Deadline på dagpengene

10-04-2012
4 min.

For godt et år siden bragte vi Martin Dam Hansens dagbog over et år som arbejdsløs. Her kommer en føljeton – nu arbejdsløs i mere end to år og skræmmende tæt på at miste dagpengeretten. Men stadig ukuelig i sin kamp for et job.

Det er jo noget møg, når min kone bager kage til mig, fordi jeg har skrevet ansøgning nummer 400 – og stadig er arbejdsløs, kommer det tørt fra Martin Dam Hansen.

For godt et år siden delte han i dagbogsform sine første 365 dage som arbejdsløs med djøfbladets læsere. Frustrationerne er ikke blevet mindre siden dengang, men han må være gjort af noget særligt stof, mener han selv, siden han ikke for længst har taget den store depressions-rutsjetur.

”Det kan godt være, jeg er ekstra tykpandet. Jeg har overlevet en dødelig kræftsygdom, så deraf måske min overlevelsespsyke,” siger Martin Dam Hansen.

Det skal være løgn

Med udgangen af i år har han været arbejdsløs i tre år og overgår dermed fra dagpenge til kontanthjælp.  Men det skal være løgn, hvis det står til ham selv:

”Hvis jeg går ned, bliver det kæmpende til det sidste,” som han siger.

Og kæmper – det gør han. Martin Dam Hansen er 55 år, og han er så træt af at høre, hvor vigtige seniorerne er for arbejdsmarkedet. Og han er så  træt af at få at vide, at han er overkvalificeret, når han bare gerne vil have et arbejde. I de godt to år han har været arbejdsløs, er det på trods af en hulens masse ansøgninger – opslåede og uopfordrede – og en masse uformelle kontakter, kun lykkedes ham at få et offentligt løntilskudsjob i fire måneder, og derefter røg han så direkte tilbage i arbejdsløshedskøen. Statistikken viser da også, at offentligt løntilskudsjob sjældent fører til varig ansættelse.

Men løntilskudsjobbet bekræftede ham i, at hans kompetencer er mindst lige så gode som andres: ”Jeg er blot udenfor, de er indenfor,” som han siger.

Svært at være 55+

Han føler med de mange dimittender, der er ledige, men savner også et fokus på sin egen aldersgruppe: ”Det er jo ikke sådan, at man ryger nemmere ud af jobmarkedet, når man er 55+, men er man først ude, er det uhyggeligt svært at få et job igen.”

Derfor bliver han også så træt af at høre, når Mads Lundbye fra tænketanken Cepos stiller op til interview om beskæftigelsen.

”Gang på gang får han på tv og i radio lov til at sige, at vi mangler arbejdskraft. Det er enormt krænkende, når man hver dag kæmper for at få et job. Og demografien taler sit tydelige sprog. Det er først en gang efter år 2020, der bliver rigtig mangel på arbejdskraft og dermed rift efter nogle i min aldersklasse,” fastslår Martin Dam Hansen. Der i øvrigt også er så træt af at komme til samtaler på stillinger, der allerede er lovet til anden side. Det har han efterhånden prøvet nogle gange.

”Rekorden blev sat, da jeg kørte til Fakse, fordi jeg var blevet kaldt til samtale. Forud havde jeg brugt lang tid på at forberede mig på samtalen – den kom til at tage 18 minutter. Bagefter fik jeg at vide, at de havde lovet jobbet til en intern ansøger, men at stillingen alligevel skulle slås op!”

Den psykiske sundhed

Når Martin Dam Hansen bliver allermest træt, og når han er snublende tæt på at falde i et sort hul, så kaster han sig over et af sine egne små projekter, som han kalder dem.



Han træner og har tabt sig markant, mens han har været ledig – ’selvom jeg selvfølgelig hellere ville være på arbejde end nede i træningscentret’, som han siger. Han skriver breve til ministre og ordførere fra højre og venstre om, hvad der set fra hans stol burde gøres for de mange ledige – og de ledige seniorer. Og lige nu arbejder han på at få et projekt for ledige akademikere i Hvidovre Kommune sparket i gang. Et projekt som Djøf og andre akademikerorganisationer overvejer at støtte.  Meningen er at besøge små og mellemstore virksomheder i kommunen og sælge dem ideen om at ansætte en djøfer.

”Jeg har brug for at gøre noget. Det kan godt være, at det ikke løser hele arbejdsløshedsproblematikken, men hvis alt går galt, og det ender med kontanthjælp, så tror jeg, det er vigtigt for ens psykiske sundhed at kunne sige: ’Jeg kæmpede for at få et arbejde hver eneste dag.”

Men uanset hvad der sker, skal det nok gå - så længe han bliver ved med at stå på tre ben.

”En ko har fire ben. Hvis den mister det ene, kan den stadig stå. De fire ben, vi står på, er familie, helbred, økonomi og arbejde.  Jeg er gift på 28. år. Mine tre børn er godt på vej – én læser jura, en skal i gang med at læse medicin, og den tredje er ved at tage en HD. Huset er næsten betalt, og helbredet er fint. Altså står jeg fint på tre ben – men ingen tvivl om, at jeg også gerne vil have det fjerde at stå på,” siger Martin Dam Hansen.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.