3.4.2013
af
Polargående fragtskibe og storslået natur er hverdag for cand.merc. Claus Andersen-Aagaard. Hans nyuddannede kone opgav jobjagten i Danmark og fik i stedet job i det grønlandske hjemmestyre. To måneder senere sagde Claus sit job op og fulgte efter.
Opvokset i Hørning.
Cand.merc. i 2008 fra Handelshøjskolen i Aarhus.
Cost-management controller i Vestas i 2008-2012.
Business controller i Royal Arctic Line, Nuuk.
Gift med Hanne, som er personalejurist i Kommuneqarfik Sermersooq, Nuuk.
Løber på langrend med Hanne. Tager på vandre- og sejlture med vennerne. Har flere grønlandske venner på jobbet, som han klatrer, står på ski, går på jagt med og lærer at spille guitar af.
Er så småt ved at genoptage sin lille sidebeskæftigelse fra Danmark som lejlighedsvis bryllupsfotograf. Det kommer af sig selv ved hjælp af den berømte og berygtede grønlandske kamik-post – mund-til-mund metoden.
Det er marts, en skarp sol blænder. 31-årige Claus Andersen-Aagaard har gennemlevet sin første grønlandske vinter i sit nye job som business controller i Royal Arctic Lines. Han sukker smilende. Nej, man sidder ikke buret inde i sin lejlighed fra oktober til april omgivet af mørke og is. Sneen lyser op, og himlen er som regel knaldblå. Den klamme gråvejrsvinter hjemme i Aarhus føltes sådan set koldere.
”Det er godt nok kun fem minutter hver vej, men jeg har cyklet på arbejde hver dag hele vinteren på nær en dag, og det var på grund af vinden. Det blæste 32 sekundmeter, cyklen blæste forrest og jeg blæste bagefter.”
Hemmeligheden hedder pigdæk på mountainbiken og en god hue. Hvad dagslys angår, kan man tjekke en globus og se, at Nuuk kun ligger en anelse højere end Trondheim.
Men historien begynder med 29-årige, cand.jur. Hanne Rose Andersen-Aagaard, som Claus er gift med. Hun var ved at opgive ævred som nyuddannet jurist, fordi der ingen jobs var at søge, mens Claus levede det travle liv som cost-management controller i Vestas.
Vi har sat os i Royal Arctic Lines mødelokale for ikke at forstyrre. Udsigten er distraherende smuk – hav, fjeld, lysende blå himmel og røde fragtskibe.
”I efteråret 2011 kom vi frem til, at Danmark var i en situation, hvor man ganske enkelt ikke havde et job til én som Hanne.”
Var det nu, de skulle realisere en drøm om et arbejdsophold ude i verden? Grønland var egentlig ikke på lystavlen, de anede intet om landet, kendte ingen deroppe. Men så faldt Hanne over en annonce i djøfbladet om en messe med rekrutteringsfolk og arbejdsgivere fra Grønland. De tog derud, og Claus fik talt med en masse folk.
”Jeg havde to fordomme: At der kun var job i den offentlige sektor, og at man ikke fik noget i løn i den private sektor deroppe. De blev begge dementeret på dén messe.”
De traf en beslutning. Hvis Hanne kunne finde et job i Grønland, ville Claus sige op i Vestas. Hanne fik et jobtilbud allerede efter en måned i Kommuneqarfik Sermersooq (tidl. Nuuk Kommune, red.).
I Vestas rullede fyringsrunderne i raskt tempo, men Claus ville de godt beholde. Da han kom og sagde, at nu tog han og Hanne til Grønland, kom der favorable tilbud på bordet.
”Jeg sad jo med alle tallene i et af de helt store spareprojekter,” siger han med et skævt smil.
Det tog Claus cirka to måneder at få jobbet i Royal Arctic Line, så han kunne pakke og flytte efter Hanne.
Polargående fragtskibe og andet stort maskineri passer godt til Claus´ gemyt. Efter gymnasiet vaklede han mellem handelshøjskolen og at blive ingeniør som sin far. I Vestas var han lidt af en brobygger mellem regnedrengene og ingeniørerne.
