15.5.2013
af
Tine Santesson
Antallet af anmeldte psykiske arbejdsskader er steget markant. Men færre får erstatning. En absurd udvikling, mener den arbejdsmiljøpolitiske chef i Djøf. Et dumt system, mener stressforsker.
Han tør ikke være blandt mange mennesker, hukommelsen svigter, og stresstærsklen er i bund. Alt sammen eftervirkninger af længere tids chikane fra chefen.
Han anmelder det som en psykisk arbejdsskade hos Arbejdsskadestyrelsen med støtte fra sin læge. Men det udløser ikke nogen erstatning.
Eksemplet er tænkt, men kun 4,2 procent af de psykiske arbejdsskader, der blev anmeldt i 2012, har ført til en erstatning. I 2010 blev 7,9 procent anerkendt. Til sammenligning har mere end 70 procent fået tildelt en erstatning for hudsygdomme, der relaterer sig til deres job.
Antallet af psykiske arbejdsskader, der er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, er steget markant de seneste år fra 3.106 i 2010 til 4.468 i 2012. Men det går altså den anden vej, når det gælder om at få dem anerkendt som en erhvervssygdom.
Det har chefen for Fagligt Center i Arbejdsskadestyrelsen, Merete Roos, følgende forklaring på:
”Der har ikke været nogen ændring i vores praksis. Stigningen i antallet af anmeldelser kan skyldes en øget opmærksomhed omkring psykisk arbejdsmiljø. Det kan igen betyde, at vi har fået flere anmeldelser, som ikke opfylder kriterierne for at få en anerkendelse.”
Og det er noget nær en umulighed at opfylde kriterierne. Med undtagelse af én psykisk sygdom, nemlig posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), skal der rigtig meget til, før en anmeldelse af f.eks. stress, mobning eller chikane kan føre til erstatning. For når de ikke optræder på listen over erhvervssygdomme, kan Arbejdsskadestyrelsen ikke selv anerkende dem. De kan til gengæld sende sagen videre til Erhvervssygdomsudvalget, der bl.a. består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter samt Sundhedsstyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen. Udvalget har tilknyttet en række lægefaglige eksperter.
Men det er kun et fåtal af sager, der ryger videre til udvalget. For hvis Arbejdsskadestyrelsen vurderer, at det ikke er sandsynligt, at udvalget vil anerkende sagen, afviser de den med det samme. I 2012 behandlede udvalget f.eks. kun 19 sager om stresspåvirkning og depression. Otte af dem blev anerkendt.
At så få sager fører til erstatning, begrunder Arbejdsskadestyrelsen med, at der i modsætning til mange fysiske sygdomme mangler forskning, der kan dokumentere en sammenhæng mellem arbejdsmæssige belastninger og psykiske sygdomme.
Lisbeth Kjersgård, arbejdsmiljøpolitisk chef i Djøf, mener, det er absurd, men desværre ikke overraskende, at kun ganske få anmeldte psykiske arbejdsskader bliver anerkendt.
”For det første er det den, der er blevet syg, der skal bære hele bevisbyrden, og det kan være en uoverkommelig belastning, hvis man i forvejen er alvorligt stressramt. For det andet er det et problem, at man trækker metoder, der er egnet til fysiske sygdomme, ned over komplekse psykiske sygdomme.”
Bo Netterstrøm, tidligere overlæge og stressforsker, har tidligere siddet i Erhvervssygdomsudvalget, og han mener også, at systemet er skruet helt forkert sammen.
”Jeg synes, det er et dumt system, der slet ikke egner sig til psykiske sygdomme. Psykiske sygdomme er ikke så firkantede, og problemet er at sandsynliggøre, at påvirkninger primært er arbejdsrelaterede. Stress kan f.eks. have mange andre årsager også.”
Bo Netterstrøm har dog ikke et bud på, hvordan systemet så skal skrues sammen.
Ifølge Djøfs seneste undersøgelse af psykisk arbejdsmiljø er det kun 11 procent af djøferne, der angiver faktorer fra privatlivet som en af de tre primære årsager til stress.
Lisbeth Kjersgård fra Djøf anbefaler, at man får langt flere af de psykiske lidelser på erhvervssygdomslisten og foreslår, at man på samme måde som ved en række andre arbejdsskader baserer anerkendelserne på en formodning om årsagssammenhænge.
Og spørger man Merete Roos, Arbejdsskadestyrelsen, om man nogensinde kan få en eksakt viden om årsagssammenhænge, når det gælder psyken, har hun følgende svar:
”Jeg er ikke læge eller forsker, men jeg tror da ikke, det er fuldstændig umuligt. Psykiske sygdomme er jo lidt nyere, så vi er på et andet stadie med hensyn til forskningen. Men der er f.eks. forskning på vej omkring mobning.”
Men ville det ikke være rimeligt, at man ligesom ved PTSD baserer anerkendelserne på en formodning om årsagssammen-hænge? For det er vel nærmest umuligt at kunne dokumentere med 100 procents sikkerhed, at de psykiske skader er arbejdsrelaterede? ”Vi administrerer en gældende lov, og vores praksis udvikler sig -løbende på baggrund af ny viden og forskning,” siger Merete Roos.
Ud over problemerne med manglende forskning, og det proble-matiske i at fysiske og psykiske sygdomme skal vurderes efter det samme system, tror Bo Netterstrøm også, at de ganske få anerkendelser har en tredje forklaring.
”Det kan hænge sammen med, at man vil begrænse antallet af -erstatninger. Når jeg har en klient, der på den ene eller anden måde føler sig psykisk påvirket af arbejdet, anmelder vi det stort set aldrig, fordi det er udsigtsløst, og et afslag vil nok ikke stille folk bedre, når de i forvejen har psykiske problemer.”
Men ville han selv anerkende flere, hvis det stod til ham?
”Ja, det tror jeg. Men det er svært, fordi der aldrig vil være et -endegyldigt svar. Hvad skyldes arbejdet, hvad skyldes barndommen, og hvad skyldes påvirkninger fra familien?”
Bo Netterstrøms bud er, at der gradvist vil komme flere anerkendelser af arbejdsrelaterede psykiske sygdomme, men ikke mange flere.
Lisbeth Kjersgård fra Djøf håber og forventer, at der kommer mange flere anerkendelser, så man får en reel ligestilling af fysiske og psykiske arbejdsskader.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER