Får du sovet nok?

7.5.2012

af

Øget pres får ledere til at sove for lidt. Det går ud over koncentrationen og indlæringsevnen og svarer til at være beruset, siger søvnforsker.

Over halvdelen af lederne sover kun mellem fem og seks timer, viser ny svensk undersøgelse, som chef.se har gennemført i samarbejde med Novus Opinion.

Og det er for lidt – også selv om det er individuelt, hvor meget søvn vi behøver, siger søvnforsker Poul Jennum, klinisk professor og overlæge på Glostrup Hospital. Nogle kan nøjes med seks-syv timer, mens andre skal have otte timer for at få opfyldt de fysiologiske behov for søvn. Men fem-seks timer er altså i langt de fleste tilfælde for lidt.

Derfor sover vi for lidt

Poul Jennum kan sagtens genkende billedet af de søvntrængende ledere og ’professionelle’ i det hele taget. Og det giver han tre forklaringer på:

  • Eget og andres forventningspres.
  • Den teknologiske udvikling, der betyder, at vi er ’på’ hele tiden.
  • Vores livsstil – forkert kost, for lidt motion og for meget alkohol.

”En vane med at drikke vin om aftenen, kan være ekstremt ødelæggende for vores søvn,” siger Poul Jennum.

For selv om vi måske falder hurtigt i søvn oven på en halv flaske rødvin eller mere, så er kvaliteten af den søvn, vi får, markant dårligere.

Ledelse i beruset tilstand

Og nu vi er ved alkoholen, så har et kronisk søvnunderskud samme effekt som at køre bil med tre-fire genstande i blodet, siger han.

Poul Jennum har stået bag en undersøgelse blandt en bred gruppe mennesker – ikke ledere – der viser, at konsekvenserne af søvnunderskud koster en tabt arbejdsfortjeneste på godt 15.000 kroner om året.

Men der er kun én vej frem, hvis vi vil sikre os, at vi får den søvn, vi har brug for:

”Vi skal selektere – turde sige fra og prioritere alt det fra, som ikke er så vigtigt. Og vi skal væk fra en kultur, hvor vi sender mails kl. 23.47 og igen kl. 06.09 om morgenen,” siger Poul Jennum.

Hvad siger du - får du sagt fra, eller får du sovet for lidt? Giv dit svar i ’quickpollen’ i højre spalte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet