Hvis vi ikke snart skærer den ugentlige arbejdstid ned til 25 timer om ugen og lader ældre arbejde 10-15 år længere, vil fremtidige generationer se tilbage på os med undren. Det siger den amerikanske demograf og topforsker James W. Vaupel.
77 år.
Ph. D., Harvard University, USA, 1978.
Kandidatgrad i Public Policy, Harvard University, 1971.
Bachelor med udmærkelse i matematisk statistik, Harvard University, USA, 1968.
Leder af Max-Planck Center, Syddansk Universitet, 2013 -.
Leder af Max Planck Institute for demografisk forskning, Rostock, Tyskland, 1996 –.
Leder af Max Planck International Research Network on Aging, 2007.
Seniorforsker, Duke University, USA, 1992 – 2005.
Professor i demografi og epidemologi på Syddansk Universitet, 1991 - 2002, og igen 2011 –.
Professor i public affairs og planlægning, University of Minnesota, USA, 1985 – 1991.
Gift med Bodil Gøbel Vaupel. To børn, Anna Bodil Vaupel (født 1984) og Sofie Gøbel Vaupel (født 1988).
Skønhed = en teori, der forener flere ideer på en enkel måde.
Sådan lyder en populær definition på videnskabelig skønhed og målt på det kriterium, har James W. Vaupel fundet en skøn teori.
Den amerikanske demograf og topforsker har netop slået sig ned i en ny stilling som professor og leder af et blandet dansk og internationalt forskerhold på Syddansk Universitet. Og James W. Vaupel foreslår, at vi danskere sammen med de andre indbyggere i det aldrende Europa kun skal arbejde 25 timer om ugen – mod til gengæld at blive på arbejdsmarkedet et godt stykke tid efter, vi har passeret pensionsalderen.
Og James W. Vaupels argumenter er besnærende.
Hvis vi arbejder 25 timer om ugen, vil det lette presset på de yngste medlemmer på arbejdsmarkedet mellem 25 og 50 år, som i dag halser af sted for at nå det hele, lyder et af hans argumenter. Travlheden bevirker, at mange får stress med sygemeldinger og forringet livskvalitet til følge, og den (travlheden altså) medvirker sandsynligvis også til, at vi sætter så få børn i verden, at antallet af erhvervsaktive medlemmer af de europæiske samfund igennem flere årtier har været faldende og vil fortsætte med at falde i de kommende årtier, forklarer han. Fortsætter den nuværende udvikling, bliver der simpelthen færre og færre erhvervsaktive til at producere de værdier, som de yngste og ældste medlemmer af de europæiske samfund skal leve af.
I den anden ende af aldersskalaen er antallet af ældre over 60 år voksende i alle europæiske lande samtidig med, at de ældre forbliver sunde og åndsfriske langt op i årene. Derfor bør pensionsalderen gøres mere fleksibel, så ældre, der vil og kan arbejde, får mulighed for det, foreslår James W. Vaupel. Hans forventning er, at der ville komme mange flere ældre på arbejdsmarkedet, hvis det var muligt for ældre at arbejde mellem 10 og 25 timer om ugen.
”For mange ældre vil jo gerne fortsætte med at arbejde. Det ved vi fra den samfundsvidenskabelige forskning, og samtidig viser resultater inden for sundhedsforskningen, at ældre, der forbliver erhvervsaktive, lever længere og har bedre helbred, såvel fysisk som psykisk,” siger han.
James W. Vaupels bud på en ny pensionsalder er 80 år. Det ville bryde markant med den nuværende pensionsalder, som i flere europæiske lande er 60 år. Men i stedet for at se Vaupels forslag som drastisk og revolutionerende, burde vi snarere undre os over, at pensionsalderen i Europa over en årrække gradvist er blevet sænket samtidig med, at vores levealder og sundhedstilstand er blevet markant bedre, mener han.
”Det hænger slet ikke sammen. Antallet af leveår mellem pensionsalder og død vokser hele tiden. I løbet af de seneste 50 år er den gennemsnitlige levealder steget med op til 10 år i de europæiske lande. Og på den baggrund forudser vi demografer, at over halvdelen af de børn, der fødes i dag, vil blive over 100 år gamle i lande som blandt andre Tyskland, Frankrig, England, Danmark og de øvrige nordiske lande,” siger han.
Men der findes vel også ældre, som hverken kan eller vil arbejde længere?
”Man kan nok ikke flytte klaverer eller bestride andre jobs, som kræver stor fysisk styrke, når man passerer 65 år,” medgiver Vaupel.
”Men de job er der jo også færre af end job, hvor der er god brug for de kvalifikationer, som kommer med alderen. Eksempelvis erfaring, dømmekraft og evne til at omgås andre mennesker. Som ældre har man også stor viden, og hvis man holder den opdateret gennem kurser og videreuddannelse, vil ens arbejdskraft blive ved med at være værdifuld.”
Rent samfundsøkonomisk ville det også give rigtig god mening, hvis pensionsalderen blev forhøjet, fremhæver Vaupel.
For så ville de ældre fortsat tjene penge og betale skat af deres indtægt frem for at tære helt eller delvist på de fælles offentlige midler.
Men hvad med de manglende skatteindtægter fra de yngre medlemmer af arbejdsstyrken, kunne man indvende. De vil jo arbejde og tjene mindre, hvis alle kun skulle arbejde 25 timer om ugen.
”25 er et gennemsnit, nogle vil arbejde mere og nogle mindre, men hvis arbejdstiden helt overordnet blev bedre fordelt, kunne man få mange danskere, som i dag står uden for arbejdsmarkedet, med ind,” lyder Vaupels svar.
Han finder det ”alarmerende”, at det i mange europæiske samfund kun er halvdelen af befolkningen, som overhovedet arbejder. Når man definerer ”arbejde” som det at modtage løn for den indsats, man yder.
”I Danmark arbejder 47 pct. af befolkningen, mens de resterende 53 pct. ikke arbejder. Alene de tal viser jo et enormt potentiale for at sænke den gennemsnitlige længde på danskernes arbejdsuge – og sprede arbejdstiden ud over en længere periode i livet,” siger Vaupel.
Her ville en del økonomer nok indvende, at mange danskere simpelthen ikke kan producere tilstrækkelig værdi til at klare sig på det danske arbejdsmarked.
”Det er rigtigt, at hovedparten af dem, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, er mindre produktive end dem, der er i arbejde. Men det er da ikke noget argument for, at de ikke skal arbejde overhovedet,” svarer Vaupel.
Og så peger han på, at den effektive ugentlige arbejdstid for de 47 pct. af danskerne, som har et arbejde, kun er på 28 timer. Det skyldes, at mange er på deltid, samt at ferier, helligedage og sygedage også er med til at trække den effektive arbejdstid kraftigt ned.
”Så I er der næsten allerede!,” udbryder han.
”Hvis bare 54 pct. af befolkningen arbejdede, ville I kunne sænke den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid til 25 timer.”
Men er det ikke urealistisk at forestille sig, at arbejdspladserne kunne deles op på den måde. Er der ikke mange medarbejdere, som sidder inde med en viden om netop deres arbejdsområde, som ikke kan overføres til en kollega?
”Nogle gør, og jeg argumenterer heller ikke for, at alle skal arbejde 25 timer om ugen. Nogle vil arbejde mere og nogle mindre, så gennemsnittet lander på 25 timer. Når det er sagt, så mener jeg faktisk, at de fleste job godt kan deles, og i mange tilfælde ville arbejdstiden formentlig blive mere effektiv, fordi man blev mindre træt og holdt færre pauser, hvis ens arbejdstid var kortere,” svarer Vaupel.
Han mener, at selv lederjob ville kunne deles op i to stillinger.
”I en overgangsfase er jeg selv centerleder på både et dansk og et tysk institut, fordi der ikke er fundet en afløser for mig på Max-Planck Institute i Rostock. Og det går altså meget godt, selv om jeg kun er leder på halv tid begge steder.”
Som det fremgår, har Vaupel mange argumenter for at fordele arbejdstiden helt anderledes over livet og generationerne, end vi gør i dag. Og han føler sig overbevist om, at hans ide vil blive realiseret i fremtiden. Spørgsmålet er kun hvornår.
”Hvis vi ikke lægger kursen om, tror jeg, at fremtidige generationer af europæere vil se tilbage på os og undre sig over den irrationelle måde, vi levede og arbejdede på i Det 21. Århundrede,” siger han.
”Vi arbejder intenst i de perioder af livet, hvor vi har børn, som behøver deres forældres tid og opmærksomhed. Og når vi kommer op i slutningen af 50´erne og begyndelsen af 60´erne, hvor vi har masser af tid og ikke har ansvar for andre end os selv, trækker vi os tilbage fra arbejdsmarkedet og lever 10-20-30 måske 40 år i total fritid. Jeg mener, det er på høje tid, vi begynder at se på, hvordan vi kan fordele arbejdstiden på en bedre og mere hensigtsmæssig måde mellem generationerne.”
Men hvad med yngre og karrieresultne danskere, har de overhovedet lyst til kun at arbejde 25 timer om ugen?
”Ja, det tror jeg, at mange vil have. Jeg ser mange yngre kolleger slide med at få karrieren i gang og sikre sig gode stillinger samtidig med, at de etablerer familie, og samtidig med, at de jo også gerne vil finde tid til fritidsaktiviteter, ferier osv. Det medfører en masse stress, og i lande som Danmark, hvor næsten lige så mange kvinder som mænd er på arbejdsmarkedet, er der jo ikke nogen til at passe hjemmet, mens den anden gør karriere. Så behovet for et mindre anstrengende arbejdsliv er til stede hos mange. Det er jeg sikker på,” slutter han.
James W. Vaupels har beskrevet sin ide og teori i flere videnskabelige artikler (bl.a. i Science, vol. 312, 2006, sammen med Elke Loichinger).
Det nyoprettede Max-Planck Odense Center on the Biodemography of Aging, som James W. Vaupel leder, kombinerer aldringsforskning, medicin, biologi og matematik. Centret beskæftiger 15 forskere fra en bred vifte af lande. En (Kaare Christensen) er fra Danmark, mens de andre kommer fra blandt andet Mexico, Bulgarien, England og Italien. Centret har et årligt budget på 30 mio. kr., som deles ligeligt mellem Syddansk Universitet og Max-Planck Society. Den tyske forskningsinstitution er en af verdens førende forskningsinstitutioner og har siden 1948 fostret 17 nobelprisvindere.
Læs mere:
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER