'Du er bare så god.' 'Du gør et fint stykke arbejde.' Sådan kan det ofte lyde, når chefen deler ros ud, men det er bare ikke den slags ros, der går lige ind. Den er nærmest ligegyldig.
Ros skal vi have, men hvis vi får det hele tiden, og rosen ikke er specifik, bliver det en normaltilstand, og så kommer der ingen positiv effekt ud af det. Det siger Marie Ryd, doktor i medicinsk videnskab, ifølge personalledarskab.se.
”Uventet ros, helst med andre personer til stede, der kan bevidne rosen, har vist sig at gøre underværker for vores tanker og for vores velbefindende. Og derudover får det os til at præstere bedre,” siger Marie Ryd til personalledarskab.se.
De, der aldrig får ros, kan til gengæld udvikle stress.
”Uden ros udvikler vi et tunnelsyn, der er helt fokuseret på 'hvad er der mon galt med mig, når intet af det, jeg gør, er godt nok.' Vi fortolker alt negativt, og det kan i sidste ende betyde, at vi mister evnen til at tænke fornuftigt,” siger Marie Ryd til personalledarskab.se.
Derfor skal vi alle have ros, mener hun.
”Når vi får ros, frisættes signalstoffet dopamin i hjernen, og det er vigtigt for vores oplevelse af entusiasme og vores koncentrationsevne. Med for lidt dopamin underpræsterer vi.”
Men vi skal ikke alle roses på samme måde. For de fleste er det helt sikkert positivt, at lederen deler konkret og specifik ros ud til medarbejderne – og gerne, mens kollegerne lytter på. Men det gælder også kun for de fleste, siger Karsten Lillelund, coach og mentaltræner, Coachmaster.
For når han holder foredrag om, hvor vigtigt det er at rose sine medarbejdere, får han ofte tilbagemelding fra nogle tilhørere, der faktisk ikke kan lide at få åbenlys ros.
”Nogle bryder sig faktisk slet ikke om det. Især de introverte typer. De bliver generte, når chefen roser dem, og de er bange for, at deres kolleger tænker, at de har fedtet for chefen, hvis de hører på, mens chefen roser dem,” siger Karsten Lillelund.
Men de er i mindretal, og selvfølgelig har de også brug for ros, understreger han. De skal bare have den på en anden måde.
”De vil måske hellere have rosen indirekte. Det kan f.eks. være ved, at de kan se, at deres arbejde bliver brugt,” siger Karsten Lillelund.
Men klap på skulderen skal alle have – og ikke kun, når vi har gjort noget ekstraordinært, siger han.
”For så får vi aldrig de ekstraordinære præstationer. Vi har netop brug for ros for at præstere noget ekstraordinært,” siger Karsten Lillelund.
Men ros bare for rosen skyld giver ikke nogen effekt ifølge både Marie Ryd og Karsten Lillelund.
”Det får os bare til at tænke ’hvad er du nu ude på – hvad er det, du vil have mig til at gøre?’ Men hvis du gerne vil have en medarbejder til at blive bedre til noget helt bestemt, skal du rose dem lige på det punkt, for det vil automatisk styrke deres kompetencer,” siger Karsten Lillelund.
Og der skal meget ros til – specifik ros, vel at mærke – før det ikke gør den store forskel længere. Ifølge Karsten Lillelund viser forskning, at hvis vi roser over 11 gange mere, end vi riser, aftager effekten af de verbale skulderklap.
Men der er vist ingen fare for, at det sker.
”Jeg oplever mange ledere, der siger, at de roser rigtig meget. Men når man spørger medarbejderne, så mangler de i høj grad ros,” siger Karsten Lillelund.
Få seneste nyt fra djøfbladet – direkte i din indbakke hver fredag
Ledige stillinger