Finanskrise, gældskrise - hvad bliver det næste?

At inflation kan blive et problem af nævneværdig betydning, får man ikke indtryk af ved at læse boksen med overskriften ”Sådan virker rentevåbnet”, som Jyllands-Posten bruger ved mange artikler. Ræsonnementet her er, at inflation opstår ved høj økonomisk vækst, og at centralbankerne bekæmper inflationen ved at hæve renten. Modsat vil inflationen falde ved lav vækst, og centralbankerne kan uden risiko for inflationsproblemer sætte renten ned for at stimulere økonomien. Med andre ord kan man få det indtryk, at inflation alene opstår, når der kommer for meget gang i økonomien.

Den aktuelle økonomiske situation kan dog vise sig at høre til blandt undtagelserne fra den beskrevne tommelfingerregel. Årsagen hertil er de såkaldte kvantitative lempelser af pengepolitikken, som særligt den amerikanske centralbank har gennemført, men som også den europæiske gennemfører i stigende omfang. Denne trykning og det efterfølgende forbrug af penge betyder et merforbrug, som ikke er baseret på reelle værdier. Hvis pengene i stedet var givet direkte til forbrugerne i form af højere lønninger og overførsler, ville konsekvensen være indlysende. Det ville hurtigt føre til inflation med stigende renter til følge.

Selvom de trykte penge er forbrugt på en anden måde, end forbrugerne ville have gjort, hvis de var givet direkte til dem, så er forbrug her forbrug, ligesom penge er penge. Centralbankerne vil ikke på sigt kunne pumpe penge ud i økonomien i den størrelsesorden, som det sker, uanset i hvilke dele af den det drejer sig om, uden at det før eller siden vil føre til højere inflation. At det endnu ikke er sket, er efter min opfattelse endnu et eksempel på markedets træghed i form af manglende effektivitet især på kort sigt.

Konsekvensen af inflationen vil uvægerligt blive højere renter som centralbankernes forsøg på at dæmpe inflationen. Men inflationen er denne gang ikke opstået på grund af høj vækst! Og vil derfor måske falde sammen med en situation med lav vækst og høj arbejdsløshed. De højere renter vil betyde endnu lavere vækst og endnu højere arbejdsløshed. Huspriserne vil naturligvis også falde. Med andre ord cocktailen af stagnation og inflation, stagflation.

Selvom dette kun er ét scenarium af flere mulige, hører det absolut til et af de sandsynlige udfald på den pengepolitik, der aktuelt bliver ført. Disse overvejelser er måske værd at tage med, når der skal tages stilling til, hvorvidt den fremtidige lånetype i huset skal være af den fastforrentede slags med den gevinstmulighed for konvertering op og ned, der er indbygget i den.

Andre fornuftige reaktioner på en forventning om en fortsættelse af den økonomiske krise er generelt ikke at handle ud fra en forventning om en snarlig vending i økonomien. Det lyder jo banalt, men er det tilsyneladende alligevel ikke, da det ofte fremhæves, at en sådan adfærd i sig selv vil føre til lavere vækst i samfundsøkonomien, hvis rådet følges af mange. Det er rigtigt på helt kort sigt, men modsvaret til argumentet er, at såfremt der reelt ikke er en økonomisk vending i sigte, så vil det føre til fejldispositioner at gå imod rådet om at disponere efter den dystre forventning.