Realdania vil udvikle og forandre verden, og det kan slå gnister, for udvikling og forandring er kontroversielt, siger direktør Flemming Borreskov, som er blevet kaldt en af landets tre mest magtfulde personer inden for byggeriet.
Flemming Borreskov står og kigger ud ad vinduet, da djøfbladet tropper op i det store lyse mødelokale på anden sal i Realdanias domicil.
”Er det din cykel?” spørger han efter det indledende håndtryk og peger ud på Jarmers Plads, hvor der holder en orange damecykel parkeret op ad gelænderet. Det er det nu ikke.
”Den er godt nok flot,” siger han beundrende og fortæller mig om, at der dagligt passerer 100.000 biler gennem krydset, som vi står og kigger på, ved H.C. Andersens Boulevard og Hammerichsgade og med Tivoli i baggrunden.
Flemming Borreskov har både sans for detaljen og de store linjer i byernes udvikling, og man fornemmer hurtigt en bred både praktisk og teoretisk viden om byudvikling og byggeri. Han er cand.polit., men mange, der ikke kender hans baggrund, skyder på, at han er arkitekt.
”Det tager jeg som en stor ros,” smiler han, da der er kommet kaffe i kopperne. Men hvilke forudsætninger har en økonom egentlig for at uddele milliarder til byggeri, og hvordan gik det til, at han blev direktør for en filantropisk virksomhed?
”Det er et rigtig godt spørgsmål, som ser meget planlagt ud, når man kigger på det bagefter, men som bestemt ikke var det, da jeg kiggede ud ad forruden. Det med uddannelsen tror jeg er lidt tilfældigt. Nu blev det nationaløkonomi, og det har været en fantastisk uddannelse. Men jeg kunne lige så godt være blevet historiker, arkitekt eller ingeniør. En ting er en uddannelse, en anden ting er, hvad man beskæftiger sig med bagefter.”
Arkitektur og byggeri har haft Flemming Borreskovs interesse lige siden studietiden, og han har arbejdet med lokalplaner i Miljøministeriet og med investering i fast ejendom i PKA (Pensionskassernes Administration, red.) og med finansiering af fast ejendom i Realkredit Danmark. Da sidstnævnte blev solgt til Danske Bank i oktober 2000, og medlemsformuen på 20 milliarder kroner lå tilbage i Realdania, blev han spurgt, om han ville sætte sig for bordenden.
Siden har han været med til at præge en stor del af byggeriet i Danmark. Men i virkeligheden har han det ambivalent med ordet arkitektur.
”Jeg har en meget bred arkitekturopfattelse, så derfor vælger jeg som regel ikke at bruge ordet arkitektur, fordi det er så værdiladet. En betydning af ordet er, at det er af arkitekter for arkitekter. Det synes jeg er en ekstremt snæver definition. Arkitektur er for mig: Er det godt at være i? Trives man i det? Fungerer en by? Fungerer en bygning? Og så er det selvfølgelig rart, hvis det er til at holde ud at se på, men arkitektur er ikke kun skønhed.”
Flemming Borreskov taler langsomt og tydeligt og kigger under en del af interviewet forbi mig skråt opad til højre, som for virkelig at finde de rigtige ord, inden han fanger mit blik i slutningen af sine svar. På spørgsmålet om, hvordan Realdania opfylder sin mission om at ’skabe livskvalitet gennem arkitektur, byrum og det byggede miljø’, forklarer han mig, at byggeriet ikke er noget i sig selv, men kun i det, det gør for mennesker.
For nylig var Flemming Borreskov med til at kåre vinderprojektet til en omfattende byfornyelse i Odense til en samlet værdi af en milliard kroner, hvor Realdania donerer de 255 millioner kroner. Et projekt, som kort fortalt går ud på at ’hele et blødende sår’, som han selv har kaldt det. Odenses bymidte blev nemlig skåret midt over i 1960’erne, da bilerne skulle frem. Thomas B. Thriges Gade deler derfor i dag Odenses centrum med tung, gennemkørende trafik, og det bliver der nu rådet bod på.
”Jeg er ikke fordømmende over for beslutningen, det var tænkningen dengang. Man skulle bo et sted, arbejde et andet, købe ind et tredje og have sine fritidsaktiviteter et helt fjerde sted, og så skulle man have en bil. Men den model er ikke langtidsholdbar. Nu får man en mulighed for at rette op og skabe en by anno 2020, hvor man kun kommer ind, hvis man har et ærinde. I dag er der en rigtig stor del af trafikken, som kun er transittrafik.”
I Akademisk Arkitektforening, som ofte samarbejder med Realdania omkring arkitektkonkurrencer, er direktør Jane Sandberg lykkelig for, at Realdania findes, så projekter som det i Odense bliver realiseret.
”Der er mange ting, der kommer arkitekterne til gode, som de ikke ville få, hvis Realdania ikke fandtes,” siger hun.
Jane Sandberg ser Realdania som en udviklingsorienteret virksomhed, som er bevidst om sin væsentlige position, og som er klar over, at den position forpligter.
”Det er i høj grad Borreskovs fortjeneste. Han er en meget lyttende direktør, som er meget bevidst om, at hans faglighed ligger et andet sted. Han er en inkluderende leder, som er villig til at lade sig påvirke af andres holdninger,” siger hun.
