Med livet som indsats

Den tidligere diktator ser forhutlet ud. Håret er fedtet, skægget bliver ikke længere kunstigt farvet, og blikket er rådvildt. Om halsen sidder en løkke af gulligt reb, som tre mænd i elefanthuer og sorte læderjakker er i færd med at stramme til. Stemningen er anspændt i det hvidkalkede kælderlokale. Om få minutter bliver fundamentet i bogstaveligste forstand revet væk under den mand, der i næsten et kvart århundrede har undertrykt den irakiske befolkning i et selvbestaltet enevælde.

”Mon han er bange?” tænker dommeren ved sig selv. Og bliver afkræftet i sin formodning i det næste øjeblik, da Saddam Hussein gengælder blikket og med udtalt sindsro siger:

”Min søn, der er ingen ondskab i dine øjne. Ingen hævn. Tak.”

Muneer Haddad lægger ansigtet i alvorlige folder, da han husker tilbage på henrettelsen dagen før nytår i 2006. Ikke fordi sagen mod Saddam Hussein var den ubestridt vanskeligste i karrieren. Eller fordi Haddad har noget at udsætte på sin egen indsats. Men fordi sagen ændrede hans hverdag for altid.

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange folk har forsøgt at myrde mig, siden jeg tog den sag. Truslerne mod mig og min familie er blevet så voldsomme, at jeg ikke tør fortælle min kone og børn noget om det,” siger Muneer Haddad, da han tager imod djøfbladet i døråbningen til sit minimalistiske kontor i det centrale Bagdad.

Guds morder

I Irak må landets dommere og advokater se langt efter en fagforening, der kan varetage medlemmernes interesser og beskytte dem mod overgreb. Det er ellers hævet over enhver tvivl, at arbejdet i det irakiske retssystem er forbundet med stor livsfare. Alene fra 2003-2008 blev 39 dommere myrdet, mens yderligere 20 blev kidnappet eller fik nære familiemedlemmer likvideret, fastslog en rapport fra International Crisis Group sidste år.

Da Irak-krigen nåede sit brutale højdepunkt i 2006 og 2007, blev flere retssale og arresthuse angrebet af militser, der ønskede bestemte fanger befriet. Og vil man have syn for, hvor stor en personlig risiko de ansatte forbinder med deres arbejde, så tag blot dette udsagn fra en dommer, der i rapporten anonymt forklarer dagligdagens udfordringer: 

”Vi fortalte aldrig nogen, hvor vi arbejdede – ikke engang vores venner. En af mine kolleger puttede sit personalekort i sin sok, når han tog på arbejde. Og da sikkerhedssituationen var værst, stod retssalene tomme i ugevis.”

Ikke just forhold, der er sammenlignelige med de danske. Og i særdeleshed ikke for Muneer Haddad, der i dag har hængt dommerkåben på knagen og i stedet driver sit eget advokatkontor, der har specialiseret sig i at køre sager for forfulgte minoriteter.

Karrierespringet kan forekomme besynderligt, men med jobbet som feteret højesteretsdommer blev rampelyset efterhånden for skarpt for den rolige iraker.

”Det blev for farligt til sidst. Saddams tilhængere så mig jo som deres Guds morder. Og hvem gider at have et job, man ikke kan udføre?” siger han til djøfbladet og tilføjer:

”Der er kræfter her i Irak, som ikke kan lide mig. Og som vil gøre alt, hvad de kan, for at stoppe mig.”

Aldrig uden livvagt

Retssagen mod Saddam Hussein blev blodig: I løbet af de otte måneder, der udgjorde sagens afsluttende fase, blev tre advokater i diktatorens syv mand store hold af forsvarere dræbt. Og Iraks Særlige Tribunal, der fik mandat til at retsforfølge de anholdte medlemmer af det tidligere irakiske regime, som blev anklaget for krigsforbrydelser og folkedrab, blev udskiftet flere gange for at beskytte de involverede dommere.

