun gætter på, at tavsheden skyldes, at de organisationsprofessionelle djøfere er ”placeret et sted mellem en faglig og en forvaltningsmæssig fornuft, som jo for den sidstes vedkommende også indeholder en politisk fornuft. Og det er ikke nogen enkel opgave at håndtere disse dilemmaer.”
”Men selv om det er vanskeligt, vil jeg mene, det er nødvendigt for djøferne at definere deres egen etos, fordi det er den eneste farbare vej til, at en profession får legitimitet. Ellers er der en reel risiko for, at djøferne vil møde stærkere og stærkere mistro og yderligere krav om gennemsigtighed og klarhed, som vil gøre det tiltagende vanskeligt for dem at passe deres arbejde ordentligt.”
”Sker det, vil djøferne i en vis forstand smage deres egen medicin, for krav som disse ligner jo dem, som de selv har pålagt de fagprofessionelle gennem specielt NPM-systemerne”, siger Katrin Hjort.
Vejen frem er bedre dialog, mener hun.
”Hvis vi ikke bliver bedre til at tale sammen nu, så gavner det ingen af parterne. Og slet ikke borgerne, som er de primære interessenter i det her. Meningen er jo, at de fag- og organisationsprofessionelle i samarbejde skal producere god undervisning, god sundhed og godt socialt arbejde,” siger hun.
Læs mere:
Knudsen, T. (2008). ”Fra folkestyre til markedsdemokrati – dansk demokratihistorie efter 1973”. København: Akademisk Forlag.
Pedersen, O. K. (2011). ”Konkurrencestaten”. København: Hans Reitzels Forlag.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER