29.5.2013
af
Annegrethe Rasmussen
Anne Speckhard er en af USA’s førende forskere i de psykologiske mekanismer, som kan skabe terrorister. Hun har interviewet over 400 terrormistænkte og er aktuel med bogen ’Talking to Terrorists’.
I årevis har vi kæmpet for at forstå, hvorfor mennesker bliver radikaliserede af visse ideer og i sidste ende begår terrorhandlinger. Men til trods for mængder af forskning har ingen identificeret en konkret, udtømmende forklaring på hele radikaliseringsprocessen.”
Ordene fremsiges af dr. Anne Speckhard. Ikke just en opmuntrende start på en samtale, hvis formål netop er at få svaret på dette spørgsmål: Hvorfor bliver tilsyneladende normale unge – mest mænd – af og til så vrede eller desperate, at de er villige til at dræbe uskyldige mennesker?
Speckhard er en af verdens førende psykologer inden for dette felt. Hun har arbejdet for NATO i flere lande, herunder Irak, og for det amerikanske militær. Hun har interviewet over 400 terrormistænkte og dømte terrorister fra lande over hele verden – herunder 60 tjetjenere, som er en gruppe, der særligt påkalder sig interesse for tiden på grund af angrebet til Boston Marathon i april. 112 af de interviewede planlagde selvmordsaktioner. Hun er også bogaktuel med ’Talking to Terrorists: Understanding the Psycho-Social Motivations of Militant Jihadi Terrorists, Mass Hostage Takers, Suicide Bombers & “Martyrs’ – en moppedreng på over 800 sider, men lige så fascinerende som en kriminalroman.
Speckhard ved med andre ord, hvad hun taler om. Hun har forsket i terror og radikalisering i over 15 år, og hun har konstant fokuseret på dialogen som redskab. Hun har boet, arbejdet og rejst gennem Vestbredden og Gaza, Iraks fængsler, gyder i Casablancas slumkvarterer og dybt radikaliserede kvarterer i Belgien, Storbritannien, Frankrig og Holland. Og altså Tjetjenien.
Speckhard forsker pt. ved Georgetown University Medical Center i Washington D.C., og djøfbladet har opsøgt hende for at høre mere om hendes forskning. For hvad er terror egentlig? Og kan terrorisme forhindres eller forudses gennem psykologisk rehabilitering?
Speckhard arbejder selv med en relativt simpel definition, fortæller hun:
”En terrorist er en ikke-statslig aktør, der er politisk motiveret og – vigtigst – villig til at angribe civile for at flytte en politisk proces.
Derudover definerer hun ”fire faste ingredienser i den dødelige cocktail, som skaber terror.” De er ikke teoretiske, men udledt af årelangt feltarbejde, understreger hun:
Der er altid en gruppe.
Der er altid en ideologi.
Der er altid et socialt netværk eller social opbakning.
Der er altid individuelle medlemmer.
”Der findes altid en gruppestruktur, der danner miljøet. Der er ledere, folk, der rekrutterer og opmuntrer ved siden af de folk, som træner og fundraiser. Endelig er der de operationelle medlemmer.”
Speckhard understreger, at terrorister endvidere appellerer til vidt forskellige former for publikum:
”Først og fremmest den eller dem, der skal dræbes. Så er der dem, der hører om aktionen gennem medierne. Alle terrorister bruger moderne massemedier. Så er der deres egen menighed – tilhængerne – som kan være virkelige eller imaginære. Terrorhandlingerne er medvirkende til at skabe opbakning og imponere tilhængerne.”
Gruppen og det sociale netværk kan dog godt være virtuelt – som det fx var i tilfældet med Anders Behring Breiviks globale forbindelser med højreekstremister.
Ofte leder terrororganisationer efter udenforstående funding. Speckhard peger på en tidligere, berygtet tjetjensk terroraktion, som hun gennem sit arbejde var tæt på: Angrebet på Dubrovka-teatret i Moskva i oktober måned 2002, hvor 170 mennesker mistede livet, herunder alle 40 terrorister, der blev dræbt, da russiske sikkerhedsstyrker rykkede ind efter tre dages belejring af teatret:
”Her så vi, at der var puttet bannere op på arabisk, uanset at hverken russere eller tjetjenere taler arabisk. Det var, fordi de ledte efter penge.”
Den sidste type publikum er de politiske ledere eller den regering, man ønsker at påvirke.
Speckhard vender tilbage til betydningen af gruppen:
”Hvis man skal forstå, hvordan en terrorist tænker, er det vigtigt at holde sig for øje, at terrorister har brug for støtte fra deres lokalsamfund. Når mødre og bedstemødre render rundt med maskingeværer på ryggen og klapper ad martyrerne, så har man samfundet bag sig. Det er positiv opbakning. Når radikaliserede muslimer ser billeder af fx Abu Ghraib, så skaber det effektive negative fjendebilleder, der også er vigtige for terrorlederne. De kan både bruges til at skabe og forstærke gruppesammenholdet.”
Herudover er der det, hun kalder ”dæmoniseringen af den anden eller de andre.” Og der er ”lysten til land, lysten til hævn og ofte en frustration over ikke at kunne bevæge sig fysisk. Hvis man fx lever i et besat område, eller ens fædreland er omringet eller under pres.”
”Mange terrorister lider af PTSD (posttraumatisk stresssyndrom, red.). Og det at blive en martyr er en måde at håndtere PTSD på. Du kan se det som en slags ekstrem sorgbearbejdning. Jeg ønsker at tilslutte mig min familie i himlen.”
Speckhard har boet og undervist i Belgien. Hun fortæller om den udbredte racisme og diskriminering, hun var vidne til der:
”Belgiske marokkanere kunne simpelthen ikke komme ind på diskotekerne. De hvide kom direkte ind. Mange af mine studerende blev afvist ved døren hver gang. Og når de søgte job, var det det samme: ’Ahmad, vi kan ikke bruge dig, ikke med det navn’. ’Fatima, du kan ikke arbejde her med tørklæde. Vi vil ikke have sådan nogen som dig – min klient ville aldrig ansætte en som dig, du kan arbejde ude bagved og gøre badeværelser rent’. Og vi taler her om universitetsuddannede unge.”
I de radikaliserede miljøer i Belgien mener Speckhard, at de unge først og fremmest er motiveret af ”identitetspolitik, tilhørsforhold, hævn, politik, løftet om eventyr. Nogle gange også af løftet om kvinder – ikke jomfruerne i Paradis – men fx piger i deres community center, der måske åbent siger: ’Jeg vil gerne giftes med en martyr – det er mit højeste ønske’. Der findes en ide om ”maskulinitet og mening med livet.”
En anden måde at finde potentielle terrorister på er ved at skabe det, Speckhard kalder ”sekundære traumer.” Rekrutteringsagenterne bruger internetbårne billeder fra konfliktzoner – billeder fra Kashmir, Tjetjenien eller Palæstina:
”Du føler måske ikke, at du hører til nogen steder lige her, men du kan virkelig være nyttig her, du kan finde et hjem, og du kan tilslutte dig ummaen (de rettroendes samfund, red.).”
Men der er – heldigvis – ingen automatik i disse mekanismer. Hun fortæller:
”Jeg interviewede Ahmad, en ung fyr i 20’erne fra Antwerpen. Da han var i 17-års alderen, ville han ’med glæde’ have givet sit liv for Osama bin Laden. Han blev kontaktet af en fyr på en internetcafe, der spurgte: ’Hey, har du set den her film?’ Han sagde: ’Næh’, og så viste rekrutteringsagenten ham en video med rystende billeder af alle de kvaler, som muslimer over hele verden gennemgik. Og til sidst kom der et billede af bin Laden, som sagde: ’Hvem vil hjælpe disse brødre? Hvem vil gøre noget? Jeg har valgt at gøre noget. Hvad med dig?’
Den unge mand begyndte at græde. Rekrutteringsagenten vidste, at han havde voks i sine hænder. Men Ahmad sagde alligevel først nej. Agenten svarede: ’Vi lever i et meget anspændt forhold med vore hvide naboer. Kan du huske Bosnien? Hvad hvis noget lignende sker her? Pludselig bliver din søster voldtaget af din kristne nabo. Hvad vil du så gøre? Hvad med at komme ned i fitnesscenteret og træne sammen med os?’
Til sidst sagde Ahmad ja. Og lidt efter lidt blev det til: ’Ok, hvorfor tager du ikke med os ned i skoven og lærer at skyde?’ Ahmad blev langsomt til en konvertit. Selvom han ikke var opvokset i et religiøst miljø, blev han mere og mere religiøs og konservativ.
Hen ad vejen besluttede han sig for at tage til Tjetjenien.
”Men heldigvis spurgte han sin mor. Hun blev helt hysterisk og forbød det. Hans far frarådede ham det også på det skarpeste. Så begyndte han at stille spørgsmål til sin rekrutteringsagent, og det var ikke populært.”
Til sidst blev Ahmad smidt ud af gruppen. Han stillede for mange kritiske spørgsmål. Han besluttede sig for at studere arabisk for selv at kunne læse Koranen.
”Og det er en big deal i Europa,” forklarer Speckhard:
”Som han sagde til mig: ’Det er ikke nemt, du læser måske Koranen i Antwerpen på fransk, men så siger de til dig: Ja, men det er ikke den rigtige udgave. Der står faktisk noget andet på arabisk. Nu skal vi fortælle dig, hvordan det skal forstås’. Så for at komme ud over det, begyndte han at læse arabisk. Det hjalp ham til at komme ud af terrormiljøet.”
Speckhard understreger, at de samme processer finder sted i USA:
”Men vi har ikke den samme uuddannede muslimske befolkning, som vi ser i store dele af Europa, og vi ser ikke barrierer på arbejdsmarkedet på samme måde. Tværtimod klarer den muslimske befolkning sig generelt godt i USA, med den somaliske diaspora (befolkningsgruppe der lever udenfor hjemlandet. red.) som eneste undtagelse.”
Om bombeaktionen i Boston siger hun:
”Den stærkeste motivation for terror er traumer i familien og ønsket om hævn. Halvdelen af alle de radikaliserede, jeg har interviewet, havde mistet et familiemedlem. Ræsonnementet er meget enkelt: ’Min søster er død, og her er en gruppe, der tilbyder at gøre noget’.”
”Da jeg hørte om de to unge mænd (brødrene Tsarnaev, red.), tænkte jeg, at det var vigtigt, at den ældste havde gennemlevet den første tjetjenske krig i 1994. Han tålte ikke fyrværkeri, har en tidligere børnehavepædagog fortalt. Det er klassisk for mennesker med PTSD. Og selvom den tjetjenske opstand i første omgang var sekulær – tjetjenerne er mestendels sufimuslimer, der er en ikke-ekstrem variant af islam – så blev modstandskampen inficeret af islamistiske ekstremister, efter at disse vandt krigen i Afghanistan over russerne.”
Speckhard siger, at især den ældste bror, Tamerlan, som flere gange udtalte, at han ingen venner havde og ikke forstod amerikanerne, vil have været sårbar over for ekstrem påvirkning, også da han rejste tilbage til Dagestan i seks måneder efter mange år i USA. Hun peger også på et uopklaret mord på Tamerlans bedste ven for år tilbage i USA:
”Mordet, der var på tre unge mænd, er fortsat uopklaret, men myndighederne ser nu på det igen. De tre havde ifølge politiet selv lukket deres morder ind. Der var ingen tegn på, at nogen havde tiltvunget sig adgang. Den unge mand (Tamerlans ven) havde fået hele sit ansigt skåret op. Der var ingen tegn på røveri, men liget havde fået spredt narko ud over sig. Ellers var det hele meget clean. Det lignede i den grad en rituel slagtning.”
Speckhard understreger, at hun ”intet konkret ved,” men at moderen til de to brødre havde opmuntret den ældste søn til at leve et mere religiøst liv.
”Hvis han nu havde bakset med narko eller drab, så giver det fuldkommen mening. Psykologer kalder det for ’splitting’. I stedet for at se ind i sig selv på, hvorfor man har gjort noget dårligt eller noget, der er religiøst uacceptabelt, leder man efter en ekstern metode. Noget, der kan rense en fra det urene. Det urene kan være mange ting, fx homoseksualitet, for mange kvinder, druk, narko osv. Her er religion meget effektivt.”
”Det er en spekulation, men vi ved, at han var overbevist om til sidst, at muslimer var under angreb over hele verden, og at det var nødvendigt at foretage sig noget. I de seks måneder han var i Dagestan, vil han også have set meget, som kan have bekymret ham, og som kunne gøre enhver troende muslim vred. Vi ved, at Al-Qaeda har infiltreret den tjetjenske bevægelse over alt. Ikke bare i Dagestan, men også tjetjenere, der bor i Afghanistan, Frankrig, Belgien.”
Speckhard konkluderer:
”Hvis Tamerlan havde boet i Danmark, var det gået ud over jer. Mit bud er, at det havde meget lidt med USA at gøre. Det mest sandsynlige er, at han følte, at han var blevet et korrumperet menneske i USA, og at han derfor måtte rense sig selv her i landet. Og hævne sig på vegne af verdens krænkede muslimer der, hvor han nu boede. Det er ikke sandsynligt, at nogen tjetjensk gruppe har befalet ham til at angribe USA som land. For dem er fjenden Rusland.”
Hun vender tilbage til sin hovedteori: ”Der er altid en gruppe og en ideologi. Men der er også mange mennesker, som frelser sig selv fra egne følelser gennem religion. Som netop bruger en ekstrem version af religionen som et middel til at undertrykke deres drifter. Vi ved ikke med sikkerhed, hvilken rolle religionen spillede for disse to brødre. Men vi ved, at de var syge i sjælen, de var blevet hærdede, og de følte ingen medlidenhed med deres ofre.”
Ledige stillinger