Verden har fået Danish delirium. Fra New York til London og Berlin har man de sidste par år ikke kunnet åbne en avis, uden at Danmark bliver omtalt. Skamrosende artikler hylder alt lige fra Borgen og Forbrydelsen til noma og VM-husene. Journalistiske analyser forsøger at kloge sig på, hvad der gemmer sig bag dette verdens lykkeligste og indtil for nylig også ret godt gemte folkefærd.
Det gjorde sidste år den britiske Guardian-journalist Patrick Kingsley nysgerrig. Han besluttede sig for at grave et spadestik dybere ned i danskheden og brugte en måned på at rejse landet tyndt og interviewe et par hundrede kendte og ukendte danskere. Resultatet blev bogen ’How to be Danish’, der udkom sidste år i november, hvori Kingsley på forholdsvis kort formel indkredser det særligt danske set udefra.
”Dansk kultur er selvfølgelig mange ting, og danskerne er spraglede ligesom alle andre folkefærd. Men for mig er der alligevel ét særligt karaktertræk, der først og fremmest rammer en, når man ser på Danmark udefra. Og det er den danske fællesskabsånd. Jeres sense of togetherness,” fortæller Patrick Kingsley over en skrattende telefonlinje fra Cairo, hvor han i øjeblikket er Egypten-korrespondent for The Guardian.
”Fællesskabsånden ses i jeres enorme fokus på samarbejde og lighed og skinner igennem i den måde, I har organiseret jeres samfund på med en kolossal velfærdsstat som bærende drivkraft.”
Netop det karaktertræk slog ham allerede på researchturens første dag rundt i Danmark. Nemlig på Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Østerbro. Meningen var egentlig, at han som stor fan af Forbrydelsen blot ville se skolen for at opleve en af tv-seriens centrale locations. Men da han begyndte at tale med skolens elever, blev han hurtigt ramt af noget helt andet, der fascinerede ham. Og som var afgørende for hans videre forståelse af Danmark og iagttagelser af det danske samfund.
”Jeg blev stærkt overrasket, da jeg fandt ud af, at Ingrid Jespersen som privatskole er støttet med 80 procent af den danske stat. Det giver elever fra mange sociale lag adgang og står i skærende kontrast til England. Og for mig vidner det om, hvor ekstremt højt man vægter social lighed i Danmark,” siger Kingsley og fortæller videre, at den observation førte ham på sporet af en bredere forståelse af hele den danske velfærdsmodel og følgevirkninger. Fx at den høje skat og ditto mindsteløn betyder, at Danmark har de mindste indkomstforskelle i verden. At vi har så godt som gratis pasningsgaranti for børn over fem måneder. Gratis lægehjælp og hospitaler. En folkepension, der udgør det dobbelte af den i England, og danske universiteter, der ikke bare er gratis, men ligefrem betaler studerende, via SU’en, for at kunne klare sig.
”I England diskuterer vi lige nu, om det vil få en social slagside at øge studieafgiften på universiteterne fra 80.000 til 250.000 kroner. I Danmark betaler I unge for at studere. Det ikke bare understreger jeres lighedsprincip, men vidner også om, at studerende betragtes som nogle, der på sigt vil bidrage til samfundet og ikke bare er en byrde. Og at de derfor også skal behandles som sådan. Det er et samfund baseret på en fællesskabstanke, som for mig var helt ny,” siger Kingsley, der generelt har svært ved at skjule sin begejstring for det danske samfund.
I bogen kommer han vidt omkring. Men trækker igennem de otte kapitler en linje tilbage fra stavnsbåndets ophævelse, Slaget ved Dybbøl, Grundtvig, andelsbevægelsen, det danske parlamentariske system og helt frem til 1990’ernes dogmefilm, dansk cuisine, arkitektur og tv-serier. Undervejs fremhæver han de fællestræk, der for ham forklarer, hvorfor ligheden, fællesskabet og et stort statsapparat er blevet bærende kræfter i det danske samfund. Men han påpeger også en lang række modsætningsforhold og paradokser.
”Selvom visse stærke værdier gennemsyrer samfundet, så er det, som om at paradokser og modsætninger også er en del af jeres kultur. For I er på den ene side meget progressive og på den anden også konservative. I var de første i verden med registrerede partnerskaber, I kan rumme en fristad som Christiania, men har også en berygtet asyl- og indvandrerpolitik og skabte en global diplomatisk krise på grund af karikaturtegningerne,” siger Kingsley.
Et paradoks, der helt konkret slog ned i ham, da han under sin research en dag befandt sig i et S-tog på vej mod Farum. Først faldt hans øjne nemlig på DSB’s månedsmagasin, Ud & Se, der på forsiden portrætterede Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og indeholdt en længere artikel om hende. Det chokerede ham, da det, der hvor han kommer fra, ville være helt uhørt at give så meget spalteplads til en partiformand fra den yderste venstrefløj, endda i et nærmest glitteragtigt magasin. Og han tolkede det som et tegn på, hvor progressivt og favnende man åbenbart er i Danmark. Øjeblikket efter blev Kingsley dog ramt af det stik modsatte. Nemlig da han bladrede i en gratisavis og faldt over overskriften: ’Neger stjal bil fra 80-årig’, hvilket efter hans vurdering er en åbenlys racistisk tone, som man formentlig ikke vil kunne finde ret mange andre steder i verden.
”Det er, som om at jeres udtalte ønske om lighed og fællesskab har skabt så stærk en monokultur, at man kommer til at holde andre ude. Og at princippet om lighed derfor også skaber ulighed. Nemlig mellem dem, der er en del af fællesskabet, og dem, der ikke er. Janteloven siger det i kort form og forklarer, hvorfor det er så svært at være anderledes i Danmark. Derfor har dansk kultur i mine øjne både noget stærkt inkluderende og stærkt ekskluderende over sig. Hvilket gælder både for indvandrere, men formentlig også for de danskere, der ønsker at skille sig ud,” siger Patrick Kingsley.
Han synes dog at se klare tegn på, at den danske intolerance og Jantelov er under pres og er sikker på, at det er en del af danskheden, som langsomt vil miste betydning.
”Jeg tror slet ikke, at Danmark kan klare sig i en global verden med Janteloven som overlevelsesstrategi. I fremtiden bliver man nødt til at acceptere en større mangfoldighed,” siger han og fortsætter:
”Og det oplever jeg allerede er ved at ske. For når dansk kultur er blevet så solidt et internationalt brand de senere år, så skyldes det netop, at en ny generation har startet et opgør. De store danskere, som verden har øjnene rettet mod i disse år – arkitekten Bjarke Ingels, manuskriptforfatteren Søren Sveistrup og gourmetchefen Rene Redzepi – har alle haft en klar ambition om at blive den bedste i verden. At de overhovedet har haft den ambition og et ønske om at rage op over alle andre, er jo i sig selv ret udansk og et tegn på, at noget er under forandring. Det, tror jeg, kommer til at skabe en ny dansk selvværdsfølelse, som vil udfordre både Janteloven og intolerancen,” slutter Kingsley fra Cairo.
Ledige stillinger