Den hjemsendte

Hunden Ludvig tager imod og fylder hele døren. Bagved står Peter Loft og ligner sig selv fra aviserne bortset fra cowboybukserne og den blå t-shirt, som næsten har samme farve som hans øjne. Det er sommer, man kan høre græsset gro mellem hans terrassefliser. Han har sagt ja til et interview med djøfbladet om, hvordan det føles at være forsidestof i medierne og blive sendt hjem fra den arbejdsplads, man har tjent i 32 år.

”Nej,” siger han, da han har hældt vand på stempelkanden, ”det bagudrettede fylder ikke ret meget nu. Men det fremadrettede gør.”

”Jeg bryder mig bestemt ikke om det limbo, jeg befinder mig i. Jeg kan ikke arbejde i staten de næste to år, for jeg er sat på græs, mens kommissionsundersøgelsen kører. Men jeg kan jo ikke gå rundt og ikke lave noget så længe. Jeg er oprigtigt bekymret for, hvordan ens intellekt vil reagere på det. Kan man så overhovedet komme i gang igen?”

Han bærer fortsat titel af departementschef, men anser det selv for usandsynligt, at han kommer tilbage til Skatteministeriet. ’Så bliver det da som pedel’, som han citatvenligt svarede BT, der stod på pletten på hans trappesten sammen med Ludvig en time efter, at han blevet sendt hjem af sin minister.

Man kalder det skæbnens ironi, at lige han – i hvert fald som det fremstod i pressestormen – har ladet sig fange på det forkerte ben. Han, som loyalt har håndholdt otte forskellige, tilfredse skatteministre. Fra Ole Stavad (S) til Kristian Jensen (V) lænede de sig trygt op af Lofts faglighed og politiske tæft – hvad de to nævnte uden tøven bekræfter overfor djøfbladet.

Den driftsikre Loft, som kan det danske skattesystem udenad, fordi han selv har lavet det, er på den ene side den gammeldags embedsmandstype, som er gået ud af produktion. 32 år af sine 54 leveår i samme ministerium. De 18 som departementschef.

Og samtidig den ukonventionelle. Fræk, systemkritisk, Rolling Stones plakat på væggen i topchefkontoret. Respekteret blandt journalister, fordi han tog telefonen, når de ringede og havde den selvsikkerhed, personlighed og tillid til andre, der skal til for også at svare.

Sådan beskriver kilder Peter Loft overfor djøfbladet. Anders Eldrup, mangeårig tidligere departementschef-kollega, siger det sådan:

”Han var ikke den typiske departementschef. Peter siger tingene lige ud, men tag ikke fejl, hans veludviklede politiske instinkt sikrer, at han trods sin bramfri facon ikke sætter fødderne forkert.” 

Det tog et minut

Altså lige indtil - kunne man så tilføje. Men denne artikel kommer ikke til at handle om skattesagen, der som bekendt får sig eget forløb i kommissionsundersøgelsen.

Den skal bl.a. afdække, om Peter Loft ved at have holdt fem møder med SKAT København har medvirket til – og i så fald forgæves – at prøve at påvirke behandlingen af familien Thorning-Schmidts skattesag i retning af et udfald, som ville have gavnet hans daværende minister overmåde meget. Eller om han bare nidkært har passet sit arbejde og varetaget sit departements interesser i en sag, hvis afgørelse skulle være fuldstændig resistent overfor kritik udefra, fordi den både kunne tippe en valgkamp og ville blive nærstuderet af en række skatteydere og deres revisorer.

Hjemsendelsen – Loft er ikke fyret, men tjenestefritaget – faldt tre måneder efter, at skattesagen ellers havde fundet sin foreløbige konklusion med dels beslutningen om en kommission, dels en offentlig erklæring fra skatteminister Thor Möger Pedersen om, at han havde fuld tillid til sin departementschef, og at arbejdet gik videre i departementet.

Vi spørger Peter Loft, om han vil fortælle, hvordan den ikke-adviserede ’fyring’ rent fysisk fandt sted. Det vil han godt.

Den tog cirka et minut. Den 21. marts om morgenen ringede Möger hjem til Loft og bad ham om at komme over til et møde kl. 11 i ’Annekset’. Det er et kontor, som Skatteministeriet, der ligger ude på Christianshavn, har som ekstrakontor på Slotsholmen. Ren rutine. Loft gik derover medbringende sin notesbog.

I Mögers pressemeddelelse, som røg ud lidt efter, skrev han, at en ny departementschef bedst kan stå i spidsen for den omorganisering, som Skatteministeriet står overfor.

Da ministeren var gået, trådte Finansministeriets departementschef David Hellemann ind i rummet for at forklare den praktiske side af sagen.

”Som jo kort sagt går ud på, at jeg får løn for ikke at lave noget i de to år, som kommissionsundersøgelsen tager, og at man, når de to år er gået, så vil tilbyde at finde noget andet til mig i staten.”

Heller ikke det tog ret langt tid.

”David sagde, at hans råd til mig var, at jeg skulle tage hjem, så det gjorde jeg. Uden taske og nøgler for øvrigt, for de lå jo ude på mit kontor. Så jeg ringede til min sekretær og fik det sendt hjem med en taxa. Det kom til at ligne en bortvisning, selvom det vist ikke var meningen.”

Peter Loft fik ikke lejlighed til at sige farvel til sine medarbejdere. Dét går ham stadig på. 

Det var Mor selv

Inde i Skatteministeriet, hvor hverdagen for længst havde indfundet sig igen, udløste hjemsendelsen en chokbølge, og journalisterne plagede Möger om en bedre forklaring end den i pressemeddelelsen.

’Det KAN ikke være forklaringen’, som politisk kommentator Niels Krause-Kjær skrev. Hvad var der sket? Möger kunne jo så let som ingenting have smidt ham hjem dengang i november, da det hele bragede. Ingen ville have løftet et bryn. Så hvorfor nu og ikke dengang? Hvilken ny, rygende pistol var blevet fundet om Peter Loft?

Ude i Klampenborg kimede pressen huset og familien ned, og næste dag sagde Peter Loft ja til at give en kommentar ude i sin have til TV2 News og TV-avisen,

”Jeg sagde nøjagtig det samme, som jeg siger til dig i dag.”

Det er:

”En minister kan til enhver tid sige, at han gerne vil have en anden departementschef. Sådan må og skal det være. Og jeg respekterede min ministers beslutning, for der var jo rettet nogle alvorlige beskyldninger mod mig på mit eget centrale arbejdsområde,” fortæller han.

”Men det var samtidig vigtigt for mig også at få sagt, at jeg tre måneder før havde fået Justitsministeriets og Moderniseringsstyrelsens (statens ’personalekontor’, red.) ord for, at jeg på det foreliggende grundlag ikke har gjort noget forkert. Og at der, mig bekendt, intet nyt var kommet frem om min rolle i skattesagen siden da.”

Embedsmænd, journalister og politiske kommentatorer har gjort sig deres spekulationer. Ingen siger det højt, men de hvisker om det til hinanden og til djøfbladet: Det var ikke Thor Möger, det var Mor selv og/eller S-toppen, der traf beslutningen. Forleden var Peter Mose, forfatter til bogen ’Javel, hr. minister’, tæt på at skrive det direkte i en analyse ’Sir Humphrey kan ånde lettet op’ i Berlingske Business Magasin om den nye regerings omgang med spindoktorer og topembedsmænd. 

Undersøgelser er nødvendige

Selv siger Peter Loft ikke så meget andet end, at han har oplevet det som at blive kørt over af en bil to gange.

”Man får jo et regulært chok. Første gang, når man pludselig er hovedperson i den samlede presse. Og anden gang, da jeg pludselig og uventet måtte forlade ministeriet. Og når konceptet er, at man skal tage hjem til sit tomme køkken og lave ingenting for sin løn, så har man god tid til at mærke det.”

I efteråret lavede flere af netaviserne et helt ’Peter Loft’ faneblad.

”Kun om mig! En lørdag under finanslovforhandlingerne, hvor jeg kørte ind til Slotsholmen, hørte jeg en hel radioavis kun om mig. Det føles som om, man sidder og kigger på sig selv ude fra.”

Og man skal høre meget, før ørerne falder af. Jo højere, nogen råber skandale og Tamilsag, jo højere op i artiklen kommer de, og jo bedre kører forretningen, hvad enten man er professor eller politiker, siger han lakonisk, selvom det vist ikke er til citat.

Han fik talt en del med familien dengang – hustru, som er kontorchef i staten, og fem børn fra 9 til 24 i to kuld.

”Både fordi jeg havde brug for det, og fordi jeg havde brug for at overbevise alle min børn om, at det, undskyld udtrykket, ikke også var mig, der myrdede præsident Kennedy.”

Kommissionen påbegynder meget snart afhøringerne.

”Det bliver ubehageligt, og det er tungt, og det er dyrt og store kanoner hver gang, man laver de her undersøgelser,” siger han.

”Men dér har jeg det også sådan, selvom jeg står som en af de hovedmistænkte, eller hvad det nu hedder, at det er godt, at vi i Danmark undersøger ting. Hvis der er en tvivl, om tingene er foregået efter reglerne, skal det undersøges. At det ikke er som i Sydeuropa, hvor man læser om ting og sager, og hvor det bare er: Nå, ja, det får vi nok aldrig et svar på. Det er måske en af de væsentligste grunde til, at vi har et ukorrupt og i den henseende velfungerende samfund.”

Og så blev der stille

I mellemtiden er der stille i huset med baghaven lige op til Dyrehaven. De to mindste på 9 og 11 synes, det er hyggeligt, at far er hjemme, når de kommer fra skole. Men de laver ikke deres aftaler med vennerne om af den grund.

Aviser bruger han ikke mere tid på end før. Men han bruger meget tid på at tale med folk. Er med i to netværk, VL 48 og så Young Presidents Organization, hvor han godt nok er ved at falde for aldersgrænsen.

”De to netværk har jeg trukket voldsomt på og fået en fantastisk opbakning fra. Jeg har talt med en del andre, som har prøvet at være i samme situation. Jeg står i et tomrum og skal til at finde noget nyt at beskæftige mig med. Og kan det ikke være i staten, må jeg nok prøve det private erhvervsliv.”

Man skal ikke smide guld på gaden, lyder det fra en topembedsmand på Slotsholmen. Den mand er jo en gevinst for enhver virksomhed, dens bestyrelse og dens kunder.

Jørgen Rosted, tidligere departementschef, nu selvstændig rådgiver, river sig i håret:

”Tag til USA, så vil du se, at alle dem på Peter Lofts alder, som har forladt en offentlig topstilling, de får tilbud om det ene og andet. Bliv professor på Harvard, bliv partner i vores rådgivningsfirma. Men her i landet har vi altså ikke nogen fin record for at bruge folks evner.”

Men vil Peter Loft, som i 32 års arbejdsliv har fundet dansk politik så intenst interessant, kunne finde meningen ude i det private?

”Ja, jeg tror godt, jeg kan finde meningen. Ikke for at lyde højtravende, men dette land har brug for, at flere krydser over mellem de to sektorer. Vi skal lære at forstå hinanden bedre på tværs af siloerne. Det er efter min mening noget af det, der kan være med til at bringe os ud af det dødvande, vi befinder os i og få noget vækst.”

Men er det da så ikke angstfremkaldende, hvis man skal søge over i det private efter 32 år i samme ministerium?

”Nej, ikke angst. Men usikkerhed. Jeg aner ikke, hvad min kursværdi er, og om de overhovedet vil røre sådan én som mig.”

Peter Loft fik ikke tilbudt noget andet i staten, da han blev tjenestefritaget.

”Jeg havde gerne været fri for dette tomrum, jeg har været i siden slutningen af marts. Men personligt anser jeg det ikke for nogen ulykke, hvis alt det her ender med at føre til, at jeg kommer til at lave noget helt andet.”

Peter Lofts optagethed af dansk politik er lige så intakt som før. Dagen efter dette interview agter han at tage færgen til folkemøde på Bornholm. Ganske uanfægtet af, at det meste af sammenrendet derovre vil genkende ham, før han er nået fra borde.

Blå bog

54 år.

1980: Cand.jur.

1980: Ansat i Skatteministeriet.

1993: Udnævnt til departementschef. Var med sine 35 år den yngst udnævnte departementschef nogensinde. Var med sine 18 år som departementschef en af de længst siddende blandt de nuværende.

2012: Tjenestefritaget indtil kommissionsundersøgelsen om Helle Thornings-Smith og Stephen Kinnocks skattesag er færdig om to år.

Kommissionsundersøgelsen

Skal undersøge og redegøre for:

I hvilket omfang personer uden for SKAT København har været involveret i SKAT Københavns behandling af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag.