Djøf mener

Der er nok af muligheder for at blive vred, skuffet eller ked af det i disse krisetider. Mennesker mister deres job, virksomheder går ned, familier må bryde op. Og der er ikke mange lys i sigte.

Der er en meget stor politisk samling om, at der skal være styr på samfundets økonomi. Befolkningen har også nedtonet forventningerne til de kommende års udvikling. Tiden kalder på nøjsomhed og overvejelse. Regeringen og Folketinget har haft svært ved at komme i gang efter valget med de fremadrettede dagsordener, men nu er der ved at komme reformer på forhandlingsbordene.

I Djøf venter vi spændt på 3-parts-forhandlingerne, hvor alle parter skal tage livtag med en reform af arbejdsmarkedssystemet. Hidtil har opgaven været styret af strukturer, der er lavet til noget helt andet end et moderne arbejdsmarked. Aktuelt er udførelsen af opgaven lagt i kommunerne, mens styringen og det økonomiske ansvar ligger og bølger frem og tilbage mellem staten og kommunerne. Parterne på arbejdsmarkedet er koblet af, mens arbejdsløsheden har vokset sig stor og ungdomsarbejdsløsheden mægtig.

Styringen og hovedparten af det økonomiske ansvar ligger bedst i staten. Erfaringen viser, at hverken minister, ministerium eller Folketinget reelt kan holde fingrene fra at styre – og det skal de vel egentlig heller ikke. Blot er det underligt, at de tidligere har besluttet noget andet. Til gengæld er der mange muligheder for at placere udførelsen af opgaven. Det er ikke strukturen, men funktionen der skal være i top. I Djøf vil vi gå efter den løsning, der giver flest muligheder for at få mennesker i kvalificerede job.

Vi venter også spændt på, hvordan reformer af overførselsindkomsterne og reform af skattesystemet vil komme fra tanke til aftale. Og på en ny innovationspolitik og på de investeringer i uddannelserne, der er varslet med anerkendelsesværdig styrke. I Djøf håber vi, at ambitionerne realiseres over de kommende år. Danmark kommer ikke videre fra krisen uden både flere og dygtigere uddannede til at tage over.

Men der har været raslet med sablerne over for uddannelserne, hvor bl.a. KL har peget på brugerbetaling på universiteterne. Det er simpelthen uklogt. De fleste universitetsuddannelser er (for) billige. Men de giver et enormt afkast til samfundet. Brugerbetaling på uddannelse vil være en reform for fortiden.

Derfor blev jeg så glad, da Børsen forleden kunne fortælle om en undersøgelse blandt danskerne om holdningen til brugerbetaling. Her var afvisningen af brugerbetaling på uddannelse massiv – stærkere end på alle andre felter, herunder hjemmehjælp og lægebesøg. Befolkningen har ikke ladet sig narre.