Jobsøgning i modvind

11.4.2012

af

Djøfbladet har fulgt seks ledige djøfere det seneste år – fem unge og en senior. De unge er alle i arbejde i dag, mens senioren er gået på tvungen efterløn.

Lavkonjunkturerne har sat sine dybe spor. Ledigheden har aldrig været højere blandt djøferne. I skrivende stund er den på 6,7 procent.

For omkring et år siden kontaktede vi en god håndfuld djøfere, der alle havde et flot cv til fælles, men de havde desværre også dét til fælles, at de var ledige.

I dag tegner der sig et andet billede. Alle de yngre – fem styk – er i beskæftigelse. Og indgangen har været en form for støttet eller midlertidig ansættelse. Det var den positive del af billedet. For senioren har følt sig tvunget til at gå på efterløn. Heller ikke senioren Martin Dam Hansen (som du kan læse om i artiklen Deadline på dagpengene) er kommet i job, selvom han har sendt mere end 400 ansøgninger.

Tvunget på efterløn

Ovennævnte billede stemmer desværre godt overens med ledigheden blandt djøferne generelt set. Dimittenderne er hårdest ramt efterfulgt af seniorerne. Men ryger seniorerne først ud af arbejdsmarkedet, har de særdeles svært ved at få foden indenfor igen, siger Lars Munck, arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf.

”Vi ser ofte, at de seniorer, der har muligheden, føler sig tvunget til at gå på efterløn. Og de bliver endnu værre stillet fremover med aftrapningen af efterlønnen og en forkortet dagpengeperiode.”

Den kringlede jobjagt

For dimittenderne er det en hård kamp bare at få bare lidt på cv’et.

”Under højkonjunkturerne ræser de unge ind i faste job, men under lavkonjunkturer er vejen mere besværlig og går ofte via midlertidige job. Mange unge finder dog efter en kortere eller længere ledighedsperiode en åbning ind på arbejdsmarkedet typisk via et løntilskudsjob, en projektansættelse eller et vikariat. Men flere og flere ender desværre også i langtidsledighed,” siger Lars Munck.

For bare et år siden førte de fleste løntilskudsjob – især i den private sektor – til fastansættelse. Men den effekt er for nedadgående, viser tal fra Akademikernes A-kasse. I dag har godt halvdelen et job et halvt år efter, de har haft et privat løntilskudsjob – det samme gælder godt 40 procent af dem, der har haft et offentligt løntilskudsjob.

Og selv om de unge efter nogle midlertidige ansættelser finder fast fodfæste på arbejdsmarkedet, vil det for altid påvirke deres livsindkomst negativt set i forhold til dem, der begynder deres karriere med en fastansættelse, siger Lars Munck.

Ressourcespild - sådan gik det dem

For knap et år siden beskrev djøfbladet seks lediges hårde kamp for at komme i job. Her kan du se, hvordan det er gået dem.

 Anne Katrine Ravn - 28 år.

Uddannelse: Cand.scient.san.publ. fra Syddansk Universitet i Esbjerg – december 2009.

2011 ”De ser ikke alt det positive i at tage en nyuddannet. Jeg synes, det er spild af ressourcer.”

Siden Sidst:
Blev bedt om selv at finde aktivering af ’anden aktør’ sidste sommer. Kom i fire ugers praktik på Sydvestjysk Sygehus som kvalitetskonsulent. Efter to dage fik Anne Katrine Ravn tilbud om et løntilskudsjob. Er nu ansat som vikar i kommunikationsafdelingen med udsigt til endnu et vikariat eller fastansættelse.

2012 ”Jeg er så glad for at have fundet et job – og så i den by, hvor jeg bor. Jeg var ellers indstillet på, at bruge op til to timers transport hver vej.”

 Cuiping Liao - 32 år.

Uddannelse: Cand.merc. i International Management fra Syddansk Universitet - februar 2009. Plus en bachelor i engelsk fra Kina.

2011 ”Hver gang jeg har været til samtale, får jeg at vide, at jeg mangler erfaring. Men jeg giver ikke op. På et eller andet tidspunkt ender jeg forhåbentlig i en dynge, hvor de andre heller ikke har så meget erfaring.”

Siden sidst:
Skrev en masse uopfordrede ansøgninger. Én gav pote. Blev pr. 1. december 2011 ansat i løntilskudsjob i Micro Matic som supply chain assistant. Løntilskuddet udløber efter et halvt år, men Cuiping Liao har god mulighed for at blive fastansat efterfølgende.

2012 ”Jeg håber meget at blive. Men jeg vil i det mindste bare gerne have et par års erfaring, som jeg så kan bruge i min videre jobsøgning.”

 Christian Cæsar Jensen - 34 år.

Uddannelse: Cand.scient.soc. fra Københavns Universitet – januar 2011. Bachelor fra Aalborg Universitet.

2012 ”Jeg kan godt blive en lille smule skuffet over, at arbejdsmarkedet er så konservativt. Men grundlæggende er jeg positiv. De kan ikke lade os gå – det kan de bare ikke.”

Siden sidst:
Ændrede strategi efter et halvt års ledighed. Fra næsten udelukkende at søge opslåede offentlige stillinger, søgte han private – opslåede og uopfordret. Det sidste gav pote. Blev kaldt til samtale og tests i december hos Inhouse Consulting. Jobbet gik til en mere erfaren. Men lige efter sagde en konsulent op, og Christian Cæsar Jensen blev tilbudt jobbet. Startede midt i januar med løntilskud, men han er lovet ordinær fastansættelse efterfølgende.

2012 ”Det har været hårdt arbejde, og det har handlet om at blive ved med at rende virksomhederne på dørene. Efter næsten et års ledighed har jeg fået drømmejobbet. Jeg er sindssyg taknemmelig!”

 Sarah Pi Thygesen - 34 år.

Uddannelse: Cand.merc.hrm. fra CBS – januar 2009.

2011 ”Jeg tror på det, for jeg har lige været til tre samtaler. Men jeg tror ikke længere på, at de opslåede stillinger giver job, for tre ud af de fem samtaler jeg har været til har været via netværk.”

Siden sidst:
Blev i september måned sidste år ansat i et barselsvikariat i en rekrutteringsvirksomhed. Vikariatet udløber til maj, og Sarah Pi Thygesen er i fuld gang med jobsøgningen igen.

2012 ”Det er helt klart en fordel for cv’et at være i arbejde. Jeg kommer til mange flere samtaler.”

 Sebastian Vindahl Nielsen - 27 år.

Uddannelse: Cand.jur. fra Københavns Universitet – november 2010.

2011 ”Jeg brænder for mit fag. Har brugt fem år på at blive kandidat, og nu vil jeg gerne bruge min gejst for juraen i praksis.”

Siden sidst:
Fik i september måned en projektansættelse som jurist hos Jobvision, fordi en konsulent fik øje på Sebastian Vindahl Nielsens kompetencer i forbindelse med Jobvisions rolle som ’anden aktør’. Projektansættelse udløber med udgangen af marts måned, men Sebastian Vindahl Nielsen regner med at blive fastansat. Han er dog også i gang med jobsøgning, hvis det skulle glippe.

2012 ”Jeg tager det meget mere roligt nu. Jeg er blevet fagmand og ikke bare teoretiker. Mit cv er blevet styrket rigtig meget.”

 Finn Hollund - 64 år.

Uddannelse: Cand.polit. fra Københavns Universitet – januar 1976.

2011 ”Der er mindst fem års arbejdskraft tilbage i mig, men tror ikke rigtig på at det lykkes længere. Jeg føler mig presset til at gå på efterløn.”

Siden sidst:
Følte sig presset til at gå på efterløn. Arbejder nu på at tage en mastergrad i danskundervisning for fremmedsprogede som supplement til efterlønnen og siden pensionen.

2012 ”Jeg har det ikke så godt med bare at gå herhjemme. Jeg savner følelsen af at yde noget – og at hjælpe andre virker meget tilfredsstillende.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet