Djøfere klar til whistleblower-ordning

Er der brug for et organ, som offentligt ansatte kan henvende sig til anonymt, hvis de har mistanke om fusk og snyd på arbejdspladsen? Disse såkaldte whistleblower-ordninger har været diskuteret i årevis – nu siger djøferne ja tak.

50 procent ønsker sig, at der generelt indføres den type ordninger i den offentlige sektor, mens 32 procent er modstandere. Det viser en undersøgelse, djøfbladet har foretaget blandt de offentligt ansatte medlemmer.

Næsten lige mange chefer og menige ansatte er tilhængere, og det er interessant, mener sociolog Rasmus Willig.

”Det overrasker mig, at der ikke er større forskel på ledere og ansatte. Det ser ud til, at tiden nu er moden til whistleblower-ordninger,” siger Willig, der er lektor ved RUC og leder et forskningsprojekt om offentligt og privat ansattes ytringsfrihed på arbejdspladsen.

Professor i offentlig ret ved CBS Claus Haagen Jensen deler ikke Rasmus Willigs analyse af tallene. Haagen Jensen tvivler på, at alle de adspurgte har samme forståelse:

”En whistleblower-ordning kan være mange forskellige ting, og dem, der har svaret, ved antageligvis ikke, hvad de har svaret på.”

Han påpeger, at to ud af tre i undersøgelsen svarer, at whistleblower-ordninger slet ikke er blevet diskuteret på deres arbejdsplads.

”At man ikke har drøftet det ret mange steder, taler imod, at man bør indføre den her slags ordninger. Hvis man overhovedet skal i gang med det, skal man først have tænkt sig grundigt om.” 

Frygt for at kritisere

28 procent af djøferne mener, at der i høj grad eller i nogen grad er behov for en whistleblower-ordning på netop deres arbejdsplads. Og hver syvende siger, at de har ligget inde med viden, de ville have givet videre til en whistleblower-ordning.

Det understreger, at det er på tide at få bredt ordningerne ud i den offentlige sektor, siger Rasmus Willig.

”Vi ved fra andre undersøgelser, at mange af de offentligt ansatte ikke tør ytre sig kritisk. For mig at se kan vi ikke leve med, at særligt kritisable forhold ikke bliver diskuteret åbent i offentligheden.”

Claus Haagen Jensen bider derimod mærke i, at 66 procent svarer, at der i mindre grad eller slet ikke er behov for en ordning på deres arbejdsplads.

”Det er et ganske stort antal,” siger han. 

Men når der alligevel er over en fjerdedel, der ser et behov, er de nuværende regler så tilstrækkelige?

”Det mener jeg faktisk, de er.” 

Svarer folk så, at der er et behov, fordi de ikke kender reglerne godt nok?

”De svarer nok ud fra en forestilling om, at de, der sladrer, bliver mødt med stærke ubehageligheder, og dem vil folk gerne give en beskyttelse. Om det er rigtigt, står hen i det uvisse. Der er klart nogle, der ikke kan tåle kritik, og nogle kan også reagere chikanøst.  Men ud fra mit mangeårige kendskab til den offentlige administration må jeg sige, at det ikke er særlig udbredt.” 

DDR eller mere åbenhed?

Whistleblower-ordninger er et emne, djøferne har stærke holdninger til. Det er tydeligt i djøfbladets undersøgelse, hvor især modstanderne uddyber deres holdninger grundigt.

Mange giver udtryk for, at ordningerne vil skabe mistillid og skade organisationskulturen og det psykiske arbejdsmiljø.

”Et systematisk sladresystem minder om DDR-tilstande,” lyder en af kommentarerne, mens en anden pointerer, at en instans til whistleblowere vil have en problematisk signalværdi på flere planer.

”Hvis vi på offentlige arbejdspladser skal etablere whistleblower-ordninger, er det dels det samme som at erkende, at der foregår ulovligheder. Dels vil det være et udtryk for, at vi ikke har tillid til hinanden og til den frie debat, der faktisk er virkelig gode rammer for.”

Her er Rasmus Willig uenig. Vilkårene for at give kritik kræver forbedringer, og en whistleblower-instans kan være en genvej.

”Det gode ved sådan en ordning er, at den anerkender, at der er et magtforhold mellem ledersiden og medarbejdersiden. Ved at ytre sig frit tager medarbejderne en risiko, fordi ledelsen senere på en maskeret måde kan sætte kritikernes karrierer på standby. En whistleblower-ordning vil kunne skabe en ny infrastruktur for kritik, der beskytter medarbejderne.” 

Han lægger ikke skjul på, at etablering af whistleblower-ordninger vil rejse mange spørgsmål.

”Hvem skal definere, hvilke typer kritik ordningen skal bruges til? Hvem skal sagsbehandle? Og hvem skal beslutte, hvad der skal komme ud til offentligheden? Der er meget at diskutere, men en whistleblower-ordning vil kunne blive startskuddet til en mere gennemsigtig forvaltningskultur og sende et signal om, at man ønsker et langt mere åbent samfund,” siger Rasmus Willig.

Claus Haagen Jensen er enig i, at der er brug for kritik i den offentlige sektor, men en whistleblower-ordning er ikke den rigtige vej at gå, pointerer han.

”Hvis man skulle gøre noget, skulle det være at sikre åbenhed i virksomhedskulturen. Ledelserne skal simpelthen lære, at de skal være glade for kritik. Det vil være langt bedre end at lave en formaliseret ordning.”