30.4.2013
af
Lars Lønstrup
Kvinderne er i klart undertal i dansk kommunalpolitik. Og det er ekstra problematisk netop i disse år, hvor kommunalpolitikerne står i svære nedskærings- og prioriteringsdiskussioner. Det siger kommunalforsker Ulrik Kjær.
44 år.
Cand. oecon. 1994 (SDU).
Ph.d. i statskundskab 2000 (SDU).
Forskningsophold ved Stanford University (1996) og University of Colorado (2007).
Professor i statskundskab på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet 2009 -
Leder af forskningsprogrammet: ”Reformer af Velfærdsstatens Institutioner” på Syddansk Universitet.
Har bl.a. udgivet bøgerne: “Kommunalbestyrelsernes sammensætning”, ”De danske folketingsmedlemmer” (sammen med Mogens N. Pedersen), ”Den danske borgmester” og ”Lokalt politisk lederskab” (de to sidste sammen med Rikke Berg).Fortsætter den nuværende udvikling, vil der gå 56 år, før der bliver lige så mange kvinder som mænd i dansk kommunalpolitik.
For selv om det går fremad med de kvindelige politikeres indtog i landets kommunalbestyrelser, så går det meget, meget langsomt. Det viser en ny og endnu ikke offentliggjort analyse af kommunalforsker Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet.
Analysen viser, at mandlige politikere lige nu sidder på hele 68 pct. af taburetterne rundt om i landets kommunalbestyrelser, og at 87 pct. af alle danske borgmesterkæder i dette øjeblik hænger om halsen på en mand. Og Ulrik Kjær venter ingen ligestillingsmirakler ved kommunalvalget senere på året.
For som de tørre tal fra Danmarks Statistik viser, så er kvindernes andel af taburetterne i landets kommunalbestyrelser kun steget med fire procent over de seneste 20 år – fra 28 procent i 1993 til 32 procent i dag. Og som tal fra Borgmesterdatabasen viser, så steg antallet af kvindelige borgmestre i samme tidsrum også kun med beskedne fire procentpoint. I 1993 var ni procent af landets borgmestre kvinder, i dag er tallet 13 procent.
Kønsfordelingen i landets kommunalbestyrelser er markant mere skæv end i Folketinget, hvor knap 40 procent af medlemmerne er kvinder, og hvor regeringsledelsen som bekendt er lagt i hænderne på tre kvindelige politikere. Men alligevel har der ikke været så meget fokus på den kommunalpolitiske problemstilling, mener Ulrik Kjær.
”Det er mit indtryk, at mange danskere har den holdning, at vi jo lever i et mere og mere ligestillet samfund, og at den her skæve kønsfordeling på det kommunalpolitiske område nok også løser sig selv hen ad vejen. Men hvis man ser på tallene, må man jo sige, at ja, det kan da godt være. Men i så fald går det meget, meget langsomt,” siger Ulrik Kjær.
Mellem 1970 og 1993 steg antallet af kvinder blandt landets kommunalpolitikere ganske vist fra 10 procent til 28 procent, viser tallene fra Danmarks Statistik, men i de seneste 20 år har fremgangen altså kun været på fire procentpoint. Og fremskriver man udviklingen på baggrund af den nyere kommunalpolitiske historie, sådan som Ulrik Kjær har gjort, så får vi ikke fuld kommunal ligestilling før i år 2069.
Ulrik Kjær mener, det er relevant at spørge, hvor langt vi egentlig er kommet med ligestillingen i Danmark, når kønsfordelingen mellem de lokalpolitiske magthavere er så skæv, som tilfældet er. Det er nemlig ikke småting, lokalpolitikerne træffer beslutninger om, fremhæver han.
”Netop i disse år sidder vores kommunalpolitikere i orkanens øje. De skal helt konkret forholde sig til, hvordan vi omstiller velfærdssamfundet, efter at vi er blevet ramt af faldende vækst og stigende arbejdsløshed,” siger han.
I en økonomisk nedgangstid som den nuværende skal kommunerne spare, og det betyder igen, at der skal prioriteres – fx imellem om kommunen skal bruge penge på bedre plejehjemsforhold til de ældre eller bedre pasningsmuligheder for kommunens børnefamilier, forklarer Ulrik Kjær.
”Så i de her prioriteringsdiskussioner er kommunalpolitikkerne helt inde ved kernen, hvor det gør ondt på nogen, når de træffer beslutninger. Det er nyt. Tidligere har det meget været sådan, at alle groft sagt kunne få lidt mere, end de fik sidst, fordi beskæftigelsen har været høj, og kommunernes skatteindtægter har været gode. Men sådan er det ikke mere. Og derfor er det ekstra vigtigt, hvem der tager de her prioriteringsdiskussioner – og træffer de kritiske beslutninger.”
Der er ikke lavet grundig forskning på, hvilken betydning det har for de politiske beslutninger i en given kommune, hvor mange blandt de typisk 25 medlemmer af en dansk kommunalbestyrelse, der er kvinder.
Men den viden, som trods alt er til stede i dag, tyder ikke på, at kvindelige politikere har markant anderledes holdninger til anvendelsen af kommunens økonomiske midler end deres mandlige kolleger, oplyser Ulrik Kjær.
”Der ser parti-tilhørsforholdet ud til at være vigtigere. Men når det er sagt, så kan kommunalpolitikernes personlige livserfaringer og kontaktflader meget vel spille en rolle for deres evne til at forstå og engagere sig i forskellige politiske problemstillinger,” siger han.
”Overordnet taler man i forskningen om det sociale perspektiv. Altså hvilke forudsætninger for indlevelse, analyse og at skabe løsningsmuligheder på et konkret område, som politikeren bringer med ind i kommunalbestyrelsen. Og her er antagelsen, at det spiller en rolle, hvem der eksempelvis står mest for børnepasning, indkøb, madlavning og rengøring derhjemme; eller hvem der tager mest ansvar for, at familiens ældste får en værdig alderdom. Hvis kvinderne stadig tager mest ansvar på disse familiemæssige områder – sådan som anden forskning har påvist – så kan det jo godt være, at de kvindelige politikere har et andet syn end deres mandlige kolleger på, hvor vigtigt det er at diskutere åbningstider i kommunens daginstitutioner, eller hvor ofte og hvor meget kommunens ældre har brug for hjemmehjælp. Og derfor er det altså ikke uvæsentligt, hvilket køn kommunalpolitikeren har,” siger Ulrik Kjær.
Et af de væsentlige argumenter for, hvorfor kommunalpolitikere – i modsætning til deres kolleger på Christianborg – kun skal være politikere i deres fritid og hente deres indtægt på en civil arbejdsplads, er jo også, at deres personlige berøringsflader og erfaringer i lokalsamfundet skal bringes med ind i kommunalbestyrelsen, fremhæver han.
”Så det er af flere grunde vigtigt, at vores kommunalpolitikere udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen. Og det gør de altså ikke, når kun hver ottende borgmester er kvinde, og kvinderne kun sidder på en tredjedel af pladserne i landets kommunalbestyrelser,” fastslår han.
Den skæve kønsfordeling i dansk kommunalpolitik får os til at havne langt nede af listen, når man sammenligner med de øvrige EU-lande. Og derfor bliver Ulrik Kjær tit spurgt til den manglende ligestilling i dansk lokalpolitik, når han deltager på internationale konferencer.
”For det er jo lidt paradoksalt det her,” siger han.
”På andre områder – og på arbejdsmarkedet ikke mindst – er vi et af de lande i verden, der er kommet længst med ligestillingen. Men faktisk ser vi i de øvrige nordiske lande det samme mønster med høj frekvens af kvinder på arbejdsmarkedet, men lav frekvens af kvinder i lokalpolitik som hos os, og det peger igen på arbejdsfordelingen i de private hjem som den mest sandsynlige forklaring.”
Alle fremskridt på ligestillingsområdet til trods er det nemlig stadig de nordiske kvinder, der har, eller tager, hovedparten af ansvaret for de hjemlige pligter. Og når mange af kvinderne samtidig er udearbejdende, så er der ”simpelthen ikke overskud til også at være politisk aktive i lokalområdet,” forklarer Ulrik Kjær. Derfor halter ligestillingen bagefter på det kommunalpolitiske område.
Men hvis lokalpolitikken stadig lider under, at der ikke er kommet fuld ligestilling hjemme hos danskerne privat. Hvorfor ser man så ikke samme mønster på landspolitisk plan?
”Fordi folketingspolitikerne får løn for deres arbejde,” svarer Ulrik Kjær.
”I lande som de nordiske, hvor kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, kan en landspolitisk karriere tilsyneladende lettere lade sig gøre end en lokalpolitisk. Og derfor må konklusionen være, at der stadig ikke er fuld ligestilling hjemme i privaten hos danskerne og vores nordiske naboer.”
Inden man finder de store katastrofetoner og dommedagsbasuner frem, skal man dog huske, at danske kvinder kan ændre den skæve kønsfordeling i dansk lokalpolitik den 19. november i år, understreger han.
”Selv om der er flere mandlige end kvindelige kandidater opstillet, er der trods alt rigeligt med kvindelige kandidater rundt om i landet til, at de kvindelige vælgere kan vende udviklingen og stemme fuld ligestilling igennem i dansk kommunalpolitik, hvis de vil. Men det har de ikke gjort tidligere, og det gør de efter al sandsynlighed heller ikke i år. Og det må jo skyldes, at danske kvinder mener, at der er andre karakteristika ved kandidaterne, som spiller en større rolle end deres køn,” slutter Ulrik Kjær.
Ulrik Kjærs analyse står i artiklen: ’Efter de første 100 år – kvinder i dansk kommunalpolitik 1909-2009’, som offentliggøres i bogen: ’KV09. Analyser af kommunalvalget 2009’ (red.: Jørgen Elklit & Ulrik Kjær). Bogen udkommer efter planen på Syddansk Universitetsforlag i maj 2013.
Ledige stillinger