På grund af størrelsen på Realdanias pengepung er Flemming Borreskov blevet kaldt en af de tre mest magtfulde personer inden for byggeriet i Danmark. Og mange har en mening om Realdanias store indflydelse. I en artikelserie i Politiken i sommeren 2010 blev Realdania beskyldt for bl.a. indspisthed, lukkethed og magtfuldkommenhed. En af dem, der deltog i debatten dengang, var Mette Carstad, Arkitektforbundets formand indtil for nylig. Hun undrer sig for djøfbladet i dag over, at Realdania ikke forsøgte at svare bedre på kritikken.
”Når man er så stor en magtfaktor, er der helt andre krav til kommunikation og åbenhed. Når de løfter et øjenbryn, ryster folk i stolen og bliver nervøse for, om de får taget deres penge. Små signaler får en stor betydning,” siger Mette Carstad, bl.a. med henvisning til forskere, ingeniører og arkitekter, der er bange for at sige noget kritisk om Realdania, og samarbejdspartnere, der følte sig trumfet.
Mette Carstad efterlyser mere lydhørhed fra Realdanias side. Flemming Borreskov mener dog, at Realdania svarede på kritikken dengang, bl.a. gennem tre debatindlæg i Politiken. Men han medgiver, at de mange og store pengegaver kan give anledning til konflikter.
”Vi har en grundlæggende værdi om, at vi gerne vil udvikle og forandre verden, og det kan godt slå gnister, for udvikling og forandring er jo kontroversielt,” konstaterer han.
Politiken havde spurgt landets arkitekter om deres holdning til Realdania. Hovedparten af de 300 arkitekter, der havde konkrete erfaringer med Realdania, mente, at Realdania har for meget magt over dansk byggeri, og at de burde støtte snarere end styre. Men Flemming Borreskov minder om, at Realdania ikke er sat i verden for arkitekternes skyld.
”Hvis jeg skulle lave en kongerække over Realdanias interessenter, så er danskerne i toppen. Realdanias projekter skal komme en bred kreds til gavn og glæde. Den næste er bygherrerne, som er den enkelte parcelhusfamilie, der har lagt fundamentet til Realdanias store formue, når de har taget finansiering i Realkredit Danmark i sin tid,” forklarer Flemming Borreskov og placerer arkitekterne på tredjepladsen sammen med det øvrige ’leveranceteam’, fx ingeniører, entreprenører og materialeproducenter.
I Realdanias virke er der en uheldig sammenblanding mellem gavegivning og investering, har en anden kritik lydt. Fx donerede Realdania i 2007 500 millioner kroner til et underjordisk automatisk parkeringsanlæg i Aarhus betinget af, at indtægterne gik tilbage til giveren. Ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, har Realdania så mange penge, at det kan være en udfordring at finde ordentlige projekter at støtte, og derfor må ”den gode rare, rige onkel” være særligt aktiv i projektstyringen, følge op og involvere sig. Han mener, at en del af kritikken skyldes, at vi herhjemme ikke er vant til den form for ”amerikansk filantropi.”
”Der er en opfattelse af, at filantropi handler om at give penge væk af sit gode hjerte, og så skal man ikke blande sig i, hvordan pengene bliver brugt. Men sådan er vilkårene nogle gange, hvis giveren har en ide om, i hvilken retning man skal. Det er en mere aktiv form for filantropi, og jeg ser det som en styrke, når man har en holdning til, hvordan pengene bruges. Hvis vi havde haft ti af den slags fonde, var der ikke nogen, der havde protesteret,” siger han til djøfbladet.
Flemming Borreskov er enig og kalder det effektiv filantropi ikke at bruge flere penge end nødvendigt for at opnå et bestemt mål. Han forklarer, at parkeringskælderen i Aarhus kostede 500 millioner kroner, mens indtægterne måske ville beløbe sig til 200 millioner kroner.
”Hvis du investerer 500 og kun får 200 millioner igen, er det så en god investering? Jeg synes ikke, det er en kommerciel investering, for mig er det en tabsgivende investering. Gaveelementet er 300, investeringen er 200 millioner. Og så er der nogen, der siger, at vi da ikke skal være langsigtede ejere af et parkeringsanlæg. Næh, men så har vi 200 millioner kroner, vi kan bruge på andre gode filantropiske projekter. Investeringsvirksomheden i Realdania har det formål at maksimere grundlaget for den filantropiske aktivitet. Den har jo ikke til formål at maksimere udbyttet til nogle aktionærer eller bevisindehavere – det går alt sammen til filantropi. Den argumentationskæde var jeg ikke god nok til at forklare dengang,” indrømmer han.
I øvrigt mener Flemming Borreskov, at mange gør Realdania mere magtfuld, end den egentlig er.
”Der er nogle, der vil gøre os vældig store og stærke, men bruttonationalproduktet er et par tusind milliarder, og vi bruger en milliard om året. Produktionsværdien i byggeriet er måske et par hundrede milliarder. I den forstand er vi en dråbe i havet, men vi kan noget, som andre ikke kan, og som staten ikke kan. Vi har et tidsperspektiv, som er længere end det politiske system og også længere end det børsnoterede system, som ofte har kvartalet som sigtepunkt. Og det synes jeg forpligter.”
Ledige stillinger