Da Muneer Haddad satte sin signatur på den domsafsigelse, der stadfæstede hængningen, vidste han godt, at det kunne volde ham problemer. Men at konsekvenserne skulle vende hans liv på vrangen, er kommet bag på ham:

”Jeg forlader ikke mit hus uden min livvagt. Han er omkostningsfuld for mig og min familie, men vi har ikke noget valg. Så sent som i sidste uge blev der skudt mod min bil, da jeg kørte gennem Bagdad.
Uden min livvagt ville jeg ikke være i live i dag,” siger han og smiler afdæmpet i retning mod vagten i hjørnet, der grundigt visiterede djøfbladets udsendte forud for interviewet.

Selvom Haddad flere gange er blevet hædret for sin faglighed og saglighed, må han affinde sig med at være del af et retssystem, som det internationale samfund flere gange har kaldt partisk og gennemkorrumperet. Saddam Husseins rettergang blev af Amnesty International betegnet som ”unfair,” mens Human Rights Watch fastslog, at henrettelsen af diktatoren ”… fulgte i kølvandet på en forfejlet retssag og symboliserer et markant tilbageskridt for lovens håndhævelse i Irak.”

Især domstolens manglende uafhængighed, den mangelfulde inddragelse af en række massakrer som bevismateriale samt den forhastede udførelse af dødsdommen blot fire dage efter afsigelsen vakte international bekymring.

Spørger man den tidligere højesteretsdommer, om det er muligt at sikre en mand som Saddam Hussein en retfærdig rettergang, siger han:

”Jeg blev dommer for at gøre Irak retfærdigt. Alle mennesker har krav på en neutral behandling i det juridiske system – også Saddam Hussein – selvom mange måtte mene det modsatte.”

Ingen vej udenom

Straffen blev som bekendt døden. Men selvom dødsstraf kan klinge fjernt i danske ører, betegner Muneer Haddad dommen som relativt mild.

”Naturligvis ved jeg, at der er mange, der tager afstand, når jeg idømmer en mand dødsstraf. Men det er den irakiske logik: ’Et liv for et liv’, siger vi. I tilfældet med Saddam Hussein blev det et liv for mange tusinder.”

Selvom sagen har gjort tilværelsen usikker for advokaten, har han ikke fortrudt:

”Hvis du spørger mig, om jeg ville have taget sagen igen, er svaret ja. Nogen må jo tage ansvar for, at forbryderne bliver stillet til ansvar for deres handlinger. I den forstand var sagen ikke anderledes for mig end alle andre.”

Muneer Haddad trækker den øverste skrivebordsskuffe ud og rækker djøfbladet en kopi af henrettelsesanmodningen. Han peger ned på sin signatur i dokumentets venstre hjørne.

”Der var ingen vej udenom. Ekstreme kræfter prøver at skræmme dommere og advokater væk fra vores arbejde, men det vil aldrig lykkes dem. Retssystemet er Iraks rygrad, og kriminalitet og terrorisme vil tabe i længden,” siger Muneer Haddad.

Da interviewet er færdigt, tilbyder advokaten at følges med djøfbladet en del af vejen. Han skal have handlet lidt ind, siger han.

I skrivebordsskuffen snupper Muneer Haddad en mellemstor pistol, som han sætter fast i sit læderbælte, inden han slukker lyset efter sig og træder ud i den irakiske forårsvarme med sin livvagt.

”Med pistolen i lommen føler jeg mig mere tryg,” siger han.

Retssagen mod Saddam Hussein

Første høring fandt sted 1. juli 2004, og retssagen gik officielt i gang 19. oktober 2005.

Saddam Hussein blev  5. november 2006 idømt dødsstraf ved hængning for drabene på 148 shiamuslimske irakere fra byen Dujail. Massakren var regimets modsvar på et attentatforsøg rettet mod Saddam Hussein 8. juli 1992.

Da dommeren læste dommen højt, udbrød Saddam Hussein i retten: ”Leve folket. Længe leve den arabiske nation. Ned med spionerne. Gud er stor.”

26. december 2006 blev Saddam Husseins appel afslået, og dødsstraffen stadfæstet. Henrettelsen skulle ifølge domsafsigelsen ske inden for 30 dage.