Det betaler sig at samarbejde

Hvor der inden for evolutionsteorien de seneste årtier har været udbredt enighed om, at vi som mennesker fødes egoistiske, har den amerikanske biolog David Sloan Wilson for nylig skabt røre ved at vende op og ned på den antagelse. I en ny bog argumenterer han for, at mennesker i virkeligheden langt hellere vil samarbejde end bare optimere deres egne interesser. Ikke fordi samarbejde nødvendigvis er sjovere. Men fordi det at hjælpe andre betaler sig for os ud fra et evolutionsmæssigt synspunkt. Hjælper vi andre, får vi nemlig selv mere hjælp igen, og det gør det lettere for os at overleve i det lange løb, end hvis vi bare skulle klare os selv.

Ifølge Wilson er vores samfund stadig primært indrettet efter bedagede økonomiske ideologier, der hviler på en tro på, at individuel nyttemaksimering og hierarkisk topstyring er det, man kommer længst med. Det har Wilson nu sat sig for at lave om på. Blandt andet ved at bevise, at evolutionsteori ikke kun handler om biologiske studier og laboratorieforsøg, men også kan bruges proaktivt til at gøre vores samfund til et bedre sted at være. Det gælder, de byer vi lever i, de skoler vores børn går på og de arbejdspladser vores arbejdsliv udfolder sig omkring.

”Mange tror, at evolutionsteori udelukkende handler om biologi og om at studere dyre- og plantearters tilpasning og udvikling. Men det er et felt, der også kan bruges på alle mulige andre områder, og som kan hjælpe med at forbedre vores samfund og de institutioner, vi færdes i, blot ved at anvende andre redskaber, end vi almindeligvis gør, når vi arbejder med grupper og organisationer. Og det er det, jeg gerne vil bevise,” fortæller David Sloan Wilson, der er professor i biologi og antropologi på Binghamton University i staten New York. 

Han satte sin hjemby under lup

I 2006 begyndte Wilson derfor at nærstudere sin hjemby Binghamton uden for New York. Gennem et storstilet evolutionsprojekt satte han byens 47.000 indbyggere under lup for at teste, hvor meget folk samarbejdede. Fx i skolerne, i boligkvarterne, mellem naboer og på gader og stræder.

Samarbejdsniveauet for hvert kvarter blev tegnet ind i en slags tredimensionelt landkort med høje bjerge der, hvor folk samarbejdede meget og dybe dale der, hvor indbyggerne ikke rigtigt kom hinanden ved. Resultatet kan nu læses i bogen; The Neighborhood Projekt, som danner afsæt for næste projekt, som Wilson netop har taget hul på.

Her vil han konkret afprøve sine evolutionsmetoder for at teste, om man ved at skabe bedre betingelser for samarbejde kan få altruismen og den sociale ånd til at stige. Først i Binghamton, og siden hen i andre typer af sociale konstellationer, nemlig organisationer og virksomheder.

”Min grundlæggende tese er, at vi som mennesker langt hellere vil samarbejde end kun gå efter vores egne interesser, da vi som enkelt individer kan komme meget længere i en gruppe, hvor alle giver hinanden en hjælpende hånd end i grupper, hvor alle bekæmper alle. Det altruisme-gen tror jeg, at man kan bruge aktivt, hvis man skaber de rette betingelser for samarbejde og på den måde forbedre vores samfund. Jeg er startet i min egen hjemby. Men vil i det kommende år igangsætte projekter i virksomheder også, da jeg er sikker på, at man også her kan forbedre den måde, organisationer fungerer på ved også her at optimere rammerne for samarbejde,” siger den kontroversielle evolutionsbiolog. 

Adam Smith dominerer stadig

Wilson ved selvfølgelig godt, at samarbejde i virksomheder langt fra er nogen ny opfindelse, og erkender, at mange organisationer allerede i mange år har arbejdet aktivt med teamwork. Desværre foregår meget samarbejde efter hans vurdering alt for halvhjertet, da langt de fleste moderne virksomheder er organiseret og drevet efter gamle ideologer og spilleregler, der peger stik imod menneskes samarbejdsnatur.

En af de ideologier stammer helt tilbage fra den liberale økonom Adam Smith, der argumenterede for de frie markedskræfter og for, at hvis bare man giver individerne lov til at gå efter egne økonomiske interesser, så vil samfundet som helhed drage nytte af det. Den såkaldte ´usynlige hånd´.

”Hvis man kigger på, hvordan vi motiverer medarbejdere i dag, så handler det alt sammen om at give dem nogle individuelle incitamenter til at gøre den bedst mulige karriere. Den tænkning stammer helt tilbage fra Adam Smith og fra en tro på, at hvis den enkelte har noget at stræbe efter, så vil gruppen, og altså hele arbejdspladsen, også profitere af det. Men der er jo udviklet masser af teori siden, der viser, at det ikke passer, og at det er utrolig vigtigt, at medarbejdernes og organisationens mål og motiver skal stemme overens, hvis organisationen skal have noget ud af det. Men paradigmet bag den usynlige hånd dominerer stadig, og det ødelægger mulighederne for det optimale samarbejde,” siger Wilson og nævner derudover også det klassiske hierarki, som en af de store barrierer for at kunne udnytte vores samarbejdsgen bedst muligt. 

Hierarki ødelægger samarbejdsånden

”Det er som om, at virksomheder i dag er fyldt med modsatrettede ideologier. På den ene side arbejdes der fx meget på at fremme samarbejde, fordi vi ved, at det er godt. Samtidig viser forskning på den anden side, at noget af det, der virkelig hæmmer samarbejdsånden, er ulighed. Altså hierarkier, magt og kontrol. Faktorer, som vi ved, er det rene gift for samarbejde, fordi folk dybest set hader at blive ´bosset´ rundt med. Så ingen tvivl om, at rev vi hierarkierne ned og gav medarbejderne langt mere medbestemmelse, ville samarbejdsånden vokse. Og det glæder jeg mig til at eksperimentere med i det fremtidige projekt,” siger Wilson, som håber på at finde organisationer, der er villige ud over det sædvanlige til at eksperimentere med magtstrukturerne, så hans teser kan blive ordentligt afprøvet.

”Skal man skabe det optimale samarbejde på en arbejdsplads, vil det først kræve et detailstudie af, hvilke præmisser der gør sig gældende for netop den virksomhed. Alle virksomheder er forskellige, og det vil være en meget kompleks proces. Men når det er sagt, så findes der dog en række basale spilleregler, som skaber gode vilkår for gruppeprocesser,” siger han og forklarer, at regel nummer et er, at en gruppe skal have et klart fælles mål for at kunne fungere godt. Derudover skal alle gruppens medlemmer føle, at alle bidrager. Altså ingen free-riders. Der skal også være høj grad af medbestemmelse og konsensus inden for gruppen, desuden hurtig og fair konfliktløsning. Og er gruppen en del af en større organisation, fx en arbejdsplads, skal den have selvbestemmelse nok til at kunne organisere og bestemme over egne opgaver.

Wilson nævner produktions-filosofien, LEAN, indført af mange virksomheder inden for de seneste fem til ti år, som et af de nyere og mest positive eksempler på, hvordan man skaber gode samarbejdsbetingelser. Målet for LEAN er at trimme en organisation og dens produktion. Og en af måderne at gøre det på er nemlig ved at inddrage medarbejderne mest muligt i beslutningerne og dermed også få topledelsen til at uddelegere. 

Genindfør overskudsdeling

”De basale spilleregler for godt samarbejde er hverken nye eller særligt banebrydende. De er tværtimod helt intuitive. Nogle virksomheder gør det rigtigt godt, blandt andet med LEAN-metoderne. Men selvom mange uddelegerer magt og indflydelse, ændrer det ikke på, at den basale struktur i virksomheder i dag stadig er hierarkisk, hvor få bestemmer over mange og også scorer den største bid af kagen. Det er grundlæggende udemokratisk og ødelægger samarbejdsånden,” siger Wilson.

Skulle virksomheder virkelig skabe perfekte betingelser, mener han, at de ikke bare skulle være villige til at dele ud af magten, men gøre det samme med virksomhedens fortjeneste. Med andre ord indføre økonomisk demokrati og overskudsdeling. Selv samarbejder David Wilson i dag med en af de få virksomheder, der gør det. Det britiske The Co-Operative Group, som er verdens største medlemsdrevet virksomhed med overskudsdeling.