Væksten er slut

Væksten er slut,” siger Jørgen Elsøe Jensen.

Det er et ganske kontroversielt synspunkt i et land, hvor den dominerende politiske dagsorden i et stykke tid efterhånden har været, hvordan vi igen bliver i stand til at skabe vækst og erstatte de mange danske arbejdspladser, som forsvandt i røgen efter finanskrisen.

Men som historiker tror Jørgen Elsøe Jensen slet ikke på, at vækstkrisen kan forklares med den internationale finanskrise i 2008, eller med 00´ernes udhuling af den danske konkurrenceevne for den sags skyld.

Forklaringen på den manglende vækst herhjemme, og i mange andre vestlige lande, stikker langt dybere, og derfor er der heller ikke nogen kur i sigte.

”Væksten er slut,” fastholder han.

Når man forholder Jørgen Elsøe Jensen, at han dermed er uenig med de fleste økonomer ikke bare herhjemme, men også uden for Danmarks grænser, svarer han, at økonomer ”typisk har et væsentligt kortere tidsperspektiv, end man har som historiker,” men at der da også findes undtagelser. Som fx den internationalt anerkendte økonom og investor Jeremy Grantham, der kort før årsskiftet udsendte en analyse med titlen ”On the Road to Zero Growth”. Her skriver Grantham, at gennemsnitlige vækstrater på 2-3 pct. om året, som dem vi vænnede os til i Vesten op gennem Det 20. Århundrede, er ”væk for altid”.     

Jørgen Elsøe Jensen er enig og ikke nok med det. Han ser intet overraskende i Granthams konklusion.

”Ud fra et historisk perspektiv er der ikke noget nyt i, at vækstperioder ophører på et tidspunkt. Sådan har det også været tidligere i verdenshistorien,” fastslår han.

”For vækstperioder er sjældne og efterfølges typisk af væsentlig længere perioder uden vækst. Det har vi bare tilbøjelighed til at glemme, imens væksttoget kører,” siger han.

Oliekrisen indvarslede vækststop

De to seneste vækstperioder i verdenshistorien varede fra 1100 til 1300 og fra anden halvdel af det 19. århundrede op til i dag, forklarer Elsøe Jensen.

”Men allerede med oliekrisen i 1970´erne begyndte væksten at aftage væsentligt, og siden har den ene krise afløst den anden som udtryk for, at der ikke længere findes et holdbart grundlag for væksten. Betingelserne er simpelthen ikke til stede længere,” siger han.

 

Det er netop dem – betingelserne for vækst altså – som Jørgen Elsøe Jensen har forsket i som professor ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet.

Her blev han for få år siden dr.scient. på en disputats med titlen ”Gensidig afhængighed – en arv fra fortiden.”

Disputatsen undersøger, hvorfor Danmark og andre lande i Vesteuropa i det 12. århundrede bevægede sig ind i et næsten 200 år langt økonomisk opsving. Og når man læser konklusionerne, kan man se mønstre i datidens økonomi, der, selv om de er op til 900 år gamle, ligner mønstre i nutidens økonomi. Det gælder: Energi-udvinding, stordrifts-fordele og specialiserede arbejdsfunktioner, men også befolkningstilvækst. Det er imellem poler som disse, at vækst opstår og ophører.

Centralt for datidens vækst var ifølge Elsøe Jensen hjulploven. Den har eksisteret siden før Kristi fødsel, men det er først i det 12. århundrede, man finder ud af at bruge den i stor skala.

For at det kunne ske, måtte selvforsyningen som princip afløses af en specialisering, der satte de danske bønder i stand til at koncentrere sig om det, de var gode til – agerdyrkning – mens andre måtte tage sig af at producere redskabsjern til plovskær. I slutningen af det 13. århundrede var det hjemlige behov for jern så stort, at der blev brugt 500 tons om året. 500 år senere – i slutningen af det 18. århundrede – var forbruget stort set uændret. Så der har været tale om et eksplosivt forøget brug af jern mellem 1100 og 1300.

Afhængighed afløste selvforsyning

Efterspørgslen på jern var altså mange gange større end vores forfædres muligheder for at udvinde jern. Men i Sydsverige og Norge derimod fandtes rigelige mængder af de to mest nødvendige ressourcer ift. jernproduktion. Nemlig jernholdigt malm og masser af træ til at fyre op med i de ovne, hvor jernet blev udvundet. 

Dermed kunne handelen over de nordiske grænser blomstre. Til gengæld for jern tilbød de danske bønder fødevarer, og på den måde skabte to geografisk adskilte producentgrupper vækst i deres respektive samfund – samtidig med at tidligere tiders ufred og stridigheder mellem landene faldt dramatisk.

