Tag løntilskuddet med til udlandet

25.4.2012

af

Det er de færreste virksomheder og ledige akademikere, der kender til muligheden for løntilskudjobs i udlandet.

Løntilskud må godt tages med til udlandet, hvis virksomheden har hjemsted i Danmark. Men det er kun det offentlige og NGO´ere, som kan finde på at bruge muligheden.

Private virksomheder gør det ikke, lyder det fra jobcentrene, som skal godkende alle løntilskudsjob.

De store virksomheder som Mærsk, Vestas og Lego bruger slet ikke løntilskudsjob til unge akademikere. Det gør de små og mellemstore virksomheder i visse tilfælde, men altså ikke i udlandet, selvom det ifølge direktør i Håndværksrådet Ane Buch ellers var en god ide.

”Mange små og mellemstore virksomheder outsourcer dele af deres produktion. Men det er ikke mange af dem, som ved, at et løntilskud kan tages med ud af landet. Så det er en vigtig viden, som en ansøger kan tage med ud til en virksomhed,” siger hun.

Succes eller fiasko

Direktør i IDEA Entrepreneurship Centre på Syddansk Universitet, Ivan Tyrsted, er enig.

For virksomhedsledere i mindre og mellemstore virksomheder kan det være endnu mere interessant at gå efter vækstmarkeder uden for Danmarks grænser end at prøve at få vækst på hjemmebanen, siger han.

”Men de har behov for at få sat de nødvendige og kvalificerede ressourcer ind på at få udnyttet vækstpotentialet i udlandet. Så derfor er muligheden for at benytte sig af løntilskudsjob i udlandet rigtig spændende ikke blot for de ledige akademikere, men så sandelig også for virksomhederne. Men det kræver jo, at man er klar over, at muligheden findes.”

Når man udliciterer, kan den helt afgørende forskel mellem succes og fiasko være, om man kan udstationere en medarbejder i en kortere eller længere periode, siger Ane Buch.

”Derfor er relevant og helst stor viden om nye markeder og et løntilskud i baglommen en god platform for at komme i dialog med små og mellemstore virksomheder, der opererer på internationale markeder.”

Find jobbet ad omveje

Analyse- og konsulentvirksomheden Epinion, som har vokset sig stærk fra den for 12 år siden blev stiftet af to nyuddannede statskundskabere, har for tre år siden outsourcet deres IT-udvikling og en stor del af deres standardiserede databehandling til en ny afdeling i Ho Chi Min City i Vietnam.

”Nej, jeg vidste ikke, at man kan oprette løntilskudsjobs i udlandet,” siger adm. direktør Thomas Yung Andersen.

”Vi bruger normalt ikke løntilskudsjob. Men hvis der kom en ledig djøfer med en god ide til et projekt, som vi ellers ikke ville have ansat nogen til i vores afdeling i Vietnam, så er vi da klar til at sætte sig os ned og høre om det.”

I Københavns Kommune, hvor langt det største antal ledige djøfere bor, opfordrer beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) til, at man er opsøgende også i forhold til nye jobmuligheder i udlandet.

”Drømmejobbet kan findes ad omveje, selvom jeg ved, det er nemmere sagt end gjort. Men vi vil i hvert fald gøre vores for at blive bedre til at hjælpe med internationale jobmuligheder.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet