27.2.2013
af
Laura Engstrøm
Hvordan skal Spanien komme ud af sin dybe, økonomiske krise? Og hvordan skal de sydeuropæiske lande finde arbejde til de unge? Djøfbladet har talt med den tidligere spanske premiereminister José Luis Zapatero som optakt til Djøf Forum den 14. marts.
José Luis Zapatero er blevet en mand, der er til at få fat i. Efter syv år som spansk premiereminister (2004-2011) er kalenderen pludselig knap så pakket. Jo, han er godt nok ved at skrive en bog om sine personlige erfaringer fra et Spanien i krise, og jo i de kommende par måneder skal han til Mexico, Brasilien og Frankrig – og Danmark – for at holde foredrag, men ellers er det en dagligdag med mere luft for den tidligere så travle mand.
I april 2011 annoncerede José Luis Zapatero, at han ikke ville genopstille ved næste valg. Kort tid efter – i maj 2011 – gik millioner af spaniere på gaden for at demonstrere mod den omsiggribende arbejdsløshed (21,2 pct. i 2011 svarende til knap fem millioner spaniere, red.). Hvorfor blev der lyttet til bankernes trange kår, når unge måtte blive boende hjemme, fordi de ikke kunne få arbejde og forsørge sig selv? Forbindelsen mellem manden på gaden og redningspakker til bankerne var ikke lige til at få øje på for den menige spanier, der havde mistet sit arbejde.
Det er snart et par år siden, og José Luis Zapatero kan se tilbage på en turbulent periode, hvor han havde en af hovedrollerne. Set i bakspejlet hvad ville han så gøre anderledes?
”Krisen i 2008 og specielt den styrke, den kom med, var uforudsigelig. Der var meget få personer og slet ingen regeringer, der forudså den økonomiske situation, vi kom i. Indtil da havde Spanien haft tre årtier med moderat fremgang. Men når jeg nu kigger tilbage, er det klart, hvad der skulle gøres: Styrke euroens grundlag yderligere. I EU skulle vi have haft en monetær, budgetmæssig og økonomisk union, der stod endnu stærkere. Og for Spaniens vedkommende skulle vi have haft mere hånd i hanke med gældsætningen i den private sektor. Den offentlige sektor havde en sund økonomi, men i den private sektor havde mange firmaer og familier gældsat sig for at kunne vokse yderligere. Det giver jo begrænsninger. Særligt når der kommer en krise som den, der kom. Det rammer virkelig hårdt. Euroen er nødt til at få nye regler, og der må være grænser for gældsætningen i den private sektor.”
”Processen er allerede i gang. Euroen blev født stærk, men det har været nødvendigt at have mere kontrol med de offentlige udgifter. Som udgangspunkt må det offentlige budgetunderskud ikke overstige tre procent, men det har ikke stabiliseret makroøkonomien i EU. Da euroen blev dannet, tænkte man, at man med en fælles valuta kunne begrænse de risici, der er ved valutaomregningen, og så ville landene ikke have nogen problemer mellem sig. Det har vist sig at være forkert. Den politiske opbakning har ikke været stor nok i euro-landene til at bruge euroen så konstruktivt, som man kunne.”
”Boblen på ejendomsmarkedet kom af to ting: En lethed ved at finansiere byggeprojekter og en ændret demografi. I Spanien dalede renten meget hurtigt med 10 procentpoint i den periode. Og siden 90’erne har Spanien oplevet et demografisk boom. Dem, der er født i 60’erne og 70’erne, fik familier, og så kom der fem millioner immigranter til Spanien i samme periode, da økonomien var på sit højeste. Det gav et boom på ejendomsmarkedet. Og hvad kan vi så lære af det? At nationalbankerne har et afgørende ansvar her. De bør ikke kun sætte renten, men holde et skarpt øje med udviklingen af aktiekurserne og inflationen.”
”Vi forbedrede den offentlige infrastruktur. Men hvad skete der? Efterspørgslen på boliger var høj i de år, og da krisen kom, blev det et veritabelt chok for den spanske økonomi. Der opstod et credit crunch, og bankerne kunne ikke længere låne penge ud. Der var blevet bygget så mange boliger, så der pludselig stod 700.000 boliger til 100.000 boligsøgende. Det var meget typisk for den periode, men det krævede en regulering.”
”Ja, 70 procent af de mennesker, der har mistet deres arbejde i Spanien, er under 30 år gamle. Vi har en opgave foran os, der betyder, at vi skal have disse unge i arbejde igen. Det gælder ikke kun Spanien, men også det øvrige Europa. Der er i EU-regi oprettet en fond på seks tusind millioner euros til det formål. Det er altid noget. Men den situation, vi står i med stor arbejdsløshed også blandt de tidsbegrænsede ansatte, kræver mere. Danmark er et eksempel på et land med meget få strejker. Og Spanien er et eksempel på det modsatte. De strejkende giver stemme til et stort problem, der risikerer at række langt ind i fremtiden. Vi skal have en mere solid, økonomisk vækst for at skabe flere arbejdspladser. I EU-regi må vi sørge for at lave en mere social arbejdsmarkedspolitik, der sikrer folk fast arbejde. Og så skal arbejdsstyrken uddannes yderligere.”
”Der er nødt til at være bevægelse mellem de enkelte medlemslande i EU og i euro-zonen. Det er en af konsekvenserne af den fælles valuta. Det er jo positivt, hvis de unge vil tage en uddannelse i et andet EU-land. De kan bidrage med at forbedre konkurrenceevnen i det pågældende land for så bagefter at tage tilbage til deres eget land. Det er kun positivt.”
”Det kræver, at økonomien vokser. Både i EU og i Spanien. Og hvordan kan det lade sig gøre? Ved at skabe en europæisk union og et større fælles marked. Det er vigtigt, at de forskellige sektorer i de respektive lande arbejder sammen. Blandt andet de forskellige højteknologiske sektorer. Sammen vil vi stå endnu stærkere. Og så kan vi kigge på Danmark for at lære om flexicurity-modellen. Det har givet gode resultater.”
”Det kræver solide skatteindtægter. Og jo: Væksten er meget lav, i Spanien er den negativ, men den situation må forbedres. Det samme må skatteinddrivningen. Virksomhederne skal også være klar til at tage et større socialt ansvar og for at uddanne arbejdsstyrken. Men igen: Svaret er, at vi står stærkere sammen i EU.”
”De unge vil naturligt nok gerne have et fremtidsperspektiv. De vil have, at det politiske system er til nytte for dem. At det giver dem muligheder. Det er kun naturligt, at de nu er desillusionerede. Men vi ved også, at der kun er ét alternativ til politik: Politik. Der skal også være et europæisk svar på det problem. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den europæiske union vil have velfærdsstaten som en model, og at landene imellem vil knytte sig tættere og tættere sammen og vil være mere solidariske med hinanden. Problemet er bare, at den hastighed, Europa bevæger sig med, er for langsom. Vi bevæger os alle i tysk tempo. Det er nu op til EU at yde sit bedste.”
Ledige stillinger