Tyske krav om besparelser og reformer i eurozonens kriseramte lande bliver set som et udtryk for nationale interesser og et brud med hidtidig tysk Europa-politik.
Da finanspagten i begyndelsen af marts blev vedtaget på et topmøde i Bruxelles, mistede de europæiske nationalstater en stor del af den demokratiske kontrol med deres nationale budgetter.
”Gældsbremserne vil være bindende og gyldige for evigt,” sagde den tyske kansler Angela Merkel allerede på et EU-topmøde i januar.
”Man vil aldrig kunne ændre dem med et parlamentarisk flertal,” tilføjede Merkel, der sammen med den franske præsident Sarkozy har været den altdominerende figur bag finanspagten.
Som en del af den tyske krisepolitik er finanspagten, der indskriver gældsbremser i de nationale forfatninger, derfor blevet modtaget med udbredt skepsis i Europas kriseramte periferi. Ikke mindst i Grækenland, hvor spareprogrammer har ført til optøjer og anti-tysk agitation i både presse og parlament. I Frankrig har den socialistiske præsidentkandidat Francois Hollande svoret at ville genforhandle landets tilslutning til finanspagten, hvis han vinder det kommende præsidentvalg. Andre kritikere ser Merkels krisepolitik som et bekymrende vidnesbyrd om Tysklands genopdagelse af den nationale egeninteresse.
Sandheden er imidlertid mere kompleks end fortællinger om genkommende nationalisme og historisk betinget frygt for inflation. Tysklands krisestyring, der lægger vægt på finansiel disciplin, falder nemlig glimrende i tråd med en særlig skole af tysk økonomisk tænkning, der strækker sig helt tilbage til forbundsrepublikkens grundlæggelse.
”Ordoliberalisme er den økonomiske skole, som traditionelt præger de fleste institutioner i Tyskland – lige fra forbundsbanken til finansministeriet,” forklarer den tyske økonom Sebastien Dullien, der er tilknyttet den europæiske tænketank European Council of Foreign Relations.
”Ikke fordi det er en vigtig akademisk strømning, men fordi den har været så vigtig i forbundsrepublikkens historie.”
Staten skaber det frie marked
Ifølge ordoliberalismens centrale princip bør staten stræbe efter at regulere markedet på en ordnende måde, der flugter med det bedste resultat i et hypotetisk marked med fri konkurrence.
”I ordoliberalismen udstikker staten strenge rammebetingelser for markedet, eksempelvis for at hindre karteldannelser. Men derefter griber staten ikke ind i processen,” siger Sebastien Dullien om ordoliberalismens centrale princip.
Dermed afviger ordoliberalismen fra forudgående versioner af liberalistisk økonomi, herunder den angelsaksiske laissez-faire liberalisme – eksemplificeret ved Adam Smiths teori om den usynlige hånd, der regulerer markedet – ved at understrege behovet for en politisk styring af markedet for at modvirke uhensigtsmæssige monopol- og karteldannelser. Samtidig er ordoliberalismen skeptisk over for keynesianske begreber som offentligt forbrug og ekspansiv finanspolitik som mirakelkur mod stagnation og recession.
Som økonomisk teori blev ordoliberalismen udviklet af økonomerne i Freiburg-skolen. Økonomer som Walter Eucken (1891-1950), Franz Böhm (1895-1977), Leonhard Mikshc (1901-1950) og Hans Großmann-Doerth (1894-1944) påvirkede i særlig grad den konservative finansminister og senere kansler Ludwig Erhard, der stod fadder til den tyske udgave af velfærdssamfundet, der under det tyske wirtschaftswunder blev lanceret under betegnelsen social markedsøkonomi.
Selvom ordoliberalismen i sin klassiske udformning ikke længere dominerer de økonomiske fakulteter syd for grænsen, har de fleste tyske økonomer før eller siden været i berøring med den ordoliberalistiske arv, hvorimod keynesianismen med sit fokus på ekspansiv finanspolitik og offentlige investeringer traditionelt har haft ringe indflydelse i Tyskland. Det har haft konsekvenser for håndteringen af den tyske økonomi i perioden op til eurokrisen.
Ideologiske gnidninger
I 2008 besluttede den tyske regering eksempelvis at sænke arbejdsgivernes bidrag til sociale sikkerhedsydelser til lønmodtagerne. Ved at reducere virksomhedernes lønomkostninger ønskede man på den måde at stimulere væksten. Samtidig hævede man momsen, hvilket gjorde det billigere at eksportere og dyrere at importere. Konsekvensen var bl.a. faldende realløn og et begrænset nationalt forbrug. Denne politik blev i de øvrige eurozonelande anskuet som en politik, der skete på bekostning af andre nationale økonomier.
Frankrigs daværende finansminister Christine Lagarde (nu chef for IMF, red.) har flere gange langet ud efter Tyskland og opfordret den tyske regering til at stimulere det nationale forbrug og ikke mindst at øge de lave tyske lønninger, som selv tyske fagforeninger har accepteret som et nødvendigt onde for at bevare arbejdspladser under finanskrisen. Ifølge Lagarde har den tyske lønpolitik haft en negativ indflydelse på konkurrencedygtigheden i andre af eurozonens lande.
Forhøjede lønninger vil ifølge tysk tankegang medføre et tab af tysk konkurrencedygtighed uden nævneværdig effekt på økonomier i andre lande. Ud fra samme logik har tyskerne som betingelse for den seneste krisepakke insisteret på lønbesparelser i Grækenlands private sektor.
Keynesianske økonomer, som eksempelvis den amerikanske nobelprisvinder Paul Krugman, har kritiseret Tyskland for at underkende EU og den europæiske centralbanks ansvar for at sætte gang i den græske vækst, der ifølge kritikere lider under de aktuelle sparereformer.
Som ordoliberalist vil Angela Merkel imidlertid fastholde, at mindre gæld og færre offentlige udgifter betyder mindre risiko for beskatning i fremtiden, hvilket virker attraktivt på private investorer. I den ordoliberalistiske optik fører sparetiltag således ikke til recession, men er i stedet med til at stimulere vækst.
Merkel og resten af det politiske establishment i Berlin har imidlertid været dårlige til at kommunikere og udlægge den ideologiske baggrund for den tyske krisepolitik. Det har ifølge Sebastien Dullien bidraget væsentligt til aktuelle politiske spændinger i eurozonen:
”Ordoliberalisme er naturligvis en ideologi og har meget lidt med videnskab at gøre. Det er en ideologi med en indre sammenhæng, men efter min egen overbevisning viser erfaringer fra den store depression og finanskrisen, at man har brug for procespolitik.”
Ikke desto mindre er størstedelen af Europa med finanspagten nu blevet arvtagere af Tysklands ordoliberalistiske tankegods. Som den tyske Princeton-idéhistoriker Jan-Werner Müller for nylig skrev i et essay i London Review of Books:
”Angela Merkel ønsker ordoliberalisme for eurozonen som helhed: Strenge regler og juridiske rammer, der ligger hinsides rækkevidden for demokratiske beslutningsprocesser.”
Ledige stillinger