Royal Arctic Line er et a/s ejet af den grønlandske stat. I kantinen spiller kokken høj 70´er rock, mens han gør frokosten klar. Grønlandske kranførere i røde kedeldragter henter kaffe. Claus peger ud af panoramavinduet: Lige derude mellem kajen og skæret – hvor den nye, internationale storhavn skal ligge, hvis politikerne kan blive enige – gik en hval helt ind forleden.
Claus arbejder med optimering, strategi, balanced scorecard og business case udvikling for indkøb af nye skibe – samt for den nye storhavn.
”Jeg udfører mit arbejde meget i samme stilart som i Vestas.”
Grønland har ikke været kriseramt på samme måde som Danmark og EU, fastslår Claus. Godsmængden hos Royal Arctic Line har ikke taget samme dyk som i resten af den vestlige verden. Men arbejdspresset er alligevel mindre hektisk end i Danmark.
”I Vestas havde vi ’Vestas-travlt’, som vi sagde. Vi stod altid standby uden for arbejdstiden. Her møder alle mand ind kl. 8 og går kl. 16. Selvom jeg nu af og til sniger mig til at blive til kl. 17.”
Nogle af hans kolleger er danskere, som har arbejdet i Royal Arctic Line i 20-25 år og er guldgruber af erfaring.
I Grønland bliver du automatisk mere generalist end specialist. Det er mindre forhold, så man skal kunne mere.
”Det er præcis sådan, det er gået med mig. I Vestas var jeg super-specialist, nu er jeg inde over HR, ledelse, ny storhavn og alt muligt.”
Man får også hurtigt ansvar.
”Hanne sidder med ved bordet, når Kommuneqarfik Sermersooq forhandler overenskomster.”
Claus har også mere fritid her. Det får man alene fordi, man kun har fem minutter på arbejde. Han har ikke tilbragt så megen tid udendørs om vinteren, siden han var dreng. Man kan stå på ski eller gå på rypejagt. Claus er ingen stor jæger, men en grønlandsk ven har lånt ham et gevær og lokket ham med et par gange. Han skød nu ikke noget.
”Man kan nå ud og stå på langrend efter arbejde, hjem og spise og ind i byen til en koncert eller mødes med nogle venner på én aften, hvis man vil.”
”Man kan grine meget af det med Nuuk som storby – Nuuk York – og det gjorde jeg også, før jeg kom herop.”
Med forstæder bor der lidt over 16.000, cirka som i Skanderborg. Men den har, hvad der hører til en storby i faciliteter – og personprofiler. Du kan spotte alt fra fangere og unge, grønlandske fotomodeltyper til parlamentsmedlemmer og departementschefer til australske geologer og originaler fra hele den vide verden.
Men byen har et problem, og det er alvorligt. Der er boligmangel.
Nuuk vokser, huslejerne er opskruede, et hus eller en ejerlejlighed koster det samme som i København – det er så med havudsigt, men det har selv de mindre attraktive boliger.
”Her er en boligsituation, som er til stor ugunst for samfundsudviklingen,” siger Claus.
Det hele er kun blevet værre af, at man for nylig har måttet rive en del ældre boliger ned på grund af skimmelsvamp.
Bolig er det hedeste emne blandt tilflyttere. Hanne var heldig. Hun fik et jurist-job med personalebolig, hvad der langt fra gælder for alle embedsmænd. Da de ikke havde nogen ledig personalebolig til hende, fik hun tildelt en midlertidig ’vakantbolig’ – en udmærket lejlighed til to, som ligger godt. Vakantboliger er gratis. Nul i husleje og forbrug.
Af samme grund tilhører Hanne og Claus den økonomiske overklasse blandt de unge djøfere i byen. Så længe det varer.
På et tidspunkt vil de få tildelt en permanent bolig. Det er et lotteri. Frygten er 65 utætte kvadratmeter i en socialt belastet ejendom. Håbet er 85 kvadratmeter i et nybyggeri. Men det ødelægger ikke deres humør. Går det helt galt, siger de nej og køber måske noget selv.
Claus har cirka den løn, han fik i Vestas. Hanne tjener mindre, end hun ville have gjort i en dansk kommune. Det koster cirka det dobbelte at fylde indkøbskurven som i Danmark. Men der er flad skat. 41 procent for høj som lav. Derfor har de lidt mere netto i posen end i Danmark.
En liter frisk mælk koster 45 kroner, og man smager noget mere på sin rødvin. Men det gør ikke noget. Den store natur kompenserer for meget.
Prisen er den mistede nærhed til familie og venner.
”Hanne og jeg har stiftet en ’rejsefond’. De af vores venner, som kommer op og besøger os, kan vi give lidt økonomisk støtte til billetten. Det første par var her i julen. Det er noget helt andet end en middag derhjemme. Her gør man noget sammen.”
Som i alle expat-byer betyder venner og netværk meget. Fordi man ser hinanden så meget, laver så meget sammen og er så afhængige af hinanden. Hvad der gør det ekstra hårdtslående, når nogle tager hjem igen.
Gennemtrækket er stort blandt de unge djøfere i Nuuk. Det er både kostbart for det grønlandske samfund og for venskaberne heroppe. Blandt danskere, som har boet her i mange år, ser man de nye an, før man vil investere sit venskab i dem: Bliver de, eller er de hurtigt væk igen?
Claus og Hanne har ikke lagt nogen plan for, hvor længe de bliver. Det er ikke noget, de diskuterer nu. Som Hanne udbryder, da vi er ude at spise: ’Jeg vil ikke flytte tilbage til Danmark. Jeg er alt for glad for at være her’.
Til sommer køber de en båd. Det er den ultimative frihed i Nuuk. Hvor stor den skal være, er til gengæld til debat i den lille familie.
Grønlands regeringsskifte i 2009 har, efter hvad Claus vurderer, betydet mindre nepotisme, bedre administration, øget grad af good public governance – og en mere globaliseret tilgang til verden.
Og så er der hele råstofeventyret og videreudviklingen af erhvervslivet, som blinker ude i fremtiden. Det er derfor, det er så vigtigt for Grønland og Royal Arctic Line med den nye storhavn.
I morgen runder Claus sin halvårsdag som bosiddende, og så kan han stemme til det grønlandske parlamentsvalg.
Lørdag formiddag skal han og Hanne op og være publikum i gymnasiets idrætshal, hvor Clement Kjersgaard skal riste de grønlandske partiledere og skære igennem udenomssnakken.
Det er igen dét med Nuuk: Fem minutter til jobbet, fem minutter til Nuuk York centrum, et kvarter til fjeldet og to minutter til havet.
Følg med i Claus og Hannes liv i Nuuk på deres blog: andersenaagaard.wordpress.com
Claus skrev uopfordret til flere virksomheder, ikke en rigtig ansøgning, men en kort introduktion af sig selv. Han gik på nettet og LinkedIn, spredte sit cv og ringede til et rekrutteringsfirma i Nuuk. De mente, at det med hans profil ville tage cirka tre måneder at finde et job.
Han søgte også på tre deciderede opslag, men blev lidt skuffet, fordi alle tre viste sig at blive besat internt.
På bryllupsrejse i Cuba, inden Hanne tog af sted, mødte de et dansk par fra Nuuk, hvor manden var erhvervsrådgiver i Grønlandsbanken. Han anbefalede Royal Arctic Line, som havde et jobopslag ude, og så gik det pludselig stærkt.
To måneder efter, at Hanne var flyttet op og startet i sit nye job, kunne Claus slutte sig til.
Søgte stillinger i offentlig administration. Fandt dem i djøfbladet eller på nettet.
Kom hurtigt til en ansættelsessamtale og fik jobbet tilbudt med det samme. Samtalen foregik over Skype.
Sagde ja til jobbet som personalejurist i Kommuneqarfik Sermersooq (tidl. Nuuk Kommune).
Har været i løntilskudsjob som nyuddannet, ledig jurist i Favrskov Kommune, og mener selv, at det var en af grundene til, at hun fik jobbet.
Havde en jobaftale i hus efter godt en måneds søgning.
Mere om djøf-job i Grønland
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER