Punkter boblen

Niels Lunde, medlem af chefredaktionen på Børsen, tager imod ude på bladhusets stilige trappeopgang. Hvis man ikke kendte hans udseende fra billederne i avisen, gætter man ikke lige på, at han er boss.

Hans udstråling er venlig, nærmest beskeden. Han siger kun noget, når han har noget at sige og helst, når han har tænkt over det.

Engang gav nogen ham kælenavnet ’bedemanden’. Formentlig på grund af det eftertænksomme gemyt i en verden af journalisthoveder, som elsker at høre sig selv tale og altid har en fordom klar. Men den underspillede humor, lunet og selvironien lurer hele tiden under overfladen. Man skal bare lige ind på livet af ham.

Ved tasterne er han en nøgtern og præcis erhvervspolitisk analytiker, der kan få svært stof til at glide ned, som var det frisørens ’Se og Hør’. Læs hans fredags-klumme ’Det sladrede topcheferne om i denne uge’ i Børsen og døm selv.

I ’Lundes Spinguide’, en ugentlig lekture i oversættelse af forblommede vendinger, som han opfandt, da han var erhvervskommentator på Politiken, trak han tøjet af lobbyisternes evige ’det er for samfundets skyld’-sang.

Den trang fik han allerede, da han som nyuddannet cand.scient.pol. i 1988 fik job som økonom i Dansk Arbejdsgiverforening.

”Det vil man jo kalde et klassisk organisatorisk embedsmandsjob. Men i dag kalder jeg det lobbyist. Jeg har altid haft mistillid til lobbyister i mit virke som journalist.”

For lobbyister tænker ikke på fædrelandet, men på deres medlemmer. Deres løsning på et samfundsproblem er altid den samme, uanset hvad problemet er. Nemlig det, som er godt for dem selv. De siger det bare ikke.

Et aktuelt eksempel?

”DI og DA´s strategiske mål er, at deres medlemsvirksomheder altid kan rekruttere veluddannede medarbejdere uden lønpres. Derfor er DI og DA´s forslag til den økonomiske politik, som landet skal føre, altid den samme uanset, om det er høj- eller lavkonjunktur. Nemlig at arbejdsudbuddet skal øges.” 

Kun fagbevægelsens avis ville have ham

Det gik godt for ham som grøn scient.pol. i DA. Hans Skov Christensen, DA´s direktør, håndplukkede ham til personlig assistent, da de en dag tilfældigvis kom til at sidde ved siden af hinanden i morgenflyet til Bruxelles.

”Jeg har aldrig nogen sinde før eller siden arbejdet så hårdt som de to år, jeg var assistent for Hans,” lyder det tørt fra Lunde, som dog ellers har været chefredaktør i fem år på Berlingske i en af dens værste livskriser.

Men selvom det var sjovt at pukle for Skov, gnavede der en journalist inde i ham, som ville ud. Så da Skov gik, fik han tilbudt jobbet som redaktør af Arbejdsgiveren, som DA´s medlemsblad hed dengang.

”Det var han god til. Men vi blev hurtigt klar over, at han ville ud i den rigtige presse,” fortæller kommunikationschef i DA, Svend Bie.

Det var ikke så nemt, for dengang havde journaliststanden fordomme mod akademikere. De eneste, der ville have ham, var den socialdemokratiske avis Det Fri Aktuelt, der var ejet af fagbevægelsen.

De var kun tre mand på erhvervsredaktionen og kunne lave alt det sjove, de ville. Niels Lunde svarer uden at blinke nej til, at nu fik han så endelig lært det journalistiske håndværk fra bunden.

”Næh, jeg lærte sådan set ikke noget nyt. Jeg fik bare bekræftet, at det lå for mig.”

Resten er historie, som man siger. Avis-historie. Først blev han headhuntet af Berlingske. Ti år senere af Tøger Seidenfaden på Politiken, hvor bladfolk tager hatten af for, hvordan han fik liv i den kulturradikale avis´ lettere bortgemte erhvervsstof og blev populær hos læserne for sine artikler. For et år siden ringede Børsen så. 

En fælles lille Djøf-verden

Som chefredaktør på Berlingske skulle han bringe avisen ud af en økonomisk og journalistisk krise. Det er fra de år, kælenavnet ’bedemanden’ stammer, men faktisk lykkedes projektet. Avisen fik genopfundet sig selv.

”Niels er som chef et ordentligt og ordholdende menneske. En, man altid kan regne med. Og stædig,” siger Informations chefredaktør Christian Jensen, der arbejdede under Lunde på Berlingske.

Altid loyal mod sin avis. Så loyal, at han – da Berlingske i 2005 brandede sig som førende organ for middelklassens nye sundhedsstil – tappert rejste sig fra sofaen, meldte sig til avisens løbeskole og gennemførte en maraton på 4 timer og 19 minutter inklusive knæskade.

”Han gjorde det for avisen,” siger Christian Jensen.

Løbeturen blev til bogen ’Fra sofa til maraton. Hvis Niels kan, kan du også’. For Lunde har næsten altid gang i et eller andet bogprojekt.

Det er blevet til syv-otte stykker om økonomi, EU, erhvervsliv og finanskrise samt en enkelt krimi, som ingen har hørt om. Men så er dagen også gået, når man også har tre børn, en ægtefælle, der er kontorchef i staten, lidt fodbold med naboerne og lørdags-turen til genbrugspladsen.

I 2007 blev Berlingske solgt til britiske Mecom under ledelse af David Montgomery, i Pilestræde kaldet Rommel. Ham ville Lunde og en række andre Berlingske-folk ikke arbejde for. Så de gik.

Hans sidste tre bøger – ’Hr. Møllers nye mand’, ’Miraklet i LEGO’ og’100 topchefer’ fra sidste år om de 100 mest indflydelsesrige danske topchefer – bragte ham i personlig nærkontakt med en række af menneskene bag CEO-titlerne. En ret stærk oplevelse. Han lærte meget, han ikke vidste om tankegangen hos toplederne.

Niels Lunde bliver fast i blikket. Der er noget, han gerne vil ind på, fordi det er relevant for Djøfs medlemmer:

Der er en skræmmende stor afgrund mellem den kommercielle verdens ledere og så alle os andre. ’Os andre’ er politikere, embedsmænd, journalister og forskere. Vi lever i en fælles lille verden, som man godt kunne kalde en Djøf-verden, fastslår han. 

Deres sjæl sidder i Kina

Denne lille ’Djøf-verden’ er meget national og meget dansk. Den handler om proces, snak, spin og Christiansborg. Vi er fx vildt optaget af de ganske få procenter, som den årlige finanslov kan flytte rundt på.

Erhvervslederne lever i en global verden, som vi ikke kender. De bor i en lufthavn og opholder sig ikke ret meget i Danmark. Deres horisont er i Kina og Asien. De tænker kun på dét. Danmark og Europa er noget, de er ved at opgive. De lever under et helt andet pres og beslutningstempo end os andre. De skal hele tiden tænke rationelt og i resultater. Deres opgave er ikke at redde det danske velfærdssamfund, men at forrente deres egenkapital, og det gør de ved at sende kapitalen derhen, hvor den får det største afkast.

De forstår ikke en bønne af spillet på Christiansborg, når nu de hver eneste dag ser, at Europa ikke kan klare sig, fastslår Niels Lunde. Samtalen mellem dem og Christiansborg kører i grøften.

”Nogle vil kunne huske, da Lars Rebien fra Novo Nordisk appellerede om et bredt forlig hen over midten af dansk politik. Han blev grinet ud. Men det er sådan set Lars Rebien, der har ret. På Christiansborg vil man bare aldrig blive accepteret for det standpunkt.”

Eller da Fogh nedsatte et Vækstforum. Topcheferne, som sad der, var ved at gå til over, at man snakkede i stedet for at komme i gang.

”Det vil være et kæmpe potentiale for velfærdssamfundet, hvis nogen kan få de to verdener til at forstå hinanden. Opgaven er at få Christiansborg og os andre i denne her ’djøf-verden’ til at skabe en særlig kultur i Danmark. Det er lykkedes i lande som Sydkorea, Singapore og efterhånden også i Kina, hvor de er langt foran os i deres samarbejde mellem det offentlige og deres private virksomheder og deres uddannelsessystem.”

Men hvor skal vi vide fra, hvordan de tænker, for de færreste toperhvervsledere blander sig jo?

