Arbejdsløse presses hårdere og hårdere

Et aktuelt eksempel er den nye skattereform, som henter tre milliarder kroner hos kontanthjælps- og dagpengemodtagere, samtidig med at den sænker skattebetalingen for lønmodtagere, der betaler topskat. Og senest har debatten raset om de nye dagpengeregler, der nedsætter dagpengeperioden og samtidig forhøjer beskæftigelseskravet for at være dagpengeberettiget.

Men disse forringelser af de arbejdsløses vilkår står ikke alene. Tværtimod er der ”flere og flere eksempler på, at den almindelige danskers levestandard og velfærdsmæssige ydelser er afhængig af, om vedkommende har et stabilt og permanent job på arbejdsmarkedet,” siger Bent Greve.

”Med fast job får du fx fuld løn under sygdom og fuld løn de første 26 uger af din barsel,” forklarer han og fortsætter:

”Det gør du ikke, hvis du står uden for arbejdsmarkedet. Men en endnu vigtigere forskel er arbejdsmarkedspensionerne, som danskere med fast arbejde betaler ind på til deres alderdom på, mens man må nøjes med den lavere ydelse fra folkepensionen, hvis man har svagere tilknytning til arbejdsmarkedet. Dette skel i befolkningen vil vokse i de kommende år, i takt med at flere og flere, der har en arbejdsmarkedspension ved siden af folkepensionens grundbeløb, går på pension.”

Bent Greve vurderer, at udviklingen imod en ny og skarp klassedeling imellem danskerne har stået på i omkring 20 år. Og han kalder den ”et brud med tidligere tiders ide om velfærdssamfundet, fordi en række velfærdsmæssige ydelser knyttes til, om man er på det danske arbejdsmarked, frem for om man er medlem af det danske samfund.”  

Men er det ikke et sundt samfundsøkonomisk princip at gøre det økonomisk attraktivt for den enkelte at være i beskæftigelse, frem for at det bliver for lukrativt at være arbejdsløs og modtage sociale ydelser?

”Det kan man godt argumentere for, og baggrunden for de fleste ændringer af de arbejdsløses vilkår er drevet af en lignende form for økonomisk incitamentstankegang. Men grænsen for dette argument må nu siges at være passeret. Problemet er ikke manglende incitamenter, men manglende jobs. Og de arbejdsløse risikerer en marginalisering, som går imod grundprincippet om lighed mellem mennesker i den nordiske velfærdsstatsmodel. De arbejdsløse forventes efterhånden at være villige til at påtage sig hvad som helst.”

Men er det ikke til den arbejdsløses egen fordel at være aktiv, så man holder sig i gang og kan finde nyt job?

”Jo, men det er også væsentligt, om du kan finde et job, der matcher din uddannelse og din faglighed. Også af hensyn til arbejdsgiverne, som helst ansætter folk med fremtid i. Og hvis du i en lang periode er væk fra dit fagområde, risikerer du aldrig at kunne vende tilbage. Det har jo altid været balancen i arbejdsmarkedspolitikken. På den ene side at undgå ledighed, på den anden side at vedligeholde dine kompetencer og din faglighed, så du er klar den dag, der opslås nye jobs inden for dit fagområde.” 

Har den arbejdsløse selv mistet indflydelse på, om han/hun vil satse på den ene eller anden vej tilbage til arbejdsmarkedet?

”Ja, det mener jeg ikke, der kan være tvivl om. Med et engelsk udtryk er princippet blevet work first. Efter en vis periodes ledighed skal man principielt søge stort set et hvilket som helst job. Og det er en stor ændring i forhold til tidligere, hvor kravet var, at man skulle søge job inden for sit fagområde og inden for sin A-kasse. I dag forventes man også at søge job langt væk fra ens bopæl.” 

Men er det ikke meget rimeligt, hvis man ikke kan finde job der, hvor man bor?