”Med samarbejdet – eller import-eksport forholdet om du vil – opstår et afhængighedsforhold,” siger Jørgen Elsøe Jensen.

”Man går jo ikke i krig med dem, som hjælper en til at opretholde en forhøjet levestandard. Og på den måde trækker det ene positive udviklingstræk det andet med sig. Vi fik vækst, og der skete en civilisering, som lagde grunden til den vesteuropæiske civilisations førerstilling i moderne tid.”

Det var nemlig ikke kun i Norden, at man udskiftede selvforsyningsevnen med en højere grad af specialisering og samarbejde. Det intensive plovbrug begyndte sydpå, i Flandern, viser afhandlingen. Herfra spredte det sig hurtigt på tværs af grænser til bl.a. Danmark. Og med sig trak det intensiverede plovbrug et behov for ”social og kognitiv tilpasning”.

”Altså fx det at kunne regne, løse nye logistiske udfordringer og tale med folk, man ikke havde haft kontakt med før,” forklarer historikeren.

Rovdrift på energiressourcer

Men hvorfor stoppede væksten så dengang i slutningen af det 13. århundrede?

Fordi man nåede en økologisk grænse, hvor det ikke længere var rentabelt at udvide det dyrkede areal,” svarer Jørgen Elsøe Jensen.

”Derfor begyndte produktionen at stagnere, og i løbet af en generation eller to fulgte befolkningstallet efter.”

Dermed var det slut med små 200 års vækst, der ifølge beregninger fik antallet af indbyggere i det europæiske agerdyrknings-område til at tredobles mellem 1100 og 1300.

Og herefter indtrådte en over 500 år lang periode med væsentlig mindre gang i økonomi og befolkningstilvækst, end man havde vænnet sig til i de to forudgående århundreder, forklarer han.

”Den næste større vækstperiode starter først efter 1850´erne, hvor man finder ud af at bruge et nyt lager af energi, nemlig kul. Det sker karakteristisk nok i England, hvor man ikke havde mere træ. Her starter den praksis med at grave kul op af jorden og bruge det til teknisk industriel produktion, som er fortsat op til i dag.”

”Siden har vi fundet ud af at omdanne olie og gas i undergrunden til energi, og det er disse konstante nye opdagelser og raffineringer af vores evne til at udnytte Jordens energireserver, som er rygraden i både de seneste 150 års vækst samt i væksten mellem 1100 og 1300.”

Men nu går den ikke længere, mener Elsøe Jensen.

”Vi har nået en økologisk grænse ligesom vores forfædre i slutningen af det 13. århundrede. Der er blevet drevet rovdrift på jordens energiressourcer. Det har fået energipriserne til at stige eksplosivt, hvilket igen har vanskeliggjort rentabel produktion. Og samme rovdrift har skabt forurening og klimaændringer, der bare vokser og vokser uden udsigt til effektive begrænsninger.”

Og sidst, men ikke mindst så stiger befolkningstallet så dramatisk, at det er fuldstændig urealistisk at forestille sig, at Jorden kan brødføde dem alle, tilføjer han.

Med den nuværende befolkningstilvækst, vil Jordens nuværende befolkning på 7 mia. stige til 9 mia. mennesker i 2050, forudsiger demograferne.

Det er derfor, Jørgen Elsøe Jensen siger, at væksten er slut.

Kinas vækst på lånt tid

Men i Asien og Sydamerika buldrer væksten da stadig derudaf med Kina som lokomotiv?

”Ja, men på lånt tid. Ideerne til, hvordan man kan udnytte Jordens energireserver, er først nået til dem sent, og deres arbejdsudbud er større. Men de grundlæggende problemer med stigende priser på råvarer og ressourcer samt forureningsproblemerne, som jo allerede er enorme i fx Kina, de vokser. Og samtidig er befolkningstilvæksten stor i disse verdensdele. Det vil med sikkerhed få væksten til at gå i stå også der. Spørgsmålet er bare hvornår.”

Hvornår tror du?

”Det bliver gætteri, men til gengæld er jeg ret sikker på, at det vil blive en meget, meget vanskelig sag at lave det kontrollerede tilbagetog for økonomien og befolkningstilvæksten, som er nødvendig, hvis menneskeheden skal have en fremtid på Jorden.

Også der er jeg enig med Grantham, når han peger på, at verden er elendigt ledet, og at der pt. ikke findes nogle globale organer, der kan gå i spidsen for den nødvendige omstilling. Der er for mange og stærke særinteresser, og der er alt for mange – blandt denne verdens kapitalejere først og fremmest – som har for meget at miste ved en sådan omstilling.”    

Læs mere:

Jeremy Grantham: ”On the Road to Zero Growth”, www.gmo.com, 2012.

Al Gore: “The Future – Six Drivers of Global Change”, Random House, 2013.