”Nej. Men de har en masse at fortælle os, som vi burde vide, og de forsømmer den opgave. De har ikke tid, de er indadvendte slidere, og de opholder sig kun lidt i Danmark. Men hvis de gjorde det, ville det give dem en helt anden accept i samfundet. De tænker bare ikke sådan. De føler ikke, de skal forklare sig.” 

Rystende årsmøde hos socialcheferne

Da Niels Lunde skrev sine seneste tre bøger og mødte topledere personligt, blev han slået af, hvor godt intellektuelt og kreativt kørende de er.

”Det er vi andre nok ikke helt klar over. Jørgen Vig Knudstorp fra LEGO er et af de bedst begavede mennesker, jeg har mødt. Han har et intellekt, som er ekseptionel både i dybde og bredde.”

Vi andre er heller ikke klar over, hvor kompleks en ledelsesopgave disse topledere har. Eller hvordan de egentlig arbejder, siger han.

De befinder sig altid helt nede i maskinrummet i deres virksomheder. De kan detaljerne, de kender deres kerneforretning, de tænker hele tiden på den, og de bruger enormt megen tid på deres kunder.

”De ved, at de kun kan øge værdiskabelsen i virksomheden, hvis de forstår dens inderste tandhjul,” siger han og tilføjer:

”Jørgen Vig Knudstorp genopfandt kernen i LEGO, og nu oprettes der nye produktionsarbejdspladser i Billund.”

Niels Lunde er ofte ude at holde oplæg for politikere, offentlige ledere, borgmestre og kommunaldirektører. Når han fortæller dem om dén måde, som de private topledere arbejder på med deres kerneforretning, sætter de sig frem på kanten af stolen. De vil også gerne finde vinderformlen.

Danske offentlige embedsmænd er højtuddannede, dygtige og hæderlige, men de har en ledelsesmæssig udfordring, mener Lunde. Selvom der er sket meget i den offentlige sektor, tillades det stadig, at ledelsesopgaver forsømmes. Det er primært et politisk problem, understreger han.

For et par måneder siden var han ordstyrer på Socialchefernes årsmøde i Vejle. Det var en rystende oplevelse. Han hørte fx, at lige så mange narkomaner som for 40 år siden får tilbagefald efter endt behandling.

”Det er jo en total falliterklæring overfor en forsvarsløs gruppe. Som årsmødet skred frem, gik det op for mig, at det er okay, hvis én kommune er god til noget og nabokommunen meget dårlig til det samme. Sådan er det kommunale selvstyre. Men det er da et kæmpe politisk problem.”

Presset på den offentlige sektor vil vokse kolossalt i de kommende år, og det kræver et større ledelsesrum til de offentlige ledere. Det skal politikerne give dem, eller Djøf skal forhandle sig til det for dem, fastslår han.

Men alle i den offentlige sektor må også tage på sig, at presset gør det nødvendigt med stærkere ledelse.

”Både dem, som skal lede, og dem, som skal udsættes for ledelse.” 

Vi rider på ny bobleøkonomi

Børsen er og skal være en kritisk avis, også overfor erhvervslivet, siger Niels Lunde. Men tilføjer, at han selv personligt også opfatter avisen som et værktøj: Faktabokse, grafer, bullets, fem gode råd. Det er helt vildt vigtigt at formidle tingene, så folk gider læse dem.

”Hvis vores læsere i erhvervslivet kan bruge deres avis som et værktøj i deres daglige liv, har det stor værdi for dem,” fastslår han.

”Mediernes største trussel er læsernes mangel på tid.”

En aktuel erhvervsøkonomisk kommentar fra Lunde til djøferne? Jo, det kan vi godt få. Fogh lavede – hjulpet til af oppositionen – en dybt skadelig bobleøkonomi.

”Men realiteten er, at vi lever i en ny bobleøkonomi. Danmark rider på en kæmpe valutamedvind, fordi kronen holdes nede af eurokrisen i Sydeuropa. Den lave krone giver os et eksportboom lige nu, og alligevel mangler vi 150-200.000 jobs. Hvad sker der, når eurokrisen løses, og valutaerne rejusterer?”   

Niels Lunde optræder 7. februar på NAF/Djøfs forvaltningskonference. Han skal tale om, hvordan offentlig og privat sektor kan få mere nytte af hinanden.