”Når det gælder enlige, kan man godt argumentere for det rimelige i at flytte efter job. Men hvis vi taler om en familie, synes jeg, det er betænkeligt at forlange, at den ene skal pendle fra fx København til Aarhus, hvis partneren har job, og børnene går i daginstitution i nærområdet. Der risikerer man at splitte en familie ad ved at stille alt for strenge krav. Og ud over de negative menneskelige konsekvenser vil det også medføre større samfundsøkonomiske udgifter.” 

Hvorfor er du også kritisk over for kravene om aktivering og bestemte mål for, hvor mange jobansøgninger den arbejdsløse skal skrive?

”Min kritik begynder der, hvor aktiveringen eller jobsøgningen bliver et mål i sig selv. Den oprindelige ide med den aktive arbejdsmarkedspolitik var jo at sikre videreuddannelse og opkvalificering af de ledige, så de har de nødvendige kompetencer den dag, der opstår nye muligheder på deres eget fagområde eller på et nyt, som de har fået kompetencer til.” 

Men det med at tvinge de arbejdsløse til at skrive et bestemt antal ansøgninger er man jo gået væk fra igen.

”Ja, men betegnende nok fordi også arbejdsgiverne beklagede sig. Det var jo også spild af deres tid med alle de ansøgninger, som de skulle tage stilling til, selvom de bar præg af at være skrevet af tvang frem for en reel mulighed hos den arbejdssøgende for at komme i betragtning til det pågældende job.” 

En undersøgelse fra maj i år viser, at hver femte arbejdsløse dansker undgår familiefester, fordi de skammer sig over at svare på det uundgåelige spørgsmål om, hvad de laver. Er de overfølsomme, eller møder de manglende forståelse fra deres omverden?

”Jeg tror bestemt, at der er negative sociale virkninger ved at være arbejdsløs. Og specielt hvis man møder en holdning om, at enhver kan finde et arbejde, hvis bare man vil. Sandheden er jo – og specielt efter den økonomiske krise er sat ind – at der mangler jobs.” 

Tror du, det er en udbredt holdning herhjemme, at man nok er doven, hvis man ikke kan finde et arbejde?

”Det mener jeg ikke, man kan udelukke. Og vi genfinder også holdningen på institutionelt niveau. Det har altid været sådan i dansk socialpolitik, at man har opereret med dem, der fortjente, og dem, der ikke fortjente at få en ydelse. Folkepensionen anses typisk for en ydelse, man fortjener efter et langt liv på arbejdsmarkedet, mens folk på kontanthjælp måske ikke altid har gjort nok for at forsørge sig selv. Ja, nogle anser dem ligefrem for ’nassere’. Måske er det sådanne holdninger, der får nogle arbejdsløse til at blive væk, når der er familiefest.”     

Carina-sagen, som fik enorm medieomtale i efteråret, handlede netop om en kontanthjælpsmodtager; en enlig mor, som ifølge opinionen fik for meget i kontanthjælp. Hvilken betydning fik den sag efter din vurdering?

”Det er klart, at sådan en sag får mange til at efterlyse stramninger i systemet, så vi ikke giver så meget til nogen, som i princippet burde klare sig selv. Jeg er skeptisk over for mediernes formidling. Blandt andet fordi der ikke blev gået i dybden med, hvor meget det koster at være enlig forsørger i dag og dermed set på familiens muligheder for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre børnefamilier.” 

Undrer det dig, at en enkeltsag kan få så meget omtale og betydning?

”I mit faglige hoved som arbejdsmarkedsforsker, ja, men her er vi ovre i noget, der ligger på grænsen mellem psykologi og økonomi – det, man på engelsk kalder behavioural economics. Med Carina får vi en historie, som vi kan se for os og forstå, og derfor ryger den lige ned i et bestemt område af hjernen og skaber spor, hvor statistikker, tal og faktiske oplysninger aldrig får adgang. Det er det, Taleb og Kahneman betegner som narrative fallacy.”

Undrer det dig, at netop modtagere af kontanthjælp og dagpenge er udset til at finansiere lettelser i topskatten for danskere med fast arbejde i regeringens nye